Grundet alt for
få billetluger på et stadion, som Liverpool-tilhængerne ikke havde
særlig
stort kendskab til, dannede der sig før kick off en større
folkemængde ude foran
yderportene på Leppings Lane. Det gik simpelt
hen for langsomt med at komme ind.
Til sidst blev presset så stort,
at de menige politifolk, som var på vagt ude foran,
anmodede South
Yorkshire politis øverste ledelse, David Duckenfield og Bernard
Murray i kontrolboksen, om at åbne yderporten. Efter kort
betænkningstid gav
Duckenfield ordre om at åbne porten.
Umiddelbart
indenfor på stadion blev de mange tilskuere, som nu strømmede ind,
mødt
af et skilt over en indgang, med et stort B. Samme B gik igen
på alle billetterne, og
Liverpool fansene styrede derfor direkte mod
indgangen, som førte ind i tunnel som gik
nedad bakke og ind på de
to centrale afsnit af Leppings Lane ståtribunen. For Liverpool
fansene var det den eneste synlige vej mod ståpladserne via
tunnellen.
Der var ingen,
hverken stewards eller politifolk indenfor til at guide fansene
udenom og ind mod de to afsnit i hver ende af tribunen.
Tusindvis af
fans strømmede altså ind igennem en tunnel som førte til et område,
der allerede var fyldt op til randen af fans. I
minutterne
umiddelbart inden kick off blev pladsen i de midterste afsnit
hurtigt meget trang. Nogle fans besvimede, og andre
forsøgte at
klatre over hegnet ind til banen. Politiets respons var først at
forsøge at forhindre folk i at komme ud af den dødsfælde,
som
Hillsborough pludselig var forvandlet til. En stålbarriere knækkede
under det massive pres og menneskemængden blev med
stor kraft kastet
fremad.
Folk skreg på
hjælp, men på trods af
at politiledelsens kommandocenter var
placeret i hjørnet umiddelbart ovenover
Leppings Lane tribunen,
bemærkede
man ifølge vidneudsagn ikke, at der var
noget galt, og i
stedet troede man, at
der var tale om hooliganisme.
Da kampen blev
fløjtet af efter seks
minutters spil, havde presset varet
længe nok
til at have forårsaget i alt 95
dødsfald. Nogle døde med det samme,
andre var i live længere hen på
eftermiddagen. En enkelt døde meget
senere, og fik dødstallet op på 96.
Samtlige 96 fik taget blodprøver,
i et
forsøg fra politiets side på at påvise, at dødsfaldene skyldtes
overdrevent alkoholindtag i timerne op til kampen. Skulle alle
børnene have været fulde?
Umiddelbart
efter kampen trådte politichef David Duckenfield frem på tv og
udtalte, at ulykken skyldtes at fans havde tvunget
yderporten op, på
trods af at han selv højst en times tid forinden, havde givet ordren
om at åbne den. Den løgn skulle vise sig, at
få store konsekvenser
for begivenhederne efter tragedien, og i stedet blev det alment
kendt, at det var fansenes egen skyld. De
ankom, ifølge politiet,
meget berusede og for sent. Dette blev senere afvist i Taylor
rapporten. I stedet placerede han skylden hos
South Yorkshire politi.
Alligevel blev ingen siden stillet til ansvar for tragedien. Faktisk
endte de involverede politifolk med at
trække sig tilbage på
lukrative pensionsordninger, mens de efterladte familier måtte kæmpe
for at få råd til advokatbistand i den
langvarige og fortsatte kamp
for at få renset de afdøde familiemedlemmers navne, og for at opnå
retfærdighed.
Fire dage efter
tragedien, 19. april 1989, bragte tabloid-
visen The Sun på forsiden
under overskriften ”The Truth”
historien om, hvordan Liverpools fans
skulle have
urineret på politifolk og røvet fra de døde.
Beskyldninger
som ingen vidner siden kunne bekræfte overfor Lord
Taylors undersøgelseskommission.
Det er i dag over
20 år siden, og Liverpools beboere –
røde som blå – har aldrig
tilgivet avisen. Fra den ene dag
til den anden faldt salget af The
Sun på Merseyside fra
omkring 200.000 daglige kopier til omkring
20.000. Den
dag i dag er tallet stadig langt under niveauet fra
dengang. Man vil ikke glemme den behandling man som
befolkningsgruppe fik og de beskyldninger man blev
udsat for.
Siden har avisen
af ren desperation forsøgt sig med
halvhjertede undskyldninger med
flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra
Trinity Mirror Group. Senest da
man fik overtalt en af byens
berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til
at sælge sin livshistorie i en
række interviews. Reaktionen fra
begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney
forrådte sin by og det den stod
for.
Med avisens
forhistorie i mente er det derfor som Liverpool- og fodboldfan
forstemmende at se danske medier ukritisk bruge
avisen som kilde til
historier. Det gør ondt når fans og fodboldjournalister ikke kender
ovenstående historie, og derfor stoler på
dens historier eller
ligefrem glorificerer den.
Dens
beskyldninger var - sammen med South Yorkshire Politis løgne -
medvirkende til at de efterladte næsten to årtier senere
fortsat
ikke har opnået retfærdighed. Derfor, når du er i England og køber
aviser, så lad den ligge på hylden i aviskiosken, og
husk i stedet
på de 96.
