Året før havde Liverpool spillet finale mod AS Roma på deres hjemmebane, Stadio Olimpico i
Rom. Liverpool vandt finalen på straffespark. Efter kampen angreb bander af Roma-fans
Liverpool-supporterne, som var på vej hjem til deres hoteller. Mange fans blev overfaldet og
stukket ned. Den noget overraskede italienske presse rapporterede. at det nok ikke blot var
på grund af nederlaget, men at mange fans på forhånd havde gemt våben i deres køretøjer inden kampen. Liverpools lokale
radiostation, Radio City, oplevede også volden på nærmeste hånd. Mange tilhængere blev angrebet, da man var på vej til den
lokale busstation. Buschaufførerne afviste at tage dem med, i frygt for at blive angrebet af italienske fans. Mange Liverpool-fans
så det også som eneste udvej, at søge tilflugt på den britiske ambassade. Til sidst var der en frivillig chauffør, som påtog sig at
køre fansene til deres respektive hoteller – men det var en bus, som blev eskorteret af politiet! Radio City havde reportere på
bussen, som interviewede fans som var blevet overfaldet. Forunderligt nok blev voldsoptøjerne ikke dækket i den britiske presse,
men det blev de til gengæld i den italienske. Eneste britiske medie, som skrev om balladen, var Liverpool Echo, under
overskriften ”The Ecstasy and the Agony”. En 13-årig Liverpool-fan, som blev groft overfaldet, måtte alene i ansigtet sys med
over 200 sting!

1985 - Super Cup

Tidligere i 1985, i januar, havde Liverpool været en tur i Torino for at spille første opgør i Super Cup’en mod Juventus.
Italienerne vandt kampen 2-0 – begge mål scoret af Zbigniew Boniek. Der skulle være et returopgør, men Liverpool kunne ikke
finde plads i kalenderen, så kampen blev udsat til efter sæsonen (finalen på Heysel), men blev i sidste ende aldrig spillet.

Holdene:

Juventus: Bodini, Favero, Cabrini, Brio, Scirea, Bonini, Platini, Tardelli, Briaschi, Rossi, Boniek

Liverpool: Grobbelaar, Neal, Kennedy, Lawrenson (Gillespie), Hansen, Nicol, MacDonald, Whelan, Wark, Rush, Walsh

Op til kampen havde fangrupperinger fra begge klubber
spillet fodbold mod hinanden, og i det hele taget moret sig
sammen inden kampen. Heysel stadion blev bygget i 1930
og levede slet ikke op til tidens standard, og var i
bagklogskabens lys slet ikke godt nok til en europæisk
finale. Liverpools daværende Chief Executive, Peter
Robinson, bad også flere gange UEFA om at vælge et
andet stadion, da man fra LFC’s side ikke mente, at dette
stadion var godt nok. Der var 58-60.000 tilskuere, med
mere end 25.000 fra hvert hold. De to ender bag hvert mål
var ståtribuner, hver delt op i zoner. Juventus havde
zonerne O, N og M, mens Liverpool havde zonerne X og Y,
med Z reserveret til neutrale fans. Idéen med en neutral
zone havde både Liverpool og Juventus protesteret imod,
da det ville give fans fra begge klubber en mulighed for at
købe billet til dette afsnit gennem billetbureauer eller
billethajer uden for stadionet. På det tidspunkt boede der
mange italienere i Bruxelles, hvorfor mange af disse købte
billet til zone Z. Derudover fik mange italienske
rejsebureauer fat i billetter til denne zone, hvorfor det var
overvejende Juventus-fans i denne zone. Kun en lille del af
de neutrale billetter endte i Liverpools hænder. Liverpools
sektioner var blevet overfyldte, da mange havde haft held til at slippe ind uden billet på grund af mangelfuld kontrol, og sammenholdt med at mange havde drukket en del inden
kampen – og med kampen i 1984 og begivenhederne i foråret i Torino i mente – var der en
intens stemning. Cirka én time før kick-off begyndte problemerne. Liverpool og Juventus
fansene stod klods op af hinanden, kun adskilt af noget hønsetråd og nogle få
politibetjente. Det er uklart,hvem som startede med at kaste missiler mod hinanden, men
faktum var at sten og murbrokker var lige ved hånden, da tribunerne bogstavelig talt kunne
pilles fra hinanden, og talrige raketter fra italienernes side blev affyret mod Liverpool
fansene. Som kick-off nærmede sig, blev ”kampene” mere intense, og en gruppe Liverpool fans stormede over mod Juventus afsnittet, hen over hønsenettet. Italienerne fik benene på nakken, og mange prøvede at slippe væk, ved at kravle over mure, hegn mm. En stor gruppe løb ned mod muren hjørnet i zone Z (ved hjørneflaget), men den aldrende
mur kunne ikke klare trykket og kollapsede. På dette tidspunkt var katastrofen allerede indtruffet – 39 døde, og knap 600 sårede.
Ligene blev båret ud fra stadion og blev dækket til af flag, som hurtigt blæste væk, da diverse helikoptere kom til. Situationen var
ude af kontrol. Da det gik op Juventus-tilhængerne, hvad som var sket, ville de gå til modangreb, men denne gang formåede
politiet at stille sig i vejen, hvilket blot fik Juventus tilhængerne til at overdynge politiet med sten og flasker. Én blev endda set
med en pistol (blev senere fastslået, at det ”kun” var en startpistol).

