Dagen efter kampen havde Liverpoolfans lagt blomster ved mange
italienske restauranter i Liverpool, mens engelske ambassader
og konsulater i Italien blev angrebet. Margaret Thatcher og den britiske
dronning var hurtige til at undskylde over for det italienske
og belgiske folk, mens Bobby Charlton udtalte, at han aldrig havde været
så  flov over at være britisk, og at skylden var briternes.
Thatcher udtalte; “There are no words, there are no possible justifications;
the blame is entirely for England”. Derefter kaldte hun FA’s
repræsentanter til et omgående møde. Mange Juventus-spillere og
tilhængere har siden udtrykt utilfredshed med den måde, hvorpå Juventus
handlede efter kampen, idet at de fremviste trofæet umiddelbart efter i
deres kabinet, og ikke gjorde noget for de ramte familier og de, som
havde været på stadion. Mange Liverpool-spillere og fans føler, det var
forkert, at Liverpool fik hele skyldes for tragedien, og at andre faktorer
såsom billetsalget og manglende politi bærer deres store del af skylden,
så har der ikke desto mindre aldrig været en officiel undersøgelse af
tragedien.

Kenny Dalglish (Liverpool 1977-90):
Kenny Dalglish erkender, at det ikke var før næste morgen, at Liverpool-spillerne rigtig fandt ud, hvad som var sket: Vi så
italienske fans, som græd, og de bankede på siden af bussen, da vi kørte fra hotellet. Da vi forlod Bruxelles, var italienerne sure,
og forståeligt nok, for 39 af deres venner var døde. Jeg husker én italiener, som havde sit ansigt lige op til, hvor jeg sad. Han græd
og skreg som en besat. Man føler for enhver, som mister én i lignende omstændigheder. Man følges ad for at se en fodboldkamp
– man forventer ikke man skal alene hjem. Ingen fodboldkamp er det værd. Jeg kan kun fordømme, hvad enkelte Liverpool-fans
gjorde, men det er svært ikke at reagere, når modstanderne kaster missiler over mod én. At en masse fans kunne blive trampet
ihjel, da Liverpool-fans stormede mod Juventus-enden, tror jeg ikke man tænker på i den situation. Når man var blevet
bombarderet med missiler året før, så ville man ikke acceptere det én gang til. Det var sådan, balladen startede.

Phil Neal (Liverpool 1974-85 og anfører på aftenen):
Jeg kunne ikke vente med at spille min femte Europa Cup finale, og så endte det på denne måde. Klubben var
ikke skyld i det, ej heller Juventus. Ofte har jeg tænkt på, hvorfor der ikke var nogen undersøgelse. Jeg vil vide,
hvem der bærer skylden for, at to så store klubber skulle møde hinanden under sådanne forhold. Vi kunne have
spillet på Barcelona eller Real Madrids hjemmebane, bare ikke på et faldefærdigt atletikstadion! Joe Fagan var
gået op for at berolige Liverpool-tilhængerne, og det blev foreslået, at jeg gjorde det samme. Så med en
bodyguard bevægede jeg mig op mod podium, mens jeg blev spyttet på. Jeg var nødt til at gå op til
speakerrummet, hvilket var oppe i den anden ende, hvor italienerne var, så det var ikke én af de bedste
passager at skulle igennem, specielt ikke når man kommer i en Liverpool FC træningsdragt. Jeg husker, at én
UEFAs delegerede gav mig en bekendtgørelse, jeg skulle læse. Jeg så på den, og sagde nej, det kunne jeg ikke
stå inde for. Jeg vil sige det, der kommer fra hjertet.Så jeg smed papiret væk, og appellerede på min egen måde
vores fans om at finde besindighed. Vi fik besked på, at vi skulle spille, men når jeg ser tilbage på det, så skulle
vi aldrig have spillet, selvom det så betød at der ingen vinder var det år. Jeg synes stadig, det havde været
bedre helt at aflyse kampen.

