Af: Casper Hagen
Da krigen var tæt på at bryde ud i 1939, meldte Liverpool sig, som en af de
første klubber, til den stående styrke. Selv Liverpools manager George Kay og
hans assistent sekretær, Jack Rouse, meldte sig og blev en del af “The King’s 9.
Liverpool battalion”. Verden ville for evigt forandre sig under den frygtelige
krig, men Liverpool som hold kom stærkt igen umiddelbart efter krigen. En
spændende tid var i vente…
Da verden så gik i krig, havde sporten
naturligvis trange kår overalt, men fodbold blev der selvfølgelig spillet i
England. Det var dog under helt andre former, som kort nævnt i foregående
artikel, men i sæsonen 1940-41 fik fodboldturneringen dog en nogenlunde
genkendelig struktur, med en Nord- og en Sydliga. Da alle hold ikke spillede
samme antal kampe, blev placeringerne afgjort ved målforskelle og der blev
indført et slags halvsæsons mesterskab, således der blev kåret to mestre på én
sæson, nemlig én før nytår og én efter nytår! Liverpool blev halvsæsons-mestre i
sæsonen 1942-43 efter nytåret.
Det lidt forvirrende turneringssystem under
krigen gav mange mærkelige episoder, bl.a. blev der indført et gæste-princip.
Det var bl.a. med til at give bemærkelsesværdige kampe for både Shankly og for
den senere manager Don Welsh, men også andre kendte spillere stillede op for
Liverpool under krigen. Gæsteprincippet var indført for at få turneringen til at
glide så let som muligt, og for at tilfredsstille regeringens krav om
rejsekontrol og minimering af rejseaktiviteterne i landet. Spillerne kunne nu
stille op for den klub, som lå nærmest den militærenhed, som de var
udstationeret hos.
Liverpool rodede sig ind i problemer med
myndighederne i starten af indførelsen af gæsteprincippet, fordi de straks antog
en gæstespiller, den irske landsholdsspiller Peter Doherty, der besøgte holdets
omklædningsrum efter en kamp. Problemet bestod i, at klubben havde meddelt
myndighederne, at de havde antaget en anden spiller, Ainsley fra Leeds.
Liverpool glemte dog at oplyse, at Ainsley var
rejst forgæves og ikke længere opholdt sig i Liverpool, og da hans navn så blev
udtrukket til indkaldelse til RAF, kunne myndighederne ikke finde ham. Klubben
blev nødt til at undskylde indtrængende overfor myndighederne og RAF - en
episode, som ikke bare Liverpool, men også alle de andre klubber tog ved lære
af.
Der var også andre spændende resultater at se
nærmere på, bl.a. mødtes den engelske hær og den amerikanske hær i Southampton i
marts 1943 i en venskabskamp. At englænderne var så uvenlige at vinde 11-0 var
måske en anden sag, men den tidligere Liverpool spiller Johnny Shafto scorede
også seks af dem, og det må jo siges at være ganske pænt. Af andre anekdoter fra
krigen skal også nævnes, at Joe Louis, den frygtede sværvægts-verdensmester i
boksning også skrev “kontrakt” med klubben. Dette skete i 1944, da han var i
England på en “promotion” tur, hvor han, mest for sjov, indgik en aftale med de
røde.
Men måske mest bemærkelsesværdigt for dette
årti var Billy Liddells debut for klubben. Han ankom godt nok i 1938, hvor han
blev tilsluttet reserveholdet, men han fik sin uofficielle førsteholdsdebut for
klubben 1. januar 1940. Han scorede oven i købet et mål i nedsablingen af Crewe
Alexandra på 7-3, og ugen efter scorede han tre mod Manchester City i en kamp,
der endte med samme cifre. En legende i Liverpool Football Club var født, og
efterhånden som årene gik, blev klubben i folkemunde døbt “Liddellpool”!
For det første var han altid på holdet, og han
var desuden en habil målscorer. Under krigen spillede han mange kampe for
Liverpool, idet han var stationeret tæt på byen og tjente RAF som navigatør. Men
den rigtige debut kom først efter krigen, idet krigstids-turneringen jo som
bekendt ikke regnedes som officiel i England. Han nåede at spille 537 kampe for
Liverpool, hvor han scorede 229 mål. Da han trak sig tilbage, var han også kendt
for at holde mange unge Liverpool-drenge på den rigtige side af loven. Hans ry
er helt på niveau med senere spillere som Ian St. John, Kevin Keegan, Kenny
Dalglish og Ian Rush.
Adskillige Liverpool-spillere blev dekoreret
under krigen, bl.a. Bill Jones for at have reddet en kammerat under kamp. Også
sydafrikaneren Berry Nieuwenhuys, der var i RAF, blev dekoreret, men en episode
der fandt sted i den hjemlige liga, overskyggede dette. Det var vedtaget ved
lov, at spillere kun måtte modtage £2 for deres ydelser på fodboldbanen under
krigen, men Nieuwenhuys forsøgte at forlange mere, da han gæstede en anden klub.
