HISTORIE

< forrige side │ næste side >

  Historie - 9. del

Af: Casper Hagen

70'erne, første del

Shankly fik efterhånden bygget holdet op til noget rigtigt stort, og 70’erne var sammen med 80’erne de mest succesrige årtier i
Liverpools historie. For at alle detaljer skal have sin berettigelse, bliver man simpelthen nødt til at dele 70’erne op i to afsnit. Her
følger første del.

Et nyt Liverpool-hold begyndte at se dagens lys. Der var nu tale om det, der i Liverpool blev omtalt som Shanklys andet storhold.
Gennemsnitsalderen på det nye hold var kun 22 år, og det var åbenbart for ungt i begyndelsen, for i sæsonen 1970/71 vandt
holdet ikke noget sølvtøj til klubbens trofærum. Efterhånden som sæsonen skred frem var det dog tydeligt for enhver, at der var
noget stort i vente.

Blandt de nytilkomne kan nævnes Steve Heighway og Brian Hall – to der i øvrigt stadig er tilknyttet klubben. De havde allerede
dengang stor indflydelse på Liverpools succes, som lå lige om hjørnet, og med spillere som Ray Clemence, Larry Lloyd og Alec
Lindsay var holdet næsten komplet. Dog manglede der en naturlig afløser for målscorer Roger Hunt, der var flyttet til Bolton
Wanderers. Denne afløser fandt Shankly i waliseren John Toshack, som med sin styrke og hurtighed var en rigtig “targetman”.

Af sæsonens mange kampe kan nævnes kvartfinalen i Fairs cup (forgængeren for UEFA cup) mod Bayern München med Sepp
Maier, Franz Beckenbauer og Gert Müller. Bayern blev slået med 3-0 på Anfield på et hattrick af det unge håb, Alun Evans. Efter
1-1 i München var Liverpool nu i semifinalen mod den tids onde ånd, Leeds United. Liverpool tabte også med 1-0 over to kampe. I
FA cup’en nåede Liverpool finalen, hvor de skulle møde Arsenal på Wembley.
I en udmarvende kamp, spillet i bagende varme, blev holdene tvunget ud i forlænget spilletid, efter 0-0 i den ordinære spilletid. I
ekstratiden tog Liverpool hurtigt føringen, da Steve Heighway nærmest egenhændigt tog fusen på Arsenals solide forsvar og
scorede. Arsenal svarede dog hurtigt igen med et rigtigt kludemål af den indskiftede Eddie Kelly. Det resulterede i en stillingskrig,
indtil den langhårede Charlie George smukt placerede bolden uden for Ray Clemences rækkevidde i højre hjørne.

Kampen blev vist på dansk fjernsyn og mange fodboldseere kan huske, hvordan Charlie George, totalt udmattet efter sin
solopræstation, sank om i græsset, dog med armene strakt op i vejret, mens han blev lykønsket af sine medspillere, heriblandt
George Graham og Ray Kennedy. Liverpool kunne ikke svare igen, og tabte igen til Arsenal i en FA cup finale. The Gunners blev
oven i købet også engelske mestre, og altså “Double” vindere.

På tribunerne på Wembley sad der en ung mand, der lige havde skrevet kontrakt med Liverpool. Hans navn var Kevin Keegan og
hans hjerte var knust da han så sine fremtidige holdkammerater tabe finalen. Shankly fik Keegans underskrift allerede 1. maj
1971, så han var allerede en del af klubben, men han blev som sagt ikke anvendt.
I den efterfølgende sæson, 1971/72, var det også lige-ved-og-næsten for klubben, der blev nr. 3 i ligaen, nåede 4. runde i FA
cup’en og ligeledes i liga cup’en, der ikke før i 80’erne blev prioriteret særligt højt. I Europa spillede klubben i pokalvinderens
turnering, idet Arsenal deltog i mesterholdenes turnering. Liverpool nåede kun 2. runde, hvor de blev slået ud af… Bayern
München!

Sæsonen 1972/73 blev indledt med et indkøb af Peter Cormack, så truppen nu var bredere end de elleve spillere, der optrådte på
banen. Det blev en stor sæson med mesterskab og klubbens første UEFA cup trofæ. I Europa gik turen til finalen over hold som
Eintracht Frankfurt, AEK Athen, Dynamo Berlin, Dynamo Dresden, Tottenham og til sidst Borussia Mönchengladbach. Borussia
talte navne som Günter Netzer, Berti Vogts, Wimmer og vores egen Henning Jensen. Liverpool vandt 3-0 på Anfield, men det var
ikke uden drama! Kampen, der blev spillet 9. maj 1973, blev efter en halv times spil afblæst på grund af dårligt vejr!!! For anden
gang på kun 8 år blev en europæisk kamp aflyst pga. dårligt vejr, hvilket var højst usædvanligt i disse tider.