Ian Rush (Liverpool 1980-87 og 1988-96, Juventus 1987-88):
Efter hvad der skete, så ville kampen altid være uden betydning. Jeg tror, vi fik et stensikkert straffe mod
Ronnie Whelan bortdømt, mens de fik et straffe på en situation, som klart var udenfor feltet. Men det er
egentlig irrelevant, og spørger man spillerne fra begge hold, så var dette bare ’en eller anden kamp’, som ingen
betydning havde. Det var ingen Cup-finale, det var bare en kamp. Det var lidt som om: ’lad os få kampen
overstået, så vi kan komme hen til vores familie’. Vi bliver nødt til at huske disse ting, vi er nødt til at lære af
det, og være sikker på at det ikke sker igen.

Les Lawson (LFC fan og sekretær for Official Liverpool Supporters Club):
Peter Robinson havde inden kampen gjort UEFA opmærksom på, at stadionet ikke var egnet til kampen, men de
hørte ikke efter. Grundlæggende føler jeg meget med de ramte familier, men det var noget, som kunne være
undgået, hvis UEFA havde lyttet til Peter Robinson. Jeg ville ønske, at det aldrig var sket, og man er så
forfærdelig ked af det, og man kan kun tænke på de ramte familier.

Paolo Rossi (Juventus 1982-85):
Når man snakker om døde mennesker i forbindelse med sportsarrangementer, så ryger selve sporten i
baggrunden, og man spørger selvfølgelig sig selv om, hvordan det kan lade sig gøre. Men der er ingen simple
svar. Hvor svært var det at spille i kampen. Tja, vi var ikke klare over katastrofens omfang. Nogle sagde, at kun
en enkelt var død, men reelt så havde vi ikke fået nogen information. Det var først efter kampen, vi hørte om
omfanget. Vi blev tvunget til at spille – vi havde intet valg. Men jeg gentager, vi fik ingen information. Hvis vi
havde kendt situationens omfang, så kunne vi måske have sagt noget, men vi havde ingen facts. Da kampen
var ovre, og vi havde vundet, måtte vi fejre sejren på banen. Dét kunne godt have været anderledes. Reelt så
var der kaos og forvirring. Der var ikke en ordentlig mindehøjtidelighed for de afdøde i Torino – ingen
mindeplade, ingenting. Det var meget underligt. Jeg har mødt mange forældre og pårørende til ofrene. Jeg
prøver stadig at gå til så mange mindehøjtideligheder som muligt. Nu og da går mine tanker til de 39
fodboldfans, som mistede livet.

Marco Tardelli (Juventus 1975-85):
Af alle titler jeg har vundet med klub og landshold, så er
dette den jeg er mindst stolt af. Det var en meget slem
aften, og egentlig er det en kamp, man vil glemme, selvom
det ikke er let at glemme, hvad som skete. Kampen skulle
aldrig være spillet, men det var ikke spillernes beslutning. Det
var ikke nemt at tage del i kampen, da den endelig startede.
På selve aftenen gik det ikke fuldt op for mig, hvad det var,
der skete, fordi vi var i omklædningsrummet. Vi vidste, at der
havde været ballade på stadion, men ikke at der var
omkomne. Når man ser tilbage, synes jeg det var en stor fejl
af det belgiske politi, at de ikke åbnede for hegnet til sektor
Z, så folk kunne slippe ud ad den vej. Efter kampen tog jeg
ikke tilbage til Italien, men med landsholdet til Mexico. Det var først på tv, det gik op for mig, hvad der egentlig
var sket. Efter finalen kom Bruce Grobbelaar ind i vores bus og undskyldte for, hvad der var sket, men egentlig
så var det hverken Liverpool eller Juventus’ skyld. Kunne dette ske igen? Man ved aldrig, men jeg håber ikke det
gør.