Mange andre spillere havde gjort det samme før
ham, men for “Nivvy” blev det katastrofalt, idet det blev opdaget. Han fik
simpelthen livsvarig karantæne fra fodbolden, men den blev dog ophævet efter
krigen, da forbundet fandt ud af, at han bestemt ikke var den eneste, der havde
forlangt mere i løn.
En enkelt spiller, Tom Cooper, døde også under
krigen - i et trafikuheld. Helt så galt gik det ikke for forsvarsspilleren Eddie
Spicer, der godt nok blev såret under kamp, men senere i krigen tog en
krigsfange, og senere fandt ud af, at den fange, han havde taget, var
fodboldspiller og oven i købet på det tyske landshold!
EFTERKRIGSTIDEN
Efter krigens afslutning blev forholdene i verden efterhånden normaliseret.
Genopbygningen var begyndt, men englænderne kunne ikke komme i gang med den
rigtige fodboldturnering hurtigt nok, og allerede i 1946 var der lagt op til den
landsdækkende turnering igen. Sæsonen 1946-47 var i gang, og op til denne rejste
Liverpools spillere og trænerstab til USA for at lade op. Denne opladning var
mest til for at få spillerne rystet sammen efter den lange krig, for
resultaterne havde ikke den fjerneste betydning. Men turen havde sin virkning,
for sæsonen 1946-47 viste sig at blive en mesterskabs-sæson for klubben!
Liddell var også en del af det hold, der som
den første efterkrigstids-mester er blevet betegnet af mange “Liverpudlians” som
det bedste Liverpool-hold gennem tiderne. Bl.a. bestod angrebskæden af Billy Liddell, Jack Balmer og Albert Stubbins. Især sidstnævnte var ekstremt populær
og har sidenhen været en kultfigur i Liverpool, hvor også The Beatles har nævnt
ham ved flere lejligheder - f.eks. er han med på coveret til Sgt. Pepper.
Balmer var også en helt igennem habil
målscorer, bl.a. var han den første i den bedste række nogensinde, der scorede
tre på hinanden efterfølgende hattricks. De kom i mesterskabs-sæsonen.
En personlighed på dette hold, man heller ikke
kan komme udenom, er selvfølgelig Bob Paisley. Han var en del af mesterholdet
fra sæsonen 1946-47, og kom til klubben i 1939, men den officielle
førsteholds-debut måtte han vente med til efter krigen. Dog havde han under
krigen spillet mange kampe for klubben.
En anden bemærkelsesværdig spiller i denne trup
var Ray Lambert. Han var den yngste spiller nogensinde til at skrive kontrakt
med en fodboldklub da han i 1936 kun 13½ år gammel skrev kontrakt med
Liverpool!! Men som Paisley, så blev han først en del af førsteholdet efter
krigen. Også Liverpools senere manager Phil Taylor spillede på dette hold.
Sæsonen var præget af mange bemærkelsesværdige resultater, bl.a. et svigende 0-5
nederlag på Old Trafford , men også en 6-1 sejr skal nævnes, for det skete ude
mod Grimsby. Senere besejrede LFC samme hold med 5-0 hjemme på Anfield!
En stabil indsats gennem hele sæsonen gjorde
holdet til ét af de førende hold i slutningen af sæsonen. I FA Cup’en nåede
holdet så langt som til semifinalen, hvor de måtte se sig slået efter omkamp på
Manchester Citys hjemmebane, Maine Road. Liverpool tabte til Burnley med 0-1,
selvom de stillede op i absolut stærkeste opstilling.
Men tilbage til afslutningen af ligasæsonen, for den blev yderst dramatisk.
Liverpool havde haft en sort januar, hvor de havde spillet tre kampe, der alle
var endt med nederlag. Det resulterede i, at holdet havde tilladt de nærmeste
konkurrenter at komme nærmere førstepladsen, som Liverpool ellers havde et
komfortabelt tag i. Selvom LFC havde fået 13 point ud af 14 mulige i de sidste
syv kampe, så skulle lidt af en kabale gå op, før de kunne kalde sig mestre.
Liverpool skulle møde Wolverhampton på Molineux. Kampen ville blive ekstra svær,
for også hjemmeholdet var med i kapløbet om titlen. Situationen i toppen af
tabellen var således: Liverpool var nr. 3 med 55 point og én kamp igen, Wolves
2’er med 56 point og én kamp igen, mens Manchester United lå nr. 1, ligesom
Wolves med 56 point, men med en bedre målforskel. United var dog færdig med
turneringen. Under de tre lå Stoke, som med en sejr over Sheffield United kunne
vinde titlen, hvis alle andre resultater kom ud til deres fordel.
