Efter katastrofen
Katastrofen er sket, og på banen flyder det med folk, der
er kommet
til skade, eller allerede er døde. Banen ligner
mere en slagmark fra
en krig end en fodboldbane. Der er
masser af mennesker på banen.
Nogle går rundt i en
døs, og kan ikke rigtigt forstå hvad der er
sket, andre
render frem og tilbage med de sårede og døde. Flere
bliver båret ind på banen liggende på de bandereklamer,
der var
rundt på stadion, mens andre bliver båret ind
med de bare næver.
Ambulancernes sirener kan høres i det fjerne, og lyden
fra
ambulancerne bliver højere og højere samtidigt med,
at der ankommer
flere og flere ambulancer. På banen er
der stor forvirring, mange
går bare rundt og kan ikke
forstå hvad der er sket, mens mange andre
hjælper til
hvor de kan. Det er både tilskuere, politibetjente,
stadionansatte og tilkommende ambulancefolk.
En sportshal i nærheden af Hillsborough, bliver taget i brug som
midlertidigt lighus. På stadion blev det stadigvæk forsøgt at
genoplive dem der ikke trak vejret selv. En læge kunne senere
bekræfte at han havde erklæret 20 døde i hallen ved siden af
stadion,
kun 45 minutter efter at kampen var startet. Ligene skulle blive i
hallen, indtil de var blevet fotograferet og identificeret.
Det var
et uhyggeligt syn, at se den ene døde efter den anden blive placeret
på gulvet i sportshallen.
De omkringliggende hospitaler modtog alle de sårede og kvæstede
fodboldfans, og prioriteringen var, at dem der kunne reddes
skulle
blive, og dem der allerede var døde, skulle returneres til
sportshallen ved stadion.
De pårørende var begyndt at komme til Sheffield, og blev
lukket ind
på en ungdomsklub tæt på Hammerton Road
politistationen.
De overlevende ankom også til
ungdomsklubben, og alle ville
selvfølgelig gerne høre
hvordan det var gået deres familiemedlemmer
og venner,
der havde været på stadion.
Der blev taget blodprøver på alle de døde, selv om
mange af dem var
ganske unge og børn. Der var aldrig
blevet taget blodprøver ved
tidligere ulykker, af denne
art, så det virkede noget mærkeligt at
det skulle
foretages i dette tilfælde. Grunden kunne være at man
på
den måde ville bevise at tilskuerne havde drukket
alkohol, og at det
var en væsentlig årsag til ulykken.
Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at
de alle
følte, at den behandling de fik i hallen, var
rystende dårlig. Kun
én familie ad gangen blev lukket
ind i hallen, men først efter at
havde kigget samlingen af fotografier af uidentificerede igennem.
I
alt 94 personer døde, som en direkte følge af katastrofen. Fire dage
senere døde offer nummer 95, da den kun 14-årige Lee
Nicol døde af
de kvæstelser, han havde pådraget sig. Dødstallet kom op på 96 da
den 22-årige Tony Bland afgik ved døden d. 22.
marts 1993, efter at
have tilbragt næsten fire år i koma.
Jan Mølby, der selv oplevede ulykken på tætteste hold, har senere
udtalt følgende om ulykken til Tipsbladet: ”Vi var ikke klar
over,
hvor slemt det var. I Hillsborough brugte de bruserummene til at
lægge folk ind i, og vi kunne godt se, at de ikke alle
sammen var i
live. Vi sad derinde i et par timer og gik derefter ovenpå, hvor de
fortalte at der var 94 døde. Det var slemt”.
John Barnes beskriver følelsen af dagen således: ”Lørdag den 15.
april 1989 skulle havde været en glædens dag, hvor semifinalen
mellem Liverpool FC og Nottingham Forrest blev spillet i Sheffield.
Det var sidste stop på vejen før finalen på Wembley. Jeg
forsøger på
ikke at tænke på denne dag, men jeg vil aldrig glemme den. Det er
som et mareridt som aldrig vil ende”.
Kenny Dalglish har senere udtalt, at da han forlod Liverpool, blev
han tilbudt manager jobbet i Sheffield Wednesday, men kunne
ikke
tage imod jobbet på grund af det der skete på Hillsborough. Personen,
som tilbød Dalglish jobbet, havde aldrig tænkt over
det, men
Dalglish sagde, at han aldrig kunne komme på Hillsborough igen uden
at tænke på dem, der mistede livet på Leppings
Lane.
Tiden derefter
The Sun valgte få dage efter tragedien at trykke en
artikel med
overskriften ”The Truth”, hvor man påstod at
det var Liverpools
fans, der var skyld i den ulykke, der
havde fundet sted på
Hillsborough. I artiklen påstod The
Sun at Liverpools fans havde han
stjålet fra, og tisset på
de døde – en historie som naturligvis var
løgn fra ende til
anden, med beskyldninger, som ingen vidner siden
har
kunnet bekræfte overfor Lord Taylors
undersøgelseskommission.