Alan Kennedy (Liverpool 1978-85):
Jeg tror, at urolighederne var relateret til året før i Rom. Vores supportere var blevet overdynget med sten,
murbrokker og flasker fra Romafansene, og det har sikkert højnet intensitet, da Juventus var et andet italiensk
hold. Da vi kom til Heysel bemærkede vi en stor mangel på politiets tilstedeværelse. Jeg følte, at manglen på
ordentlig adskillelse af fansene kunne blive et problem, men spillerne var i godt humør. Vi gik over mod
Liverpool-tilhængerne, og der blev sparket bolde frem og tilbage. Vores omklædningsrum var lige ved siden af
sektor Z. Jeg var skadet på det tidspunkt, så de andre bad mig se efter, hvad der skete udenfor. Det var et
ragnarok. Muren var styrtet sammen, og folk havde svært ved at slippe væk. Jeg glemmer nok aldrig synet af de
mennesker, der kæmpede for overlevelse. En UEFA delegeret kom ind i vores omklædningsrum og orienterede os
om, at kampen var udsat, og at 4-5 mennesker var døde. De mere erfarne spillere prøvede at ignorere, hvad
der skete; ’Vi er nødt til at fokusere på kampen’, andre sagde, at man ikke skulle spille kampen. Det må have
været svært for alle på banen at spille den kamp. Folk snakker om det straffespark, der afgjorde kampen - om
Gary Gillespies tackling var indenfor eller udenfor – men under de omstændigheder, så kunne vi aldrig vinde
kampen. Efter det hele virkede det som om, at UEFA fulgte Margaret Thatchers linje. Hun var overbevist om, at
Heysel udelukkende var Liverpools skyld. Det gjorde det derfor lettere for UEFA at give de engelske klubber en
5-års karantæne, uden egentlig at undersøge hvad der rent faktisk skete på Heysel den aften. Efterfølgende
truede Bruce Grobbelaar med at indstille karrieren, og mange spillere vil i dag, efter mere end 20 år, stadig ikke
snakke om det. Liverpool havde mere erfaring med europæiske kampe end de fleste andre, og man kan undre sig
over, at UEFA og myndighederne ikke lyttede mere til Peter Robinson.  Hvorfor vælge et stadion, som tydeligvis
ikke magtede opgaven?

Alan Hansen (Liverpool 1977-90 – uddrag fra hans autobiografi):
Når jeg tænker på Heysel, så er det første, der kommer frem, udtrykket i Joe Fagans ansigt. Joe fortjente et
godt resultat, men til sidst lignede han en slagen mand. Jeg vil ikke undskylde vores fan’s opførsel den aften,
men jeg vil gerne sige, at den som bestemte at de to fangrupperinger kun skulle adskilles af noget hønsetråd,
burde skamme sig. På grund af de noget smalle sikkerhedsforanstaltninger, var ledelsen i Liverpool noget på
tæerne. Jeg husker, at jeg ca. 10 dage før kampen rendte ind i ham, som stod for rejsearrangementerne, og
han sagde at ledelsen var helt paranoide over, at de to grupper skulle stå så tæt sammen. Ca. 1½ time før
kampen ville vi op og se banen, men på grund af en ungdomskamp kunne vi ikke, så i stedet gik vi rundt på
atletikbanen. Da vi kom ned omkring Juventustilhængerne begyndte de at smide sten efter os. Jeg bemærkede
til Alan Kennedy ’Det var da underligt, det er da ikke normalt man tager sten med ind på stadion’. ’Det er ikke
sten, de smider efter os, det er stadion’, sagde han. Og det var rent faktisk stumper fra stadion, de smed efter
os - så faldefærdigt var det. Det var svært at tro på, at vi skulle spille på et stadion, som tilskuerne bogstavelig
talt var ved at pille fra hinanden!

Roy Evans (Liverpool 1965-98 - uddrag fra hans bog):
Man kunne godt fornemme, at der var en intens stemning, hvor intens kom vi så til at se senere. Peter Robinson
gjorde et sidste forsøg på at få gjort noget ved situationen; (Peter Robinson)’Jeg så en UEFA observatør, som
var østtysker, som gik langs sidelinien, sammen med en anden delegeret, og jeg sagde til ham, at de var nødt til
at gøre  noget ved den uro, der var ved at opstå. Den såkaldte neutrale sektion var fyldt med Juventus-
tilhængere, og der var intet syn af politi eller kontrollanter, som var blevet lovet. Han hævdede senere at han
ikke forstod mit engelsk på grund af larmen fra tilhængerne. Det fandt jeg svært at acceptere’.”