Der var altså fire titel-aspiranter, så da
Liverpool besøgte Molineux 31. maj 1947, blev de modtaget af 50.000
forventningsfulde tilskuere. Liverpool vandt en stemningsmættet og spændende
kamp med cifrene 2-1, på mål af Albert Stubbins og Jack Balmer, men de vente
yderligere 14 dage på at blive kåret som meste, da Stokes kamp mod Sheffield
United var udsat til 14. juni. Denne sene udsættelse var pga. et forfærdeligt
vejr, der havde præget sæsonen igennem. 14. juni var samtidig datoen, hvor
finalen i Liverpool Senior Cup skulle spilles, på Anfield mod Everton. Kampen
blev startet et kvarter senere end kampen på Bramall Lane mellem Sheffield
United og Stoke, så der er ikke noget at sige til, at Liverpools spillere havde
svært ved at koncentrere sig de sidste 20 minutter! Efter kampen blev det dog
annonceret, at Sheffield havde slået Stoke, så Liverpool kunne kåres som de
første mestre efter anden verdenskrig. Dette blev fejret bl.a. ved at tilskuere
fra The Kop løb ind på banen og løftede spillerne op på skuldrene og hyldede dem
som mestre. Midt i al denne jubel blev det næsten glemt, at Senior Cup finalen
var sluttet med 2-1 sejr til Liverpool, der altså denne dag sikrede sig to
trofæer på samme tid!!
At Liverpool så de efterfølgende sæsoner
placeredes meget ordinært midt i rækken med en 12. plads i sæsonen 1947-48 og en
11. plads i sæsonen 1948-49 var egentlig utroligt, for det var faktisk identisk
med det hold, der havde vundet mesterskabet. Det var en trøst, at de altid kunne
slå Everton i denne tid, og faktisk tabte Liverpool ikke nogen derbys mod
Everton i tiden op til 1950. Sæsonen 1949-50 havde dog en del spænding i sig,
idet holdet klarede sig godt i FA Cup’en. Liverpool nåede endda helt til
finalen, men før denne måtte de meget igennem.
I ligaen lå de faktisk nr. 1 ved nytåret, to
point foran Manchester United, men det blev der lavet kraftigt om på, idet de
endte på en 8. plads i ligaen. FA Cup’en startede nervøst med en sejr over
Blackburn Rovers hjemme på Anfield Road (2-1), men først efter at det første
opgør var endt 0-0 på Ewood. I fjerde runde besejrede Liverpool komfortabelt
Exeter med 3-1 hjemme på Anfield, og i femte runde mødte de Stockport ude og
vandt kampen med 2-1. Holdet var nu nået til 6. runde eller kvartfinalen, hvor
de skulle de møde Blackpool med den fantastiske Stanley Matthews. Han var dog
skadet til kampen, som blev et hårdt spillet opgør. Willie Fagan havde bragt de
røde i front, men den engelske landsholds-centerforward Stan Mortensen havde
udlignet på straffespark inden halvlegen. Ni minutter før tid viste Billy
Liddell sin klasse, for den skotske landsholdspiller bragte Liverpool i holdets
anden semifinale siden krigen med sin afgørende scoring.
I denne kamp skulle holdet møde ingen ringere
end de evige rivaler Everton. Kampen blev spillet på Maine Road 25. marts 1950,
og ikke mindre end 72.000 tilskuere havde fundet vej til stadion. De så Bob
Paisley bringe Liverpool på 1-0 i første halvleg, mens Billy Liddell igen viste
sine evner til at score på vigtige tidspunkter, til slutresultatet 2-0 til
Liverpool, som nu var i sin blot anden FA Cup finale, og for første gang kunne
se frem til at spille på Wembleys græs.
Kampen fandt sted 29. april, med Arsenal som modstander.
Til finalen blev målscoreren fra semifinalen,
Bob Paisley, droppet af manager George Kay - en skuffelse som Paisley senere
betegnede som én af hans største i fodbold-karrieren. Men han ville senere som
manager, når han skulle vælge hold til vigtige kampe, kunne sætte sig ind i, at
de spillere der blev vejet og fundet for lette, blev skuffede. Men finalen
skulle jo spilles, og til begivenheden havde 100.000 tilskuere fundet vej til de
to tvillinge-tårne.
Arsenal vandt med 2-0 og Liverpool, der efterhånden som klub var 58 år gammel,
havde stadig ikke kunnet løfte FA Cup’en i triumf. Det skulle også vare længe
endnu, og efterhånden så gik snakken, at når Liverpool en gang langt om længe
havde vundet FA Cup’ en, så ville de to Liver Birds på The Liver Building ved
havnefronten rejse sig og flyve væk!!
|
|
Liga |
Pokal |
|
1939-40 |
nr. 2 Western
Division |
1.
runde War League Cup (WLC) |
|
1940-41 |
nr. 16 Northern
League |
1.
runde League Cup North (LCN) |
|
1941-42 |
nr. 8
og 4 i Football League Northern Section (FLNS) |
Semfinale i WLC
3. runde i
Lancashire Cup (LS) |
|
1942-43 |
nr. 2 og 1 i FLNS |
2. runde i WLC, 3.
runde i LS |
|
1943-44 |
nr. 3 og 3 i FLNS
|
2. runde i WLC,
Vinder af LS |
|
1944-45 |
nr. 16 og 3 i FLNS |
3. runde i WLC |
|
1945-46 |
nr. 11 i FLNS |
4. runde i FA Cup |
|
1946-47 |
Mestre! |
Semifinale |
|
1947-48 |
nr. 11 |
4. runde |
|
1948-49 |
nr. 12 |
5. runde |
|
1949-50 |
nr. 8 |
Finalist |
5. del :::
7. del
