70'erne, første
del
Af: Casper Hagen
Shankly fik efterhånden bygget holdet op til
noget rigtigt stort, og 70’erne var sammen med 80’erne de mest succesrige årtier
i Liverpools historie. For at alle detaljer skal have sin berettigelse, bliver
man simpelthen nødt til at dele 70’erne op i to afsnit. Her følger første del.
Et nyt Liverpool-hold begyndte at se dagens
lys. Der var nu tale om det, der i Liverpool blev omtalt som Shanklys andet
storhold. Gennemsnitsalderen på det nye hold var kun 22 år, og det var åbenbart
for ungt i begyndelsen, for i sæsonen 1970-71 vandt holdet ikke noget sølvtøj
til klubbens trofærum. Efterhånden som sæsonen skred frem var det dog tydeligt
for enhver, at der var noget stort i vente.
Blandt de nytilkomne kan nævnes Steve Heighway
og Brian Hall – to der i øvrigt stadig er tilknyttet klubben. De havde allerede
dengang stor indflydelse på Liverpools succes, som lå lige om hjørnet, og med
spillere som Ray Clemence, Larry Lloyd og Alec Lindsay var holdet næsten
komplet. Dog manglede der en naturlig afløser for målscorer Roger Hunt, der var
flyttet til Bolton Wanderers. Denne afløser fandt Shankly i waliseren John Toshack, som med sin styrke og hurtighed var en rigtig “targetman”.
Af sæsonens mange kampe kan nævnes kvartfinalen
i Fairs cup (forgængeren for UEFA cup) mod Bayern München med Sepp Maier, Franz
Beckenbauer og Gert Müller. Bayern blev slået med 3-0 på Anfield på et hattrick
af det unge håb, Alun Evans. Efter 1-1 i München var Liverpool nu i semifinalen
mod den tids onde ånd, Leeds United. Liverpool tabte også med 1-0 over to kampe.
I FA cup’en nåede Liverpool finalen, hvor de skulle møde Arsenal på Wembley.
I en udmarvende kamp, spillet i bagende varme, blev holdene tvunget ud i
forlænget spilletid, efter 0-0 i den ordinære spilletid. I ekstratiden tog
Liverpool hurtigt føringen, da Steve Heighway nærmest egenhændigt tog fusen på
Arsenals solide forsvar og scorede. Arsenal svarede dog hurtigt igen med et
rigtigt kludemål af den indskiftede Eddie Kelly. Det resulterede i en
stillingskrig, indtil den langhårede Charlie George smukt placerede bolden uden
for Ray Clemences rækkevidde i højre hjørne.
Kampen blev vist på dansk fjernsyn og mange
fodboldseere kan huske, hvordan Charlie George, totalt udmattet efter sin
solopræstation, sank om i græsset, dog med armene strakt op i vejret, mens han
blev lykønsket af sine medspillere, heriblandt George Graham og Ray Kennedy.
Liverpool kunne ikke svare igen, og tabte igen til Arsenal i en FA cup finale.
The Gunners blev oven i købet også engelske mestre, og altså “Double” vindere.
På tribunerne på Wembley sad der en ung mand,
der lige havde skrevet kontrakt med Liverpool. Hans navn var Kevin Keegan og
hans hjerte var knust da han så sine fremtidige holdkammerater tabe finalen. Shankly fik Keegans underskrift allerede 1. maj 1971, så han var allerede en del
af klubben, men han blev som sagt ikke anvendt.
I den efterfølgende sæson, 1971-72, var det også lige-ved-og-næsten for klubben,
der blev nr. 3 i ligaen, nåede 4. runde i FA cup’en og ligeledes i liga cup’en,
der ikke før i 80’erne blev prioriteret særligt højt. I Europa spillede klubben
i pokalvinderens turnering, idet Arsenal deltog i mesterholdenes turnering.
Liverpool nåede kun 2. runde, hvor de blev slået ud af… Bayern München!
Sæsonen 1972-73 blev indledt med et indkøb af
Peter Cormack, så truppen nu var bredere end de elleve spillere, der optrådte på
banen. Det blev en stor sæson med mesterskab og klubbens første UEFA cup trofæ.
I Europa gik turen til finalen over hold som Eintracht Frankfurt, AEK Athen,
Dynamo Berlin, Dynamo Dresden, Tottenham og til sidst Borussia Mönchengladbach.
Borussia talte navne som Günter Netzer, Berti Vogts, Wimmer og vores egen
Henning Jensen. Liverpool vandt 3-0 på Anfield, men det var ikke uden drama!
Kampen, der blev spillet 9. maj 1973, blev efter en halv times spil afblæst på
grund af dårligt vejr!!! For anden gang på kun 8 år blev en europæisk kamp
aflyst pga. dårligt vejr, hvilket var højst usædvanligt i disse tider.
