Af: Casper Hagen
Første verdenskrig havde taget hårdt på det
engelske folk, men fodbolden havde længe været savnet i landet. Alle sukkede
efter, at den rigtige turnering kom i gang igen, og det tog da også kun et års
tid efter krigen, før den landsdækkende turnering var i gang igen.
Lige ved og næsten...
Den længe ventede start bød på nye ansigter, bl.a. med et navn som Tom Bromilow.
Umiddelbart efter krigen bankede han på Anfields port, og bad om at få chancen.
Han fik lov at prøvetræne og blev straks herefter tilbudt en kontrakt. Bromilow
satte nye standarder for denne tids “half-backs”.
Liverpools manager hed dengang David Ashworth.
Han havde overtaget managerposten efter Tom Watson i 1915. Watson havde
afsluttet sin tyve år lange karriere i Liverpool som henholdsvis kasserer og
manager, med at skaffe klubben Harold (Harry) Chambers. Dette lille mesterstykke
skulle klubben få megen glæde af senere.
“Honest” John McKenna var stadig en ledende
figur i klubben, selvom han havde overladt bestyrelsesformandsposten til W. R.
Williams. McKenna var med tiden blevet en magtfuld person i fodboldkredse, og
han endte da også med at blive præsident for “The Football League”, en post han
beholdt i 26 år!!
Men selve fodbolden i klubben var det lidt
sløjt med. Da man rundede nytåret i 1919 til 1920, lå holdet i den nederste
halvdel af tabellen og det lignede en frugtesløs sæson for holdet. I
kampprogrammet mod Preston skrev redaktøren, at “spillet fra vores favoritter er
afgjort af svingende kvalitet”. Denne sarkastiske bemærkning havde måske en
virkning på spillerne, for i de næste seks uger vandt Liverpool syv vigtige
kampe, med det resultat, at de hoppede op på en fjerdeplads i ligaen.
Den daværende konge, George V, var i øvrigt den
første monark, der overværede en fodboldkamp i ligaen i dette år. Kampen stod
mellem Manchester City og, selvfølgelig, Liverpool Football Club på Hyde Park.
Fjerdepladsen beholdt de sæsonen ud, og lagde dermed grunden til den næste
sæson.
En smuk, solbeskinnet efterårsdag skulle
Liverpool tage imod Everton på Anfield Road sæsonen 1920/21. Liverpool var på
dette tidspunkt på en fjerdeplads, mens Everton lå på førstepladsen. Der var med
andre ord et klassisk derby i vente. Alle der har været på Anfield Road, hvor
tilskuerne er spændte og solen skinner fra en skyfri himmel, ved at der er noget
helt specielt ved fodbold på Merseyside. Sådan var det også dengang.
Der var mødt 50.000 tilskuere op til dette
drama, og de kunne se Liverpool vinde med et enkelt mål. Ugen efter udspandt
samme drama på Goodison Park, hvor Liverpool igen udraderede et efterhånden
modløst Everton-mandskab med 3-0. Everton kom sig for øvrigt aldrig over denne
lussing og sluttede i den nedre halvdel, da sæsonen var ovre. Igen var en
fjerdeplads, hvad Liverpool kunne hente hjem. Godt nok var Liverpool ikke blevet
mestre, men holdet viste bestemt gode takter.
Mesterskabssæsonerne
De gode takter blev fortsat den efterfølgende sæson, bl.a. spillede Liverpool 15
kampe i træk uden at tabe. Sæsonen 1921/22 så dermed meget lovende ud. Det store
Manchester hold dengang var City, og dem bankede Liverpool 4-2, efter at have
været nede med 0-2. Efter sejr over Chelsea på 1-0 i London lå holdet nu nr. 4.
Optakten til denne kamp bestod bl.a. i at kigge på turistattraktioner og se en
koncert, unægteligt en noget anderledes opladning til kampene dengang end i
dag!!
Da Liverpool knuste Sunderland i FA cup’en med
5-0, i en omkamp, efter nytår, begyndte spekulationerne allerede om “The
Double”. Dette blev dog gjort til skamme allerede runden efter, hvor Liverpool
hjemme tabte 0-1 til West Bromvich. Men det fik måske holdet til at koncentrere
sig endnu mere om ligaen, for i foråret var de røde store favoritter til at tage
mesterskabet. Men de gjorde det unødvendigt spændende, idet holdet tabte tre
kampe i træk i den sidste hektiske fase af sæsonen.
