Af: Casper Hagen
De glade 60'ere
60’erne var et meget spændende
årti for Liverpool Football Club. Fra de magre år i 2. division, blev
ansættelsen af Bill Shankly som ny træner i december 1959 vendepunktet for
klubben. Legendernes tid var begyndt og prominente navne som Ian St. John, Ron
Yeats og Ian Callaghan blev indlemmet i truppen. En ny tid var begyndt og
fodboldens magtbalance begyndte at rykke mod Merseyside.
Shanklys store personlighed og
indflydelse på klubben fortsatte i sæsonen 1960-61. I Liverpool taler man om Shanklys to store hold, for han skabte faktisk to hold gennem sin tid som
manager. Han genopbyggede holdet, ved at bringe friskt blod ind, men samtidig
beholde nogle af de gamle spillere, som i forvejen var på holdet. Han vidste, de
besad kvaliteter, som kunne bruges, i hvert fald til at starte på, men der var
sandelig også spillere, som kunne bruges i fremtiden. Som eksempel kan nævnes Gerry Byrne, som var lidt træt af tilværelsen på Anfield. Han havde fået få
chancer på førsteholdet, men den plads, han spillede, var venstre back, hvilken
Ronnie Moran sad tungt på. Shankly ville dog ikke af med Gerry Byrne, der kun
var 22 år og lovende i sit fodboldspil, så han rykkede simpelthen Ronnie Moran
over på højre back, idet Moran var en meget alsidig spiller. Med en enkelt
rokering havde Shankly skabt to solide forsvarsflanker, og der blev de i mange
år.
Men det var ikke de store indkøb, Shankly foretog i starten, dog købte han Gordon Milne i 1960. Milnes fader havde Shankly spillet med som ung, så han kendte ad den vej til Milne juniors
kvaliteter, og han gik også hurtigt ind og blev en fast bestanddel af truppen.
Ian Callaghan var også bragt til klubben i 1959, og han skulle med tiden blive
den spiller, der opnåede flest kampe for Liverpool, nemlig 843 førsteholdskampe.
Han var også den eneste spiller, der var med hele den tunge vej fra 2. division
og stadig var på holdet i 1977 da Liverpool i Rom første gang vandt
mesterholdenes turnering.
Netop Rom blev som bekendt ikke
bygget på en dag, og Shankly var helt klar over, at han skulle bruge tid. Det
var også ét af hans krav til klubbens bestyrelse før ansættelsen. Han havde
klubbens fulde opbakning, men mærkeligt nok faldt tilskuertallet efterhånden som
tiden gik. På et tidspunkt var det gennemsnitlige tilskuertal under 30.000,
hvilket var meget lavt for en klub som Liverpool. Sæsonen 1960-61 sluttede igen
med en frustrerende 3. plads som resultat, hvilket igen var lige uden for
oprykningspladserne. I de år, Liverpool var i 2. division, blev de nummer 3 fire
gange og nummer 4 to gange, så det var måske medvirkende til, at publikum
svigtede…
Shankly var en af den nye type af
managers, som også talte Manchester Uniteds Matt Busby og Ipswichs Alf Ramsey.
De var alle store personligheder og satte deres solide fodspor i klubbernes
udvikling. Samtidig var Shankly helt klar over, hvilke spillere han ville have,
og i hvilken retning, klubben skulle gå.
OPRYKNING
Angrebet i sæsonen 1960-61 bestod af unge Roger Hunt og af Dave Hickson, der var
skiftet fra Everton kort før Shankly ankom til klubben. Roger Hunts potentiale
var Shankly ikke i tvivl om, men Hickson blev aldrig én af Shanklys favoritter.
Sidst på sæsonen hentede han dog
en skotte til klubben, som skulle blive én af Liverpools største profiler gennem
tiderne. Ian St. John spillede på dette tidspunkt i Motherwell i Skotland, men
han ønskede luftforandring, hvilket han havde tilkendegivet i en avis, som
Shankly tilfældigvis læste en søndag morgen. Shankly havde holdt øje med St.
John gennem længere tid og forspildte ikke chancen for at bringe ham til
Anfield. Bestyrelsen viste Shankly tillid og betalte £35.000 til Motherwell.