Kampen blev dog afviklet dagen efter, hvilket
passede Shankly bedst, idet han havde en ændring til holdet. Liverpool-manageren
havde først vurderet, at Brian Hall skulle spille sammen med Keegan i front, men
den halve time viste Shankly, at Brian Halls beskedne højde og drøjde passede
det velvoksne Borussia-forsvar glimrende. Dagen efter var det derfor pludselig
John Toshack, der skulle spille sammen med Keegan, og som sagt så gjort: Keegan
scorede to mål, som begge blev lagt op af Toshacks hoved! Det tredje mål blev
sat ind af Larry Lloyd. I returopgøret vandt Borussia 2-0, men det var jo ikke
nok – trofæet var i hus for Liverpool, hvilket blev fejret med maner på gader og
stræder, da holdet kørte i åben bus gennem Liverpool og fremviste UEFA cup’en og
mesterskabs-trofæet.
Den efterfølgende sæson indskrev sig som én af
de mest begivenhedsrige i mange år. Klubben vandt FA cup’en for anden gang, og
på lederfronten skete der en udskiftning, som rystede hele Merseyside, ja hele
England!
I ligaen blev Liverpool “runners-up” efter
Leeds (igen). Liverpool, Leeds og Derby var på dette tidspunkt de stærkeste
klubber i landet. Dette blev bekræftet gang på gang i den første halvdel af
70’erne. Det var for øvrigt i sæsonen 1973-74, at selveste Manchester United
måtte ned i 2. division – det skulle lige nævnes!!!
Liverpool havde sæsonen igennem undgået skader
på holdet, takket være et godt team bag holdet, med bl.a. Bob Paisley. Truppen
var også bred, så når en spiller blev skadet, blev han mistænkeligt hurtigt klar
igen, idet hans plads jo var truet af en anden spiller fra truppen. En anden
forklaring, der ikke officielt er bekræftet, var at Shankly simpelt hen helt
ignorerede spillere, der var skadet, indtil de var kampklare igen. Dette kunne
også gøre skadespauserne kortere!
Liverpool spillede i mesterholdenes turnering,
men blev hurtigt slået ud af Røde Stjerne Beograd. FA cup finalen mod Newcastle
blev vundet af et meget stærkt Liverpool-hold, for selvom Larry Lloyd og Chris
Lawler var skadede, så var der nogen til at tage over. I Lloyds tilfælde var det
den unge og lovende Phil Thompson. Han havde til opgave at markere datidens
målkonge og landsholdsforward, Malcolm MacDonald. At MacConald før kampen havde
fortalt pressen, hvordan han ville flænse Liverpools forsvar totalt i stumper og
stykker, var åbenbart gået forbi Thompsons hoved, for han markerede MacDonald
totalt ud af kampen.
Newcastles hold talte i øvrigt også folk som
Terry McDermott og Alan Kennedy, der senere skulle skrive sig ind i Liverpools
historiebøger. Resultatet blev der aldrig nogen som helst tvivl om – den
engelske presse talte om den mest ensidige finale siden 1960, for Liverpool
vandt med 3-0, på to mål af Keegan og ét af Heighway. FA cup’en var sikret for
anden gang i Liverpools historie og det blev fejret med pomp og pragt ved
hjemkomsten til Liverpool. Ca. 250.000 mennesker fyldte gaderne da holdet igen
kørte i åben bus gennem byen. Alle var glade, men én mand gik i egne tanker.
Tanker, som Shankly vidste ville bringe stor sorg i klubben, som han, om nogen,
havde formet.
Chokket kom 12. juli 1974. Til en ellers helt
almindelig før-sæsons pressekonference, hvor klubbens nyindkøb, Ray Kennedy fra
Arsenal, skulle præsenteres, blev der helt stille i presselokalet efter den
efterfølgende pressemeddelelse. For her blev det oplæst af klubbens daværende
bestyrelsesformand, John Smith, at Bill Shankly havde besluttet sig at trække
sig tilbage. Han skulle afløses af træner Bob Paisley.
Shankly forklarede til de forbløffede fremmødte
journalister, at han var kørt træt, og i samråd med sin kone havde besluttet at
slutte på toppen. Selvom ledelsen i klubben havde forsøgt at overtale Shankly
til at blive, bl.a. med et hvilket som helst pengebeløb, han ønskede, så stod
han som sædvanlig fast på det, han havde besluttet.
En ny æra i Liverpools historie skulle til at begynde, og alle Liverpool fans
kan se tilbage på Shanklys indsats med taknemmelighed, for uden ham var klubben
aldrig blevet til det, den er i dag, og så var der jo ikke noget at blive fan
af, vel…
|
Sæson |
1. division |
FA Cup |
Liga Cup |
EUROPA CUP
Mesterhold |
Pokalvindere |
Fairs/UEFA Cup |
|
1970-71 |
nr. 5 |
Finalist |
3. runde |
|
|
Semifinale |
|
1971-72 |
nr. 3 |
4. runde |
4. runde |
|
2. runde |
|
|
1972-73 |
Mestre |
4. runde |
5. runde |
|
|
Vinder |
|
1973-74 |
nr. 2 |
Vinder |
5. runde |
2. runde |
|
|
<<< 8. del :::
10. del
>>>