Holdopstillinger:

Juventus:
Tacconi, Favero, Brio, Scirea (anfører), Cabrini, Bonini, Platini, Tardelli, Briaschi (Prandelli), Rossi (Vignola), Boniek

Liverpool:
Grobbelaar, Neal (anfører), Lawrenson (Gillespie), Hansen, Beglin, Nicol, Whelan, Wark, Rush, Dalglish, Walsh (Johnston)

Selvom der var indtruffet en katastrofe, mente man at en aflysning af kampen ville give endnu større problemer, og den blev med
halvanden times forsinkelse sat i gang, efter begge anførere havde talt til deres fans, og appelleret til ro. Mens kun enkelte
Liverpool, spillere vidste at der havde været dødsfald i forbindelse med uroen, så vidste hele Juventus-truppen mere eller mindre
konsekvenserne, hvorfor de også i første omgang afviste at spille kampen. Det er en bred opfattelse, at det først gik op for mange
tilskuere efter kampen, hvad der rent faktisk havde været omkostningerne. Selvom resultatet af kampen er underordnet, når man
tænker på katastrofen, så blev kampen jo spillet. Her følger et referat:  Det havde været en nervøs ventetid for begge  hold, og
kampen kunne ikke have startet på værre vis for Liverpool, da Mark Lawrenson måtte udgå med en skade efter blot to minutter.
Med nedbøjet hoved måtte han lade sig udskifte med Gary Gillespie. Det oprindelige oplæg til kampen, hvor Lawrenson skulle
holde Platini ude af spillet, nåede ikke engang at blive sat i værk. Nu måtte Wark i stedet varetage den opgave. Sammenlignet
med kampen i Super Cup’en i Torino, tilbage i januar det år, spillede Liverpool mere defensivt. Man fandt dog hurtigt ud af, at
Juventus havde skiftet taktik, hvor man spillede Boniek på højre wing, og lod Briaschi med sin hurtighed spille ned mod Phil Neal
på venstrekanten. Men veteranen Neal havde ikke de store besværligheder med at håndtere Briaschi, og efter 25 minutters spil
kom Liverpool mere frem på banen, med Whelan, Nicol og Dalglish som de kreerende kræfter. Efter en halv time kom Juventus’
venstreback med frem, og med et godt skud tvang han Grobbelaar ud i fuld længde, men kort efter var det John Warks tur til at
teste Juventuskeeperen, med et fladt skud. Det var nu Liverpool, der sad på kampen, og Ronnie Whelan havde kort efter et skud
i nettaget. Fem minutter før halvlegen viste Boniek noget af sin klasse, ved at sætte tre Liverpoolspillere, hvilket ikke efterlod
John Wark andet valg end at fælde  manden, hvilket kostede Liverpool-spileren et gult kort. Der kom ikke noget ud af det
efterfølgende frispark. Kort før halvlegen ville Paul Walsh følge en lækker aflevering fra Neal, men i forsøget på at nå bolden
forstrak han en muskel i maven, og måtte lade sig udskifte med Craig Johnson i anden halvleg. Juventus kom ud til anden halvleg
med fornyet håb, og efter 14  minutters spil fik de held af deres anstrengelser. Boniek satte igen af sted på ét af sine løb ned
mod feltet, og Gillespie måtte ty til et frispark. Det var helt tydeligt, at det var en meter udenfor straffesparksfeltet, men
dommeren, som stod langt væk fra situationen, dømte straffe, som Michel Platini sikkert omsatte til mål. Med 16 minutter igen
så det ud til, at det var Liverpools tur til at få et straffespark. Whelan, som prøvede at slippe forbi nogle forsvarsspillere, blev
nedlagt af Bonini en meter inde i straffesparksfeltet, men en inkompetent dommer vinkede spillet videre. Fem minutter senere
måtte Tacconi i Juventus-målet redde fra et Whelanforsøg, mens hovedstødsforsøg i de sidste minutter fra Whelan og Nicol gik
forbi. Juventus havde valgt at spille med et fladt fire-mands forsvar i de sidste 30 minutter, og slap altså heldigt fra det. Efter
kampen udtalte Joe Fagan, som tidligere på dagen havde annonceret sin tilbagetrækning fra managerposten i Liverpool: ”Vi
spillede fodbold i sidste ende, men jeg tror ikke nogen havde hjertet med i det. Mit var i hvert fald ikke. Fodbold er et spil, men det
er det ikke længere for nogen. Det var UEFA’s beslutning at spille kampen – ikke vores. Hvilken trist måde for mig at slutte.” Efter
kampen fejrede Juventusholdet sejren på banen. En underlig reaktion, når man tænker på hvad der var sket op til kampen – noget
de også bagefter blev kritiseret for.

2. del