Det var derfor nødvendigt med en sejr mod West
Bromvich på “The Hawthorns”. Denne kamp blev også vundet med de komfortable
cifre 4-1 og klubbens tredje titel var dermed i hus.
I den efterfølgende sæson startede holdet med
at banke Arsenal med 5-2 på Anfield, hvorefter de tabte de næste to kampe, men
herefter var der ingen nåde for Liverpools modstandere. De vandt de næste fire
kampe, og efter et knebent nederlag til Burnley, knuste Liverpool igen et
lovende Everton-hold. Denne gang med cifrene 5-1 på Anfield. Ugen efter vandt
holdet på Goodison med kampens eneste mål og viste da resten af England, at
Liverpool igen var på vej mod titlen. I foråret blev Liverpool dog udfordret kraftigt af et dygtigt Sunderland
hold, men da Liverpool slog Bolton med 3-0, var holdet på førstepladsen med fire
point. Til den kamp brød en brand ud på stadions ene tribune, “The Anfield Road
Grandstand”, men ingen kom noget til.
To uger senere slog City Liverpool og kampen om
førstepladsen blev intensiveret yderligere da Liverpool ugen efter kun kunne få
uafgjort med Huddersfield. Så ligesom foregående sæson, blev der unødvendig
spænding om, hvor mesterskabstrofæet skulle havne.
I sæsonens sidste kamp, igen mod Huddersfield,
var Liverpool bagud på Anfield, indtil Chambers udlignede. Udligningen skete
næsten samtidig med, at der kom en melding fra Roker Park, Burnley havde slået
Sunderland. Dermed var der ingen tvivl om, at Liverpool igen var mestre.
I begge mesterskabssæsoner var det et solidt
forsvar, ledet af en meget dygtig målmand i Elisha Scott, der var nøglen til det
hele. Oppe i den anden ende var det den hjulbenede Harold Chambers, der for
fjerde år i træk blev topscorer i klubben. Man må sige, at den afgående manager
i 1915 Tom Watson, havde set rigtigt, da han hentede Chambers til klubben.
De to mesterskabssæsoner var i øvrigt blevet
gennemført med et næsten identisk hold, så allerede her blev Bob Paisleys
berømte ord, “never change a winning team” realiseret. FA cup’en var stadig en
drøm i Liverpool, og det viste sig, at det ville den blive i mange år endnu.
Liverpool kom aldrig længere end til 5. runde i 20’erne.
Sløve tider
Efter de fantastiske mesterskabsår, var det desværre så som så med resultaterne
i resten af årtiet. En fjerdeplads i sæsonen1924/25 var det højeste, det kunne
blive til i en periode, hvor det var den anden Merseyside klub, Everton med
Dixie Dean i spidsen, der var førende i landet. Everton blev mestre i sæsonen
1927/28. Denne nedgang for Liverpool, hvor holdet kun blev nr. 16 i Evertons
mesterskabssæson, kunne skyldes, at klubbens manager Ashworth trak sig tilbage i
1923, ligesom der ikke rigtigt kom nyt blod til klubben i form af nye spillere.
Den nye manager, Matt McQueen, havde ikke
succes med det gamle hold, og da han mistede et ben i en ulykke i 1928, blev han
bestyrelsesmedlem i klubben. McQueen var gammel Liverpool spiller fra 1890’erne
og var dermed indirekte den første, der blev i klubben hele sit liv, både som
spiller, manager og i bestyrelsen. Han blev afløst af George Patterson, klubbens
kasserer. Men Liverpools manglende evne til at finde nye spillere, fik klubbens
spejdere til at kigge over hele verden, bl.a. i Sydafrika, hvor Arthur Riley og
ikke mindst Gordon Hodgson blev indlemmet i truppen.
Hodgson blev en af de bedste målscorere i
klubbens historie, bl.a. scorede han 30 mål i sæsonen 1928/29, hvor holdet
sluttede på en 5. plads. Liverpool sluttede årtiets sidste sæson, 1929/30, af
med at tabe flere kampe end de vandt, og måtte derfor tage til takke med en
trist 12. plads.
3. del :::
5. del