Shankly havde nu rådighed over en
spiller, han havde holdt øje med siden han var manager for Huddersfield, hvor
han også havde forsøgt at købe ham. Det store beløb, som klubben gav for St.
John, sendte nye signaler til omverdenen. Her var der nu en klub, der tænkte
stort, og indså, at for at blive stor, skulle der handles stort!
Næste stop var Dundee United. Her
havde Shankly udset sig en forsvarsklippe i form af Ron Yeats, måske ét af
Shanklys vigtigste indkøb overhovedet. Yeats skulle stabilisere forsvaret,
hvilket han gjorde så forsvarsspil fik helt nye dimensioner i England på dette
tidspunkt. “Kolossen” Yeats var i første omgang ikke til salg, men alle spillere
har deres pris – det gjaldt også på den tid. Yeats kostede klubben £30.000, og
det viste sig jo at være et røverkøb, selv om det var ustyrligt mange penge for
en forsvarsspiller dengang.
Sæsonen 1961-62 begyndte flyvende,
og holdet satte sig på førstepladsen i 2. division lige fra turneringsstarten.
De startede med 11 kampe i træk uden nederlag inden de tabte til Middlesbrough
ude. Forinden havde de bl.a. slået Leeds 5-0, Sunderland med 4-1, Bury med 5-0
og Charlton med 4-0 – en imponerende række resultater, og det endte da også med,
at holdet forblev ubesejret hjemme på Anfield hele denne sæson. Sæsonen får også
endnu en plads i LFC’s historiebog da det var her, at Roger Hunt scorede 41
ligamål i 41 ligakampe. Det er en rekord, der ikke siden er blevet slået, og med
nutidens fodbold er det svært at tænke sig til, at den nogensinde vil blive det.
Oprykningen var nu en kendsgerning
– de gode tider var kommet til Merseyside igen, og Shankly havde formået at få
tilskuerne til atter at flokkes om Anfield. Således var der 52.419 tilskuere til
hjemmekampen mod Newcastle i oktober 1961, hvilket må siges at være ganske pænt
i 2. division!
Men FA Cup’en var stadig kun en
drøm på Anfield, for igen blev Liverpool slået ud tidligt i turneringen. Holdet
nåede kun 5. runde, hvor de blev besejret af Bill Shanklys gamle klub, Preston
North End. Det var dog først i tredje forsøg, da de to første kampe endte
uafgjort. I den tredje kamp tabte Liverpool 0-1 på neutral bane, Old Trafford,
men målet med oprykning var nået, og det var trods alt det vigtigste.
Næste sæson, 1962-63, var lidt af
en tilvænning til de nye forhold i 1. division, hvor der blev spillet hurtigere
fodbold. Åbningskampen mod Blackpool blev overværet af 51.207 tilskuere, der så
de røde tabe med 1-2. Resultaterne begyndte dog så småt at komme, og de vandt
også hele 4-1 over Manchester City på Anfield, men 22. september 1962 var der
igen brag på Merseyside mellem ærkerivalerne Everton og Liverpool. Kampen endte
2-2. Det længe ventede Merseyside derby var nu tilbage, og Liverpools indbyggere
elskede det – så meget, at der på Goodison Park var 73.000 tilskuere (!) til
kampen. Men Liverpool var ikke stabile nok til at gøre sig gældende i ligaen,
idet holdet tabte 15 kampe og endte på en pæn 8.plads. Det kunne skyldes, at
selvom forsvaret nok var rimeligt på plads, var der stor usikkerhed på
målmandsposten. Bert Slater stod godt i oprykningssæsonen, men hans plads blev
taget af Jimmy Furnell. Han klarede det godt, også i holdets første sæson
tilbage i 1. division, men ikke så godt, at Shankly ikke turde prøve noget nyt.
Han tog derfor målmanden fra “A-holdet”, datidens 2. hold, Tommy Lawrence og gav
ham chancen. Den greb han så godt, at han holdt pladsen de næste 8 år, indtil
legendariske Ray Clemence kom til klubben, men det vender vi tilbage til senere!
Liverpool nåede også semifinalen i
dette års udgave af FA Cup’en. Vejen til semifinalen var gået over hold som
Wrexham, Burnley, Arsenal og West Ham, førend holdet blev slået ud af Leicester
i semifinalen. Så den store drøm var stadig tæt på, men alligevel så langt væk.