Jan Mølby (Liverpool 1984-96 - uddrag fra hans bog):
Lige siden Heysel har der været spekulationer om, hvorvidt spillerne vidste, at folk var døde før kick-off. De
fleste af os var ikke klar over præcist, hvad der var sket. På det tidspunkt tror jeg ikke, nogen var helt klar
over, hvor alvorligt det var. Det var tydeligt, at noget var gået helt galt bag det ene mål, men vi så ikke noget.
Omklædningsrummene lå meget dybt nede i stadion, og det var nødvendigt at gå udenfor, hvis vi ville se noget,
men det ville officials ikke tillade. På det tidspunkt hvor vi kom ud til kampen, var alle ligene fjernet fra den
række foran hovedtribunen, hvor de var lagt til identifikation. Selve finalen var et kæmpe antiklimaks, hvor
Liverpools spillere blot løb rundt for at gennemføre kampen. Man behøvede ikke at være et geni for at vide, at
der var sket noget alvorligt - en fodboldkamp bliver ikke udsat i så lang tid, hvis det ikke er alvorligt. Vi vidste
blot ikke, hvor alvorligt.

Michel Platini (Juventus 1982-87):
Platini syntes det var korrekt at gennemføre kampen, til trods for hvad der var sket, men han mener ikke de
rette blev straffet for det, der skete: Alle ved, at de skyldige aldrig er blevet dømt. UEFA og dets præsident er
stadig på posten, når de reelt er de skyldige parter i denne tragedie. Det var dem, som ikke havde fornuft nok
til at tage de rette forholdsregler op til denne kamp. Det var for nemt for dem at skyde skylden på klubberne
bagefter. Platini mener desuden, at det var forkert at straffe de engelske klubber for det, der skete: Det var
den lette udvej, og det har efterladt dem  med en ren samvittighed (UEFA).

Til trods for at overnævnte udtalelser fra Platini er over 20 år gamle, er det spændende om han, nu hvor han
er blevet præsident for UEFA, vil genåbne sagen? Man tvivler...

Bill Sergeant (Merseyside Police):
Jeg er Liverpool supporter, og med min søn var jeg til kampen. Vi var lige kommet ind på stadion, da balladen
startede. Der gik lidt før det gik op for os, hvad som skete. Men vi var ikke klar over, hvor alvorligt det var.
Vores sektor, og den der skulle være med neutrale fans, var adskilt af noget tyndt hønsetråd. Der var britisk
politi mellem Liverpooltilhængerne. Der har også været forlydender om, at urolighederne blev startet af én mand,
men det tror jeg ikke på. Det er dog korrekt, at det var en lille minoritet af fans, der var involveret. Langt
størstedelen af fansene blev, hvor de var. Vi så vel kun omkring 100 hooligans storme frem og tilbage. Det var
frustrerende at se, hvordan det belgiske politi intet gjorde for at stoppe det. Fordi tilskuerne i det neutrale
afsnit gik i panik (og jeg kan forstå deres frygt), havde hooligansene et stort område at bevæge sig på. Det
fandt politiet svært at håndtere. Jeg har set mange uroligheder i England – sædvanligvis efter fodboldkampe,
men jeg havde ikke ventet at se det på Heysel. Jeg er overbevist om, at britisk politi uden kampuniform kunne
have stoppet dette. Selv 20 dørmænd fra Liverpool kunne have stoppet dette på kort tid. Jeg ledede
efterforskningen. Vi havde 17 minutters film og en masse fotografier. TV Eye producerede en timelang
udsendelse, med en masse klip fra stadion, og den nationale presse trykte mange fotos. Denne positive respons
gjorde, at vi kunne tjekke politiets register, foretage overvågninger og ransagninger. Det var dog ikke på nogen
måder en nem måde at overbevise de belgiske autoriteter om, at dette var den rigtige måde at gøre det på.
Måske Belgien var for lille et land til at håndtere sådanne situationer. Selv retssystemet i Belgien tillod de
arresterede at rejse tilbage til England, selvom nogle af dem var blevet dømt, og afventede afsoning. Til min
bedste viden, så har ingen af de dømte nogensinde været i fængsel for det, de blev dømt for i Belgien. Min
efterforskning indikerede aldrig, at det ekstreme højre var med på stadion den aften. Tidligere Liverpool-formand
John Smith udtalte ellers dette efter kampen, men har siden sagt, han var blevet citeret forkert. Min mening
var, at tragedien opstod efter at fulde Liverpool ”fans” svarede på det, der havde været en fuldstændig
uacceptabel opførsel fra Juventus-tilhængerne. De følte ikke, at det belgiske politi beskyttede dem. Vi har siden
1985 bevæget os fremad, med strengere adskillelse af fans, og kun med siddepladser på stadions. Det er dog en
skam, at der skulle en Heysel til, før man slap af med et stort problem i England (hooligans).