Kampen blev dog afviklet dagen efter, hvilket passede Shankly bedst, idet han havde en ændring til holdet. Liverpool-manageren
havde først vurderet, at Brian Hall skulle spille sammen med Keegan i front, men den halve time viste Shankly, at Brian Halls
beskedne højde og drøjde passede det velvoksne Borussia-forsvar glimrende. Dagen efter var det derfor pludselig John Toshack,
der skulle spille sammen med Keegan, og som sagt så gjort: Keegan scorede to mål, som begge blev lagt op af Toshacks hoved!
Det tredje mål blev sat ind af Larry Lloyd. I returopgøret vandt Borussia 2-0, men det var jo ikke nok – trofæet var i hus for
Liverpool, hvilket blev fejret med maner på gader og stræder, da holdet kørte i åben bus gennem Liverpool og fremviste UEFA
cup’en og mesterskabs-trofæet.

Den efterfølgende sæson indskrev sig som én af de mest begivenhedsrige i mange år. Klubben vandt FA cuppen for anden gang,
og på lederfronten skete der en udskiftning, som rystede hele Merseyside, ja hele England!

I ligaen blev Liverpool “runners-up” efter Leeds (igen). Liverpool, Leeds og Derby var på dette tidspunkt de stærkeste klubber i
landet. Dette blev bekræftet gang på gang i den første halvdel af 70’erne. Det var for øvrigt i sæsonen 1973/74, at selveste
Manchester United måtte ned i 2. division – det skulle lige nævnes!!!

Liverpool havde sæsonen igennem undgået skader på holdet, takket være et godt team bag holdet, med bl.a. Bob Paisley.
Truppen var også bred, så når en spiller blev skadet, blev han mistænkeligt hurtigt klar igen, idet hans plads jo var truet af en
anden spiller fra truppen. En anden forklaring, der ikke officielt er bekræftet, var at Shankly simpelt hen helt ignorerede spillere,
der var skadet, indtil de var kampklare igen. Dette kunne også gøre skadespauserne kortere!

Liverpool spillede i mesterholdenes turnering, men blev hurtigt slået ud af Røde Stjerne Beograd. FA cup finalen mod Newcastle
blev vundet af et meget stærkt Liverpool-hold, for selvom Larry Lloyd og Chris Lawler var skadede, så var der nogen til at tage
over. I Lloyds tilfælde var det den unge og lovende Phil Thompson. Han havde til opgave at markere datidens målkonge og
landsholdsforward, Malcolm MacDonald. At MacConald før kampen havde fortalt pressen, hvordan han ville flænse Liverpools
forsvar totalt i stumper og stykker, var åbenbart gået forbi Thompsons hoved, for han markerede MacDonald totalt ud af kampen.

Newcastles hold talte i øvrigt også folk som Terry McDermott og Alan Kennedy, der senere skulle skrive sig ind i Liverpools
historiebøger. Resultatet blev der aldrig nogen som helst tvivl om – den engelske presse talte om den mest ensidige finale siden
1960, for Liverpool vandt med 3-0, på to mål af Keegan og ét af Heighway. FA cup’en var sikret for anden gang i Liverpools
historie og det blev fejret med pomp og pragt ved hjemkomsten til Liverpool. Ca. 250.000 mennesker fyldte gaderne da holdet igen
kørte i åben bus gennem byen. Alle var glade, men én mand gik i egne tanker. Tanker, som Shankly vidste ville bringe stor sorg i
klubben, som han, om nogen, havde formet.

Chokket kom 12. juli 1974. Til en ellers helt almindelig før-sæsons pressekonference, hvor klubbens nyindkøb, Ray Kennedy fra
Arsenal, skulle præsenteres, blev der helt stille i presselokalet efter den efterfølgende pressemeddelelse. For her blev det oplæst
af klubbens daværende bestyrelsesformand, John Smith, at Bill Shankly havde besluttet sig at trække sig tilbage. Han skulle
afløses af træner Bob Paisley.

Shankly forklarede til de forbløffede fremmødte journalister, at han var kørt træt, og i samråd med sin kone havde besluttet at
slutte på toppen. Selvom ledelsen i klubben havde forsøgt at overtale Shankly til at blive, bl.a. med et hvilket som helst
pengebeløb, han ønskede, så stod han som sædvanlig fast på det, han havde besluttet.
En ny æra i Liverpools historie skulle til at begynde, og alle Liverpool fans kan se tilbage på Shanklys indsats med
taknemmelighed, for uden ham var klubben aldrig blevet til det, den er i dag, og så var der jo ikke noget at blive fan af, vel…