Også Tommy Smith fik sin debut denne sæson, han deltog dog kun i en enkelt
ligakamp, men han viste virkelig potentialet til at blive en storspiller,
hvilket Shankly heller ikke var et øjeblik i tvivl om.
ENDELIG MESTRE!
At holdet skulle blive Englands nummer 1 i den efterfølgende sæson var det nok
de færreste, der havde troet. Shanklys puslespil var ved at falde på plads. Han
købte Peter Thompson til at afløse den meget trofaste Alan A’Court, og den rolle
udfyldte Thompson til fulde. Holdet var nu komplet, og efter en lidt langsom
start i ligaen kom der virkelig hul på bylden da Everton kom på besøg på
Anfield. Med en 2-1 sejr, den første i ligaen over Everton siden 1950, begyndte
holdet langsomt at stige mod toppen af tabellen.
De scorede seks mål mod Ipswich,
Sheffield United, Stoke og Wolverhampton, så det var nu klart for enhver, at man
skulle regne med Liverpool som seriøs udfordrer til titlen, som alt for længe
havde tilhørt enten London-klubberne eller Manchester United. Liverpool slog
også Arsenal med 5-0 på Anfield. I målet for Arsenal stod for øvrigt den
tidligere Liverpool-keeper Jim Furnell, som næppe glemte besøget tilbage på
Anfield lige med det samme!
I løbet af påsken sikrede Liverpool sig klubbens sjette engelske mesterskab og
sluttede sæsonen med fire points forspring til Manchester United. På Anfield
scorede holdet imponerende 60 gange, hvoraf Roger Hunt stod for de 31 mål!
De nye tider var kommet, og
tilskuertallet på Anfield blev gennemsnitligt næsten 50.000! Man skal dog huske
på, at næsten alle stod op den gang, og specielt tribunen The Kop blev berømt i
disse år. Folk sang så det var en fryd, og rygtet spredtes hurtigt over hele
landet. TV fodbold var også nyt dengang, og en udsendelse fra Anfield midt i
60’erne viste en reporter, der næsten ikke kunne få ørenlyd da han stod foran
The Kop. Folk sang simpelthen så højt – bl.a. The Beatles’ “She Loves You” – at
han ikke kunne overdøve dem. Sang fra tribunerne var forholdsvis nyt dengang, og
Merseyside var på alles læber på dette tidspunkt. Dette var ikke kun fodboldens
skyld, men mere de fire unge knægte fra The Beatles, der fik Liverpool på
verdenskortet dengang. Men snart skulle det blive anderledes – Liverpool var og
blev en fodboldby!
I FA Cup’en nåede holdet kun til
6. runde, hvor de blev slået ud af upåagtede Swansea City.
Sæsonen efter, 1964-65, skulle gå over i Liverpools historie som én af de
største. Godt nok opnåede de kun en skuffende 7. plads i ligaen, men FA Cup’en
kom endelig til Anfield.
Før sæsonstarten var holdet på
visit i USA, hvor de blandt andet deltog i the Ed Sullivan Show, det show som
også gjorde The Beatles berømte i USA. Det var også på dette tidspunkt, The Kop
tog “You’ll Never Walk Alone” til sig og gjorde den til klubbens særkende. Alle
andre forkølede efterligninger på nutidens stadions rundt omkring i Europa
visner, så snart man hører “You’ll Never Walk Alone” fra de rigtige tilskuere på
Anfield!
Liverpool startede også med at
spille i helt røde spilledragter, hvor de før havde spillet med røde trøjer,
hvide bukser og hvide strømper. Shankly mente, at en hel rød spilledragt ville
virke skræmmende på modstanderne, og det havde jo også sin virkning mange år
fremover. Også de uforglemmelige europæiske aftener startede denne sæson, idet
holdet for første gang deltog i mesterholdenes turnering, og det gjorde de godt
– faktisk så godt, at de nåede semifinalen.
Hold fra andre europæiske lande
var et særsyn på Anfield, men nu skulle “Scouserne” altså vænne sig til, at der
også var gæstende hold fra kontinentet. Vejen til semifinalen gik over
Reykjavik, Anderlecht og FC Köln, mens holdet til sidst skulle møde Inter i
semifinalen. Kvartfinalen mod FC Köln havde den anekdote, at efter to 0-0 kampe
spillede holdene igen uafgjort på neutral bane i Rotterdam. Hvem der skulle gå
videre herefter blev simpelthen afgjort ved at man slog plat eller krone!