Årene efter

Konsekvenserne for engelsk fodbold

En stor del Juventus-tilhængere kom dog før kampene med trusler om hævn over det, som skete 20 år tidligere. Bl.a. beskrev en
hjemmeside, at mens klubberne havde et godt forhold til hinanden, så havde fansene det ikke! Liverpool FC havde nok ikke
forventet så stort et had, som der blev givet udtryk for fra italiensk side. Man havde planlagt at tage imod italienerne med åbne
arme i lufthavnen, og man havde bl.a. sendt borgmesteren derud, sammen med italienske delegerede. Men de blev mødt med
had fra italienerne, da de ankom. 10 italienere afviste at standse ved paskontrollen, og tvang deres vej igennem. De blev dog
senere pågrebet af politiet. Op til den første kamp på Anfield ærede Liverpool FC de omkomne ved flere lejligheder, og der blev
bl.a. arrangeret en venskabskamp mellem fans fra begge hold på Akademiet. Før kampen blev der båret et stort banner fra The
Kop til Juventusenden, med ordlyden ”In memoria e amicizia” (I erindring og venskab). Phil Neal og Michel Platini var
repræsentanterne til denne ceremoni. Banneret bar også navnene på de 39 ofre, samt de to klubbers logo. Til selve kampen på
Anfield lavede Liverpools fans på The Kop en mosaik, med påskriften Amicizia (venskab), som blev præsenteret under det ene
minuts stilhed. De fleste Juventus-fans anerkendte gestussen, men en mindre del vendte ryggen til og gav The Kop fingeren. De
italienske fans havde fået udlevet en 4-siders folder op til kampen, med info på italiensk, for at promovere budskabet om venskab
mellem de to klubber. Forsiden var præget at klubbens logo, mens der inden i folderen var en besked fra Ian Rush, og et billede af
ham i en Liverpool og Juventus trøje. På bagsiden stod der; ”We are sorry. You’ll never walk alone”. Desuden havde Juventus-fans
fået udleveret et venskabs armbånd, i rød, hvid og sort, med inskriptionen venskab på både engelsk og italiensk. Returkampen i
Torino var plaget af ballade mellem politiet og Juventustilhængerne, som kastede talrige missiler mod Liverpool-tilhængerne - de
som havde trodset advarslerne fra politiet om at rejse derned. Der var generelt had i luften den aften, og stadion var præget af
hadefulde bannere mm. I den sidste ende vandt Liverpool samlet, og gik senere hen og vandt Champions League efter en
dramatisk finale i Istanbul mod et andet italiensk hold.

Hvorfor Liverpool?

