Jan Mølby startede
sin karriere som fem-årig i Kolding IF. Som 19-årig skrev han kontrakt
med Ajax Amsterdam, hvor han spillede 73 kampe, og bl.a. var med til
at vinde den hollandske "The Double". Han spillede i Ajax med spillere
som Johan Cruyff, Marco Van Basten, Frank Rijkaard, Ronald Koemand,
Jesper Olsen og Søren Lerby
Han kom til Liverpool i sommeren 1984, købt af Joe
Fagan for ca. £ 225.000, som afløser for Graeme Souness. Han fik
ligadebut ude mod Norwich d. 25. august 1984 (3-3). Jan Mølby spillede
281 kampe for Liverpool, hvor han scorede 58 mål.
Mølby var i sæsonen 1995/96 på lån i både Barnsley og Norwich før han
fik en fri transfer i 1996. Han fik som den første udlænding i engelsk
fodbold en testimonial kamp, på Anfield mod PSV Eindhoven d. 9. august
1996, altså ca. 12 år efter han kom til klubben.
I Februar 1996 sagde Mølby ja til jobbet som spillende manager hos
Swansea City - et job han havde indtil Oktober 1997. I sommeren 1999
overtog han så jobbet som manager hos Kidderminster Harriers FC, som
han allerede i sin første sæson førte frem til oprykning til 3.
division.
I sommeren 1999 udkom Jan Mølbys bog "Jan the man" med undertitlen
"From Anfield to Vetch Field". En bog skrevet i samarbejde med
journalisten Grahame Lloyd. Det er en bog der beskriver hele Mølbys
karriere lige fra starten i Kolding til tiden i Swansea. Bogen er
siden hen udkommet i en opdateret paperback udgave, og er desuden også udkommet
på dansk.
I marts 2002 valgte Mølby at trække sig fra posten som manager i
Kidderminster Harriers, men kort tid efter blev han udnævnt som
manager i Hull City FC, som ligeledes spillede i den engelske
3. division. Samarbejdet med Hull City varede dog ikke særlig længe,
da Hull City valgte at fyre Mølby i oktober 2002, efter en række
skuffende resultater.
Efter fyringen i Hull, så har Jan ernæret sig som TV ekspert hos bl.a.
danske TV2 - noget han i øvrigt havde gjort over en længere årrække,
når tiden tillod det. I november 2003 får Jan så et manager tilbud han
ikke kan afslå. Det kommer igen fra Kidderminster Harriers FC -
klubben han forlod halvandet år tidligere. Det skulle han dog nok ikke have gjort, da det ikke varede længe før han igen var arbejdsløs.
Jan ernærer sig nu fuldtids som ekspert på radio og tv.