Liverpool vandt, dog efter nogen dramatik, for historien går på, at mønten sad
fast i mudderet første gang, den blev kastet!
Liverpool mødte Inter fra Milano i
semifinalen. De var forsvarende europæiske mestre, italienske mestre og var
uofficielle verdensmestre for klubhold. Det var et frygtindgydende hold, der løb
ind på Anfield den aften, men det havde Liverpools spillere tilsyneladende
glemt, idet de slog dem 3-1. Det ene mål, som Inter scorede, var dog meget
vigtigt, idet Liverpool blev slået med 0-3 på San Siro i Milano, og dermed var
Liverpool slået ud af mesterholdenes turnering. Men de havde givet Inter kamp
til stregen, og det var en stor præstation. At alle tre mål på San Siro var
tvivlsomme, fik Shankly til at udtale, at dommeren var bestukket, hvilket avisen
Sunday Times mente at have bevis for nogle år senere.
FA CUP FINALEN 1965
Men tilbage til FA Cup’en, som endelig fandt vejen til Anfields trofæsamling.
Holdet begyndte at finde formen omkring jul, og det må siges at være meget
passende, idet 1. divisionsholdene også dengang trådte ind i turneringen i 3.
runde, der som regel bliver afviklet først i januar.
West Bromvich Albion, Stockport
County, Bolton Wanderers, Leicester og Chelsea i semifinalen blev slået uden det
store besvær, og nu var vejen banet for den helt store triumf. I finalen skulle
Liverpool møde Leeds United, der talte navne som Billy Bremner, Norman Hunter og
Bobby Collins. Det var kendt, at det var Englands to bedste forsvar, der stod
over for hinanden. Liverpools Gerry Byrne brækkede kravebenet meget tidligt i
kampen, men insisterede på at fortsætte, hvilket også viser, hvor meget
spillerne ville ofre sig for Shankly og klubben. Han spillede hele kampen uden
at man kunne se det på ham. Efter 0-0 i den ordinære spilletid scorede Roger
Hunt til 1–0 i ekstratidens 1. halvleg på et oplæg af… Gerry Byrne!
Otte minutter senere udlignede
Billy Bremner for Leeds, og det så længe ud til, at der skulle omkamp til, men
kort før tid løb Ian Callaghan igennem Leeds’ venstre side og serverede bolden
til Ian St. John, der kunne kaste sig og heade bolden i et tomt mål.
Da anfører Ron Yeats løftede
trofæet steg tilskuerlarmen til uanede højder, og holdet blev hjemme i Liverpool
modtaget af ca. ½ million mennesker på gaderne. Denne menneskemængde var med
stor sikkerhed den største, der nogensinde havde været forsamlet i Liverpools
gader. En historisk mærkedag for Liverpool Football Club!
SUCCESEN FORTSÆTTER…
Sæsonen efter, 1965-66, var også fyldt med succeshistorier. Dog blev LFC slået
ud i FA Cup’ens 3. runde af Chelsea, men holdet skulle også deltage i den
europæiske turnering for pokalvindere for første gang. Her nåede de finalen,
efter at have slået så fornemme hold som Juventus, Standard Liege, Honved
Budapest og Celtic.
Honved Budapest havde før talt så
fornemme navne som Puskas, Bozsik, Kocsis og Czibor i 50’erne, men det var lang
tid siden, og Honved var ikke længere samme magtfaktor som tidligere. Celtic
blev slået 2-0 på Anfield, efter at skotterne havde slået Liverpool 1-0 på
Parkhead. Liverpool var klar til deres første europæiske finale, og den stod på
Hampden Park i Glasgow. Her skulle de møde Borussia Dortmund, og det var
desværre én af Liverpools dårlige dage, for efter 1-1 i den ordinære spilletid
slog Borussia til i ekstratiden og scorede til 2-1 da en uheldig Ron Yeats
sendte bolden i eget net efter at bolden havde ramt overliggeren. Men Liverpools
tilhængere havde fået en forsmag på, hvad der var i vente…
I ligaen lå holdet på
førstepladsen, og den veg de ikke fra. Liverpool blev mestre igen, denne gang
for syvende gang. Da Liverpool sidst i april skulle møde Chelsea behøvede de kun
ét point for at blive mestre. Chelsea havde slået Liverpool ud i FA Cup’en, så
det var med bange anelser, at holdet løb ud på Anfield, men til holdets store
overraskelse stod Chelseas spillere på banen ud for spillertunnellen og
applauderede hjemmeholdets spillere da de løb ind på banen. Kampen var kun en
formssag – Liverpool vandt og var igen Englands bedste hold. Alderen på
Liverpools bærende spillere begyndte dog at tynge, men det blev først tydeligt
for enhver sæsonen efter. Resten af årtiet var præget af, at Shankly var begyndt
at bygge sit nye storhold op, for der blev ikke hentet mere sølvtøj til
trofærummet.