Det er nu 20 år siden, og Liverpools beboere – røde som
blå, har
aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den
anden faldt avisens
oplag på Merseyside fra 200.000 til
20.000, og den dag i dag, ligger
salget stadig på det
niveau. Man vil ikke glemme den behandling man
som
befolkningsgruppe fik, og de beskyldninger man blev
udsat for.
Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med
halvhjertede
undskyldninger, med flere betingelser og slet skjulte angreb mod
sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest
da man fik
overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende
Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en
række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var
ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod
for.
Med avisens forhistorie i mente er det derfor som Liverpool- og
fodboldfan forstemmende at se danske medier ukritisk bruge
avisen
som kilde til historier. Det gør ondt når fans og
fodboldjournalister ikke kender ovenstående historie, og derfor
stoler på
dens historier eller ligefrem glorificerer avisen.
Dens beskyldninger var - sammen med South Yorkshire Politis løgne -
medvirkende til at de efterladte næsten to årtier senere
fortsat
ikke har opnået retfærdighed. Derfor, når du er i England og køber
aviser, så lad den ligge på hylden i aviskiosken, og
husk i stedet
på de 96.
Kenny Dalglish fortæller: "Kort tid efter ringede The Suns
Chefredaktør, Kelvin MacKenzie. 'Hvordan kan vi rede situationen'
spurgte han, hvortil jeg svarede at det var da ret simpelt. 'Du
ved, den der overskrift, 'Sandheden'. Alt hvad du behøver at gøre,
er
at lave en overskrift, hvor i skriver 'Vi løj'. Det mente
MacKenzie ikke han kunne gøre, hvortil jeg svarede ham, at så kunne
jeg
ikke hjælpe ham".
I
Liverpool FC blev det besluttet, at der skulle være
mindst én
repræsentant til stede ved hver begravelse for
de, som var omkommet
ved katastrofen på Hillsborough.
Det var nuværende og tidligere
spillere samt ledere og
andre, der havde tilknytning til
fodboldklubben. Mange af
spillerne var til flere af de mange
begravelser. Det kan
bl.a. nævnes at Jan Mølby var til hele ti
begravelser.
Kenny Dalglish fortæller i sin autobiografi: "Dagen efter
begyndte
folk at valfarte til Anfield. De ville bare lægge
blomster, og vise
deres respekt. Peter Robinson fik fat i
stadioninspektøren, og gav
ham besked på at åbne for
adgangen til Anfield. Liverpool FC ville
ikke have
supporterne skulle stå udenfor stadion. Kl. 18.00 tog vi
alle til St. Andrews Katedralen, hvor Bruce Grobbelaar
læste op fra
en tekst. Spillerne og deres pårørende var
meget opsat på at gøre
noget, og specielt koner og
kærester var fantastiske i deres indsats.
Liverpool FC
var midtpunkt for mange fans, og det var kun naturligt,
at
de kom til Anfield, hvor de kunne snakke med spillerne".
Mølby siger: ”I dagene efter tragedien blev Anfield et sted, hvor
folk kom og bad. Der kom en million mennesker til Anfield i den
uge.
Vi spillere sad og snakkede med familier, som havde mistet fædre og
sønner. Klubben garanterede at der ville dukke
minimum én tidligere,
eller nuværende spiller op til hver begravelse. Jeg var med til ti
begravelser, ni sammen med Ian Rush eller
John Barnes, og alene til
en. Det var de værste oplevelser, det var det sgu”.
Alan Hansen beskriver i sin bog 'A matter of opinion': "Tiden
efter Hillsborough, hvor Kenny Dalglish og spillerne tog til
begravelser, og prøvede at støtte de efterladte, tog mere ud af mig
følelsesmæssigt, end andre oplevelser jeg har haft. Jeg troede
jeg
havde oplevet tragedier nok med Heysel fire år tidligere. At blive
involveret i endnu en ramte mig endnu hårdere".
Alan fortsætter: "Det er alment kendt, at beslutningen om at placere
Liverpools fans på Leppings Lane, i stedet for den meget
større The
Kop, var en af de største fejltagelser. Det var dumt på grund af de
to klubbers størrelser, Liverpool med klart de fleste
fans.
Liverpool havde i gennemsnit haft dobbelt så mange tilskuere til
hjemmekampe end Nottingham Forest. Begrundelsen for
tildelingen, var
at Leppings Lane lå mest rigtig for de tilrejsende Liverpool-fans –
et underligt argument, når Liverpool-fans kommer
fra alle retninger
i England."
Den afbrudte semifinale blev spillet den 7. maj på Old Trafford.
Liverpool vandt kampen med 3-1 på mål af John Aldridge (2), samt
et
selvmål af Laws.
Finalen i FA Cuppen skulle stå mellem Liverpool og Everton, og
skulle spilles 20. maj. Dagen bar præg af den tragiske ulykke på
Hillsborough, men kampen blev i øvrigt en fantastisk kamp mellem de
to bedste hold fra byen. Liverpool vandt kampen med 3-2
efter
forlænget spilletid, på mål af John Aldridge og to mål af Ian Rush.
Turneringen kunne ikke få en bedre afslutning, når man
tænker på
hvad Liverpool FC havde været igennem.
