Af: Casper Hagen
Halvtredserne bliver betragtet som et af de værste årtier for Liverpool Football
Club. Klubben sank længere og længere ned i tabellen, og på et tidspunkt helt ud
af den bedste række. I december 1959 kom dog vendepunktet for klubben - med
ansættelsen af Bill Shankly, men inden da skulle vores elskede klub gå grueligt
meget igennem.
Årtiet startede også lidt trist for klubben,
idet manager George Kay efter længere tids sygdom måtte forlade posten i 1951.
Han havde været manager for LFC i 15 år, med mesterskabet i sæsonen 1946-47 som
højdepunktet. George Kay blev afløst af Don Welsh. Han havde været en værdifuld
spiller for Charlton Athletic og på det engelske landshold, og havde ved flere
lejligheder under krigen gæsteoptrådt for Liverpool. Her havde han været en
populær spiller blandt publikum, og derfor var det et meget naturligt valg for
Liverpools bestyrelse at ansætte ham.
Det var netop i disse år, hvor tilskuermængden nåede sit højdepunkt, bl.a. med
rekorden på 61.905 tilskuere til Liverpools FA Cup hjemmekamp mod Wolverhampton
i sæsonen 1951-52 (kampen gav dog “kun” £6.607 i billetindtægter!). Forinden
havde dog hele 78.599 tilskuere set Everton og Liverpool spille uafgjort på Goodison Park i sæsonen 1948-49.
Men det var en deprimerende tid både for Welsh
og klubben, for siden holdet vandt mesterskabet, gled det længere og længere ned
i tabellen i ligaen. Heller ikke i FA Cuppen var det for godt, for året efter
den dramatiske Wembley optræden tabte holdet i 3. runde til Norwich fra 3.
division.
Måske var dette et forvarsel til nogle hårde år
for klubben. Også i sæsonen 1952-53 led holdet et nederlag til et 3. divisions
hold, Gateshead. Så FA Cuppen var bestemt ikke noget at skrive hjem om i dette
årti. Det eneste “lyspunkt” var, at Everton nu var i 2. division, så Liverpool
var stadig det højst rangerede hold i byen.
I sæsonen 1952-53 skulle Liverpool vinde hjemme over Chelsea for at undgå
nedrykning. Holdet havde ført tabellen i midten af november, men resten af
sæsonen havde været én stor rutchetur. Sejren kom dog i hus, foran 47.000
tilskuere, hvor Jones havde sikret en halvlegsføring på 1-0. I anden halvleg
havde Louis Bimpson sørget for en smal 2-0 sejr.
At det skulle blive Louis Bimpson var lidt
paradoksalt, for ham havde alle scousers et forhold til, hvad enten det var godt
eller dårligt. Alle Scousers kender “The Tale of Louis Bimpson”, som i korte
træk går ud på, at han blev synonym med de dårlige resultater, selvom han var en
populær skikkelse. Han skilte sig også ud af mængden med et fjollet navn, der
blev kronet med et fjollet hår!! Han blev af flere tilhængere opfordret til at
skifte navn, men det afslog han på det bestemteste, idet han var stolt af sine
franske rødder. Bimpson kom til klubben i marts 1953 og nåede at spille 100
kampe for klubben, og scorede 40 mål. Et pænt snit, men aldrig nok til at blive
fast mand på holdet. Han blev solgt i 1959 til Blackburn Rovers, for senere at
spille for Bournemouth og Rochdale.
Denne sæson ville alle glemme, for nu kunne det
da ikke blive værre - men det blev det!! Sæsonen 1953-54 blev sæsonen, hvor
Liverpool efter næsten 50 år i den bedste række rykkede ned i 2. division - og
det med et brag som absolut bundprop, for med en 22. plads var der ikke nogen
som helst tvivl om nedrykningen. Med kun 9 sejre, 10 uafgjorte og 23 nederlag
måtte det jo gå galt i en sæson, hvor Liverpool kun formåede at score 68 mål,
mens de lod 97 gå ind. At holdet tabte med hele 1-5 på Old Trafford mod
Manchester United var jo heller ikke med til at gøre det bedre, og for at
fuldende en helt igennem rædselsfuld sæson, så tog Everton turen op i 1.
division med en andenplads i 2. division. Merseyside derbies i ligaen havde
altså lange udsigter.