Liverpool deltog også i forløberen
for UEFA Cup’en for første gang i sæsonen 1967-68, European Fairs Cup. Denne
turnering deltog de også i de to følgende sæsoner, men uden at nå ret langt. Men
Liverpool var en fast bestanddel i de europæiske turneringer, og de havde vist,
at de var et hold, man skulle regne med.
Inden alt dette skete blev England
jo verdensmestre på Wembley i 1966. I Englands trup var der tre
Liverpool-spillere, nemlig Gerry Byrne, Roger Hunt og Ian Callaghan. Det var dog
kun Hunt, der var fast mand blandt de elleve udvalgte. Han scorede tre mål i
slutrunden og havde en stor stjerne hos landstræner Alf Ramsey. Hunt var
naturligvis meget populær blandt Liverpools fans. Han var ikke den store
boldspiller, men han var altid på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,
også til at brænde oplagte chancer. Det var også Shankly, der svarede pressen,
da de skød med skarpt på Hunt, om hvorfor han brændte så mange oplagte chancer.
Shankly svarede ganske enkelt: “Maybe Roger Hunt misses a few, but he is in the
right position to miss them”!
Der var ingen, der var i tvivl om,
at Shankly var 100 % loyal over for sine spillere.
Hunt startede i 1959 som 19-årig i klubben, spillede 484 kampe, hvor han scorede
285 mål, og som tidligere nævnt scorede han i sæsonen 1961-62 hele 41 ligamål,
ligesom han havde den ære at score det første mål, da BBC startede deres
legendariske “Match of the Day”. Da Hunt skulle spille sin Testimonial kom der
over 56.000 tilskuere til Anfield for at sige tak til ham, inden han rejste til
Bolton.
Resten af årtiet var tyndt besat
med gode resultater, Liverpools bedste placering var en andenplads i sæsonen
1968-69. Shanklys hold nåede dog at stifte bekendtskab med hollandsk
total-fodbold i sæsonen 1966-67, hvor klubben deltog i mesterholdenes turnering.
Her mødte Liverpool i første runde Ajax, som var trænet af Rinus Michels og
havde en lov ende ung spiller på 17-år ved navn Johann Cruyff på holdet. Denne
unge spiller styrede totalt begivenhederne og sendte Liverpool hjem til
Merseyside med en sæk på 1-5, hvorefter returopgøret endte 2-2 i Liverpool. Et
kommende storhold i Liverpool var dog allerede i støbeskeen. Shankly hentede
bl.a. Emlyn Hughes til klubben fra Blackpool i 1967 for £65.000, hvilket var
klubrekord på det tidspunkt. Ray Clemence blev også købt før sæsonen 1967-68 fra
Scunthorpe for £18.000, hvilket var meget billigt, taget i betragtning hvor
urokkelig han var fra pladsen da han overtog den fra Tommy Lawrence.
Shankly hentede også Tony Hateley
til klubben til at assistere Roger Hunt helt fremme, men det lykkedes aldrig at
få dem til at passe sammen, så Shankly var på udkig efter en ny førstemand i
angrebet. Ham troede alle, han havde fundet i Alun Evans, men selvom dennes
Liverpool-karriere startede lovende, endte den brat med en grim skade. Det tog
derfor nogle år før Shankly kunne hente det afløsende angriberpar til Anfield,
og da det skete var årtiet gået. Afløserne for Hunt og Hateley/Evans blev i
øvrigt Kevin Keegan og John Toshack!!
70’erne stod for døren og nye triumfer var i vente…
