Af: Casper Hagen
I et årti, der var mest kendt for den
økonomiske depression verden over, og den efterfølgende verdenskrig, var det
meget småt med resultaterne for Liverpools bedste fodboldhold. På banen var der
meget få opløftende hændelser, men historisk se, blev 30’erne interessante for
Liverpool Football Club.
Årtiets mest opsigtsvækkende hændelse var
måske, at Liverpools første, og eminente, daglige “bestyrer”, John McKenna, døde
i en alder af 82 år den 22. marts 1936. Manden der næsten fra dag ét havde
styret klubben Liverpool igennem mere end tredive år, dog uden at være rigtig
manager, var nu væk. Til hans begravelse blev hans kiste båret af tre spillere
fra Liverpool og tre fra Everton, og der blev siden opsat en plade til minde om
ham, og pladen kan man se i klubbens foyer den dag i dag. I hans karriere
opnåede han at være formand i klubben gennem to perioder (1909-14 samt 1917-19),
medlem af bestyrelsen i ”The League Management Committee” fra 1902 og
vicepræsident for denne komite fra 1908. Han var også vicepræsident i “Football
Association” samt præsident for “The Football League” fra 1910 indtil sin død.
Unægtelig en imponerende række af magtfulde poster indenfor den engelske
fodboldverden i hele 34 år.
Men det var ikke kun i kulisserne, at klubben
blev fornyet. På banen blev holdet også skiftet ud efterhånden som spillerne
blev ældre, og det var en spiller ved navn Gordon Hodgson, “fundet” da et
sydafrikansk hold turnerede i England i tyverne, som stjal billedet i ligaen,
for trods en kedelig 9. plads i årtiets åbningssæson 1930-31, scorede han hele
36 mål i 41 kampe, bl.a. ved at score fire hattricks samt fire mål i en 5-3 sejr
mod Sheffield W! En meget imponerende klubrekord, som først blev slået i 1962 af
den legendariske Roger Hunt, som også var den første til at slå Hodgsons
klubrekord på 232 ligamål. Men hans mange mål i 1930/31 var også meget vigtige
på en anden måde, da de bagerste rækker ikke rigtigt kunne holde tæt og lod 85
mål gå ind, så uden Gordon kunne det have betydet nedrykning.
1930 var også året hvor centerhalf Tom Bradshaw
flyttede til klubben fra Bury, og Liverpool måtte slippe £8.000 for ham, det
fjerdestørste beløb for en spiller nogensinde på det tidspunkt. Bradshaw var
skotte, og blandt de 11 såkaldte “Wembley Wizards” fra det skotske landshold,
der nedsablede England 5-1 på Wembley i 1928, men det blev faktisk hans eneste
landskamp! Bradshaw blev kaldt “tiny” på trods af, at han var 1,90, men efter
nogles opfattelse var han graciøs som en rutineret danser på et fyldt
dansegulv!!
I desperation for at lukke hullerne i det
bagerste forsvar, købte klubben i 1934 to backs, som begge var faste
landsholdsspillere, og det drejede sig om Tom Cooper fra Derby (£7.500) og Ernie
Blenkinsop fra Sheffield W. (£5.000). De havde tilsammen 41 landskampe, og
Blenkinsop endda 26 i træk (rekord for England på den tid), men da de kom til
Liverpool blev de ikke udtaget til landsholdet igen. Cooper blev i øvrigt dræbt
under krigen, nemlig da han kørte galt på sin motorcykel under sit arbejde
indenfor militærpolitiet.
Endnu en tidligere landsholdsspiller, Thomas (Tosh)
Johnson, kom til klubben fra Everton i 1934 for at styrke offensiven, men hans
bedste dage var allerede overstået da han blev indkøbt.
Så det var så som så med gyldne tider i klubben, for det var som om, at de
spillere der kom til klubben, allerede havde fået stillet deres succes-sult i
andre klubber, og det smittede i den grad af på spillet ude på banen.
Dette kedelige faktum resulterede bl.a. i en 10. plads i sæsonen 1931-32, en 14.
plads i 1932-33 og en miserabel 18. plads i sæsonen 1933-34. Gordon Hodgson
kunne til gengæld ikke stoppe med at score, og blev i fem på hinanden følgende
sæsoner klubbens topscorer, med ikke under 23 mål på en sæson.
