Af: Torben Poulsen
Ovenpå den skuffende 16. plads i 1908-1909,
endte den efterfølgende sæson med en flot 2. plads – selvom Liverpool reelt
aldrig var i nærheden af Newcastles titel, også selvom der var flere
bemærkelsesværdige resultater, som 6-5 over netop Newcastle (efter 2-5 ved
pausen)!
Ydermere vandt man 4-3 på premieredagen for
åbningen af Old Trafford og i samme sæson bankede man i én kamp syv mål ind mod
Nottingham F. En af målmagerne var Jack Parkinson, der med 30 mål i 31 kampe
havde en flot statistik. Hans total for Liverpool i perioden 1904-1914 var 116
mål i 181 kampe og den gennemsnitsrekord står stadig den dag i dag
SPILLERHANDLER
Nogle af de gamle forsvandt. Raisbeck, som havde inspireret Liverpool til to
titler, trådte i 1910 tilbage og fortsatte i klubben Hamilton Academicals. Han
blev erstattet af James Harop, købt i Rotherham for £250. Senere vendte Raisbeck
i øvrigt tilbage til Liverpool, for i en kort periode at fungere som klubbens
chefspejder. En titel der ikke var de store penge i dengang og Raisbeck døde i
1949 som en fattig mand.
I 1912 gik Sam Hardy til Aston Villa – men var
stadig målmand for England. Efterfølgeren til Hardy blev Ken Campbell, som i
1911 kom fra Cambuslang. Campbell blev aldrig rigtig fast mand for Liverpool –
på trods af at han var landsholdsmålmand for Skotland. For efter Hardy tiltrådte
den nok mest legendariske Liverpool målmand, nemlig Elisha Scott. Han var irer
og de næste 20 år ville blive den solide ankermand i forsvaret. han Byens derbys
blev i den periode nærmest opstillet som et titelopgør i boksning, for plakater
o.l. havde altid inskriptionen Elisha Scott v Dixie Dean, (Evertons legendariske målmaskine).
Det blev engang fortalt, at de to mødtes på
gaden i Liverpool by, hvor Dean pænt nikkede og Scott hilste tilbage ved “at
hoppe i luften og gribe en imaginær bold”. Rygterne gik også, at Scott mødte op
to timer før kick off og i en time varmede op ved at kaste en bold hårdt mod en
mur, for bagefter at kaste sig efter returen. Han bar altid to par sokker og tre
trøjer, uanset om det var forår eller efterår. Og om vinteren var hans shorts
erstattet med et par Long Johns!
Et andet interessant køb var centerforsvareren
Ephraim Longworth, som kom fra Leyton (efter en kort periode i Bolton), og som
opnåede fem landskampe for England. Bill Lacey, der kom i 1912, var den første,
der havde den tvivlsomme ære at flytte fra Everton til Liverpool. Han var irsk
landsholdspiller og blev byttet med de to LFC spillere Tommy Gracie og Harold
Uren. Henry Lowe fra Derbyshire meldte sig under fanen i 1911 og blev senere
holdets kaptajn. Men på trods af disse nykøb svigtede resultaterne. I februar
1912 dømte 1 penny programmet mod Sheffield W. holdet som: “Endnu et hold på vej
mod 2. division med deres triste spil”.
Siden pokalsemifinalen i FA cup’en mod Everton
i 1906 var der heller ikke megen trøst at finde i denne turnering, indtil
“krigsskyerne” begyndte at trække sammen over Europa i 1914
DEN FØRSTE POKALFINALE
FA cup’ens lodtrækning mod pokalfinalen i 1914 fik ikke nogen god start, da
Liverpool i 1. runde trak de to foregående års vindere, Barnsley. På en våd og
regntung Anfield klarede Liverpool imidlertid 1-1 og skulle ud i en ny kamp på
Oakwell. Og her gik det endnu bedre, da Liverpool kvalificerede sig til 2. runde
ved at vinde 1-0. Efter 2-0 over Gillingham, bød 3. runde på en kamp mod West
Ham fra Southern League. Noget skuffende endte kampen 1-1 – men efterfølgende
blev The Hammers “hammered” 5-0 i omkampen.
I kvartfinalen blev QPR slået, og dermed var Liverpool klar til en semifinale.
Modstanderne var favoritterne fra Aston Villa, cup-vindere i 1910 og tabere i
1911 og 1913. Målmanden for Villa i semifinalen, ja det var Sam Hardy. På White
Hart Lane demonstrerede Villa da også deres fremragende teknik, men en
velspillende Campbell i Liverpools mål ville det anderledes og to mål af James
Nicholl sendte Liverpool i finalen. Tilskuerne var ekstatiske, og for første
gang blev der meldt om “drilleri” blandt fansene. Overskriften i Echo lød:
“Villas cup-stolthed gik ned, bravo Liverpool”.
Finalen i 1914 skulle spilles mod naboerne fra Burnley, som var sluttet fire
pladser højere i ligaen. Til stede på tilskuerpladserne på The Crystal Palace
Ground (må ikke forveksles med Selhurst) mellem de 72.000, var selveste Hans
Majestæt King George den V. Og det var første gang, at en regent var til stede
ved en finale, som Sunday Times beskrev med overskriften “London invaderet”.
Ud fra antallet af tog der ankom til London,
gættede aviserne på 100.000 tilskuere, som godt nok var langt færre end de
122.000 året før, men oversteg det officielle tal på 72.000. Udenfor tog folk
plads på pæle og hang overalt i træer og stakitter for at få et glimt af
finalen. Gennem Cup-forløbet var Liverpool blevet set af mere end 250.000
mennesker – og det var med til at give klubben et overskud på £9.000.
Da slutfløjtet lød skulle det vise sig at være
Burnley, der kunne hæve trofæet efter en sejr på 1-0. Men Liverpool havde nået
finalen og blev modtaget i hjembyen af indbyggerne, som havde de vundet finalen.
KRIG
Fire måneder efter finalen, og den nye sæson netop startet, endte England i
krig. Køen foran meldestederne var lange og selv