Der var i 70’erne og 80’erne opstået en hooligankultur i England, blandt enkelte klubber, og på grund af det, der skete på Heysel
stadion vil Liverpool FC mange år ud i fremtiden blive sat i forbindelse med hooliganisme. Men Liverpool havde ikke op til denne
kamp haft problemer i den retning før, og heller ikke senere, så hvorfor ramte det lige Liverpool? Måske fordi Liverpool var så
dominerende netop i den periode. Liverpool spillede fast hver sæson i Europa fra 1964 og frem til 1985, og aldrig før havde der
været problemer. Andre engelske klubber derimod havde haft problemer med deres tilskuere, bl.a. Tottenham, som efter en kamp
i Rotterdam i 1973/74 blev udelukket i én sæson, Leeds United, som året efter var på færde i Paris og blev udelukket, mens
Manchester Utd. i 1977/78 blev dømt til at spille en kamp 200 miles fra Old Trafford (Plymouth), efter en kamp mod St. Etienne.
Det engelske landshold havde også i 80’erne store problemer med medrejsende hooligans, og det er derfor nærliggende at tro, at
der har været en række af disse på Heysel stadion. Liverpool havde altid haft et godt rygte i Europa før Heysel, hvor man
nærmest blev modtaget med åbne arme, hvor end man kom hen, og hvis der opstod episoder, var det som regel på grund af for
meget alkohol, og ikke vold. Efter Heysel, og især Hillsborough, har det engelske fodboldforbund,  og myndighederne endelig fået
styr på det problem, man havde med hooliganisme inde på stadions, og siden 90’erne og op til nu har der kun været sporadiske
problemer – mest i forbindelse med landsholdet. Det må dog nævnes, at der stadig eksistere fraktioner, som formår at lave
ballade op til kampe – dette dog ikke i nærheden stadions, hvor politi og kontrollanter findes i talrige styrker. Italienerne har
længe haft et problem med tilskueruroligheder. Det startede i 70’erne, blev voldsommere i 80’erne og 90’erne, og kulminerede
med et drab på en politimand i februar 2007. De italienske Ultras er velorganiserede og ser ofte gæstende klubbers fans som
fjender, men det mest almindelige har været invasioner på fodboldbaner, samt brugen af diverse kasteskyts mod hinanden.
Regelmæssigt har der også været medbragt fyrværkeri på tilskuerpladserne, og bl.a. døde fire italienske fodboldfans i 1999 i et
tog, netop på grund af fyrværkeri. Hvor myndighederne i England i slut- 80’erne indledte en effektiv indsats mod hooliganisme, så
har de italienske myndigheder været noget nær totalt passive. I 2001 lykkedes det fans at slæbe en scooter med ind på San Siro
stadion i Milano, hvor den blev smidt ned fra tilskuerpladserne, så klubbernes egen adgangskontrol har også været noget
lemfældig. Men det er måske fordi myndighederne som regel har koncentreret sig om de gæstende fans. Da Liverpool  spillede
returopgør mod Juventus i 2005, var der massive angreb med kasteskyts mod Liverpooltilhængerne, men politiet havde mere travlt
med at holde øje med Liverpool-fansene, end at holde styr på deres egen landsmænd. Et andet godt eksempel var da
Manchester Utd. spillede mod AS Roma i april 2007. Myndighederne behandlede Manchester Utd. fansene meget hårdhændet, 
mens man intet gjorde mod Romas egne fans, som skabte balladen. UEFA må til at gøre noget ved den vedvarende tilskueruro i
Italien, i stedet for at holde hånden over dem, som man foranlediges til at tro, de har gjort. Katastrofen på Heysel kunne have
været undgået, hvis UEFA havde lyttet til de advarsler, som kom fra Liverpool FC, og i det hele taget have set de advarsler, der
kom året før, hvor Liverpools fans blev angrebet. At der aldrig har været en undersøgelse af hændelserne fra UEFA’s side, siger
nok lige så meget om UEFA’s egen andel i ansvaret… De engelske myndigheder (læs Margaret Thatcher) var hurtige til at
acceptere skylden på vegne af Liverpool FC, selvom jeg nok vil mene, at vi næppe bærer skylden alene. Italienernes konstante
provokationer (og angreb) gør, at de også burde påtage sig deres andel af ansvaret, mens de belgiske myndigheder og UEFA
burde tage en omgang selvransagelse. Ja, det var Liverpools fans, der i den sidste ende har ansvaret for dødsfaldene, men alt
hvad der skete op til, må ligge på de andres skuldre. 

1. del