Topscorerværdigheden i klubben var ham ikke ubekendt, for han havde allerede
prøvet dette i to sæsoner sidst i tyverne, altså var han ikke bare en stabil
målscorer, han var oven i købet en stabil topscorer.
Men en spiller, som man ikke kunne beskylde for
at have fremtiden bag sig, var en vis Matt Busby. Jo, du læste rigtigt,
Manchester Uniteds legendariske manager var forhenværende Liverpool spiller! Han
ankom til klubben i februar 1936 fra Manchester City (£8.000), hvor han havde
deltaget i Citys to FA Cup finaler i 1933 og 34, og med en sejr i den
sidstnævnte. Han spillede over 100 kampe for Liverpool før udbruddet af 2.
verdenskrig, og under denne var han bl.a. anfører for Skotland. Han blev senere
tilbudt at blive medlem af staben i Liverpool, men efter lang overvejelse valgte
han at blive manager for Manchester United, så det blev der ikke noget ud af. I
stedet bragte han store triumfer til Old Trafford, det eneste sted, hvor
triumferne jo helst ikke skulle havne!
En af de mere spektakulære historier fra tiden
opstod, da Liverpools normale anfører Donald McKinlay blev alvorligt skadet i en
kamp mod Aston Villa. En angriber ved navn Jimmy McDougall blev trukket tilbage
som venstre half-back, og han gjorde det så godt at han blev på denne plads, og
også udtaget til det skotske landshold i den samme position. McKinlay forsvandt
i stedet til Preston Cables i maj 1929, for senere at blive bestyrer i et
spiritusudsalg i Liverpool by. McDougall dannede herefter sammen med Busby og
Bradshaw en af de mest frygtede såkaldte “half-back” formationer på datidens
Liverpool hold. Det kan endvidere berettes, at Jimmy modtog en buket blomster af
Italiens diktator Benito Mussolini ved en landskamp mod Italien i 1931. Det var
for øvrigt i sæsonen 1931-32, at Liverpool i sæsonens sidste kamp tabte så stort
som 1-8 til et Bolton mandskab i fuld vigør.
I sæsonen 1932-33 var det mest
bemærkelsesværdige resultat nok en sejr på 7-4, på bl.a. et hattrick af Harold
Barton, mod Everton med Dixie Dean i spidsen. Det var en flot sejr over et
Everton hold, der senere vandt FA Cuppen denne sæson.
Til sæsonen 1933-34 havde Liverpool hentet den
IRSKE landsholdsspiller Sam ENGLISH fra SKOTSKE Glasgow Rangers. Han havde
topscorerrekorden i Skotland med 44 mål i sæsonen 1931-32, men han blev desværre
også kendt for en tragisk ulykke i netop denne sæson. John Thomson, målmand for
Celtic og det skotske landshold, døde efter et kraniebrud som han pådrog sig
efter at han havde dykket ned i fødderne på netop Sam English, hvorefter en
kollision var uundgåelig.
Den efterfølgende tid var ikke nem for Sam,
idet mange tilskuere mente, at han var skyld i Thomsons død, og resultatet var
at blev han mødt med misbilligelser fra publikum når han ankom til stadions
rundt omkring i Skotland. Dette blev åbenbart for meget for English, for han
skiftede til Liverpool i august 1933 for £8.000. I hans første sæson scorede han
21 mål i 31 kampe (bl.a 13 mål i de første 16 kampe!), men han kom sig aldrig
over den alvorlige ulykke, ligesom det engelske publikum heller ikke viste nogen
nåde. Målene døde ud i den efterfølgende sæson, så allerede i juli 1935 tog han
tilbage til Skotland og klubben “Queen of the South”, men 27 mål i kun 50 kampe
giver jo mere end ét mål per to kampe, så han var ikke så ringe endda!