Allerede den 10. april 1954 på Highbury mod
Arsenal blev nedrykningen en realitet, da Liverpool blev slået med 3-0. I denne
kamp brækkede den agtværdige Arsenal anfører, Joe Mercer, sit ben. Han vendte
aldrig tilbage til fodbolden igen!
Liverpool anvendte hele 31 spillere i denne
sæson, hvilket på den tid var et klart tegn på en meget uregelmæssig
holdstruktur. Bob Paisley afsluttede sin aktive karriere i denne sæson, for
derefter at blive en del af trænerstaben. Han nåede at optræde 278 gange på
førsteholdet og scorede 13 mål inden han trak sig tilbage fra den aktive
karriere.
Der var nu håb om, at klubben kun ville
tilbringe en enkelt sæson i 2. division, men det blev desværre langt fra
tilfældet. Faktisk gik den efterfølgende sæson over i historien, men desværre
ikke for det gode. Liverpool Football Club fik i sæsonen 1954-55 simpelthen den
laveste placering i klubbens historie, med en lidet flatterende 11. plads i 2.
division. Dog var der ét opmuntrende element, da Liverpool slog Everton på
Goodison Park med hele 4-0 i FA Cuppen!! Et resultat der viste, at der måske var
mere i holdet end det, liga-statistikken viste. Det var dog ikke nok, for
allerede i næste runde tabte holdet med 0-2 til Huddersfield på Anfield Road.
Det største nederlag i klubbens historie kom også i denne sæson, hvor Liverpool
indkasserede et 1-9 nederlag mod Birmingham på St. Andrews. Det var naturligvis
Billy Liddell, der scorede Liverpools enlige mål.
Manager Don Welsh var efterhånden desperat og
gik på transfermarkedet. Forinden havde han hentet Ronnie Moran til klubben i
1952 – en spiller, som skulle komme til at tjene klubben på samme fornemme vis
som Bob Paisley. I 1955 brugte manageren næsten £50.000 på Jimmy Melia, Dick
White og John Molyneux, der alle tjente Liverpool godt. Det hjalp lidt på
holdet, der i sæsonen 1955-56 lige akkurat blev snydt for oprykning til 1.
division efter en tredjeplads i 2. division. Dengang var det kun de to øverste,
der rykkede op. Trods denne klare forbedring af placeringen var det nu nok for
klubbens ledelse, som ikke længere havde tillid til manageren. Et stykke inde i
sæsonen 1956-57 bad de Don Welsh om at tage sin afsked – den første og hidtil
eneste Liverpool manager, som kan siges at have fået en fyreseddel.
Ledelsen havde nemlig linet den tidligere
LFC-spiller Phil Taylor op som efterfølger. Taylor havde spillet på Anfield i
tiden fra 1935 til 1954. Her havde han vundet et mesterskab i sæsonen 1946-47 og
havde også deltaget i Wembley finalen i 1950 mod Arsenal. Han var en stabil
mand, og meget populær blandt Liverpools tilhængere. Samtidig blev Bob Paisley
udnævnt som træner for reserverne.
Taylor handlede hurtigt, og forsøgte straks at
forstærke holdet. Bl.a. købte han Johnny Wheeler, en stærk og angrebsivrig
midtbanespiller, men indkøbet af målmanden Tommy Younger var også vigtigt. Han
var skotsk landsholdsmålmand, og det smittede straks af på Liverpools hold. I
sæsonen 1956-57 sluttede holdet af med syv sejre og to uafgjorte og kun ét
nederlag i de sidste 10 kampe. Men det var stadig ikke nok, idet de igen
sluttede på en tredjeplads. Holdet besad kvalitet og viljestyrke, men der var
stadig en tendens til at tabe dumme point.
I sæsonen 1957-58 blev Tony McNamara og Jimmy Harrower købt til klubben, men
denne gang blev det kun til en fjerdeplads i ligaen. Liverpool var denne gang
kun to point fra oprykning, og det var ekstra frustrerende at se oprykningen
glide bort på to uafgjorte resultater i de to sidste kampe mod West Ham og
Barnsley, med to gange 1-1. Holdet havde ellers indledt en slutspurt, hvor de
havde vundet 6 kampe i træk inden da. Men en fjerdeplads var jo ikke nok, og
holdet måtte begynde forfra.
Sæsonen 1958-59 startede dårligt; holdet var
yderst ustabilt i de to første måneder, hvor kampene blev fordelt med lige mange
sejre, nederlag og uafgjorte. Taylor måtte nu ændre på udseendet af holdet, og
det gik bl. a. ud over Billy Liddell, der for første gang i sin
førsteholdskarriere blev droppet. Selvom han kun var på holdet i mindre end
halvdelen af sæsonens kampe, blev han dog alligevel holdets næstmest scorende
med 14 mål, kun overgået af Jimmy Melia, der scorede 21, men nu også var med i
39 af sæsonens kampe.
I FA Cuppen blev holdets daværende krise
understreget af et pinligt 1-2 nederlag ude til non-liga mandskabet Worcester.
Og for at det ikke skal være løgn, så var Billy Liddell i øvrigt sat af til
denne kamp, til fordel for Louis Bimpson…!
Igen sluttede holdet på en fjerdeplads, og Phil
Taylor virkede nu syg og træt. Han startede godt nok sæsonen 1959-60, men holdt
kun til 17. november 1959, hvor han opgivende måtte indrømme, at “de mislykkede
forsøg på at rykke op, havde kostet for alt for meget blod, sved og tårer!”
Som kandidat til at afløse Phil Taylor blev
bl.a. nævnt følgende managers: Harry Catterick, Jimmy Hagan og Jimmy Murphy.
Selv Bob Paisley, Reuben Bennett og Billy Liddell var ifølge Liverpool Echo med
i kapløbet, men bestyrelsesmedlem Tom Williams og direktør Harry Latham fra LFC
var rejst til Huddersfield for at tale med en vis William Shankly.
Historien går på, at de under mødet med Shankly
spurgte ham, om han ville være manager for landets bedste fodboldklub, hvortil
han havde svarede: “Har Matt Busby allerede trukket sig hos Manchester United?”
Men det var med det berømte blik i øjet, for han var helt klar over, hvem
Williams og Latham repræsenterede.
30. november 1959 blev han officielt udnævnt som manager, men først 14 dage
senere overtog han holdet, og stod 19. december for første gang på Anfield som
manager for holdet. Modstanderen hed Cardiff City, og Liverpool led et nederlag
på ikke mindre end 0-4. Et trist resultat, men det skulle som bekendt kun være
starten for én af de mest succesfulde managers i engelsk fodbold gennem tiderne.
Det var nu kun et spørgsmål om tid, før
sølvtøjet og store uforglemmelige minder ville komme til Anfield i en lind
strøm. Shankly opnåede sin første sejr, meget rammende i årets sidste kamp,
hjemme mod Charlton. Liverpool vandt 2-0 på mål af Alan A’Court og af klubbens
store målsluger, Roger Hunt.
Årtiet blev afsluttet med værdighed med en
sejr, måske ikke helt kendetegnende for et forfærdeligt årti for klubben, men
særdeles rammende for de mange fantastiske stunder, der var i vente på Anfield
fremover.
Liverpool sluttede sæsonen på tredjepladsen, også denne gang uden for rækkevidde
til oprykning, men storholdet var i støbeskeen, og Shankly vidste præcis, hvad
han lavede. Hans brændende interesse for alt, hvad der havde med Liverpool F.C.
at gøre, smittede i den grad af på klubben, og det kunne jo efterhånden kun gå
fremad.
Shanklys første mål med klubben var ikke bare oprykning - han ville simpelthen
gøre Liverpool til Englands bedste fodboldhold!