I sæsonen 1933-34 trak Liverpool i øvrigt
Tranmere i FA Cuppens 4. runde. Kampen skulle spilles på Rovers’ hjemmebane på
The Wirral, men da interessen for denne kamp var enorm, indgik de to klubber
aftale om at kampen skulle spilles på Anfield Road, hvor 61.036 tilskuere så
Liverpool vinde med 3-1, bl.a. via to mål af førnævnte English. Til dagsordenen
i sæsonen 1934/35 hørte også store udenederlag til henholdsvis Arsenal (1-8) og
Huddersfield (0-8) samt store hjemmesejre over Stoke (5-0) og Chelsea (6-0), og
i 1935/36 var der “kæmpe” sejrscifre hjemme mod Everton (6-0), Grimsby (7-2)
samt West Bromwich Albion (5-0), men sidstnævnte fik dog hævn på hjemmebane via
en 6-1 sejr, og så tabte vi 0-6 ude til Manchester City, så to sæsoner med
op-og-ned resultater. Stabilitet var altså en kraftig mangelvare på dette
tidspunkt.
Gordon Hodgson forlod i øvrigt LFC i december
1935, og han havde leveret en imponerende række af resultater i sine 10 år for
klubben, Bl.a. scorede han 232 mål i 359 ligakampe samt 8 i 19 FA Cup kampe.
Hodgson forsvandt til Leeds United, og hans afløser blev for en kort stund en
spiller ved navn Ted Harthill, som senere blev sendt videre for Phil Taylor (som
afløser for Matt Busby) i en byttehandel med Bristol Rovers.
I 1935 købte Liverpool envidere en tidligere
mestersprinter i professionel atletik, James Harley, og han debuterede i
september i 5-0 sejren over WBA. Harley skulle spille back, og samme år købte
klubben så 2. divisions topscorer Ted Harston, som havde lavet 55 mål sæsonen
før, men han var imidlertid en stor skuffelse, og efter kun fem kampe for
Liverpool stod det klart, at han slet ikke havde 1. divisions standard.
For en kort stund i efteråret 1938 så det ud
som om, at Englands Premierminister, Richard Chamberlain, havde reddet freden i
land da han som bekendt ankom med flyver tilbage til England fra München. Denne
dag, 1. oktober, var samtidig rammen for derbyet mellem Everton og Liverpool på
Goodison Park, og Chamberlains “Peace In Our Time” gav anledning til, at 64.977
tilskuere stemte i med nationalsangen. Everton vandt kampen 2-1 og senere det
engelske mesterskab, og i denne sæson sluttede Liverpool på en skuffende 11.
plads.
Sæsonen 1939-40 var kun tre kampe gammel da
krigen brød ud, og turneringen blev straks afbrudt, for den afslappede holdning,
man havde indtaget før 1. verdenskrig, havde man bestemt ikke mere, da alle
vidste at det ville blive en lang og frygtelig krig. Selvom man fortsatte med at
spille fodbold, var det ikke med en landsdækkende turnering, men igen som under
1. verdenskrig med regionale ligaer. Reglerne i fodbolden blev konstant ændret
for at tilfredsstille regeringens ønsker med hensyn til rejser indenfor landet,
publikumskontrol og luftangreb, så fodbolden havde meget trange kår, men
samtidig var bl.a. gæstespillere tilladt.
Landet var nu delt op i 10 regionale ligaer,
hvor Liverpool var med i “West Division” i den første sæson, og herefter i
henholdsvis “North Regional League” (1940/41), “Football League Northern Section”
(1941/42) og endeligt i “Football League North” under resten af krigen.
Herudover blev der spillet diverse Cup turneringer, som bl.a. “League War Cup,
Liverpool Senior Cup og Lancashire Cup”, og det skulle vare længe inden verdens
bedste spil kom tilbage til fodboldens moderland i dets oprindelige form.
|
|
1. division |
FA Cup |
|
1930-31 |
nr. 9 |
3. runde |
|
1931-32 |
- 10 |
6. -
|
|
1932-33 |
- 14 |
3. -
|
|
1933-34 |
- 18 |
5. -
|
|
1934-35 |
- 7 |
4. -
|
|
1935-36 |
- 19 |
4. -
|
|
1936-37 |
- 18 |
3. -
|
|
1937-38 |
- 11 |
5. -
|
|
1938-39 |
- 11 |
5. -
|
4. del :::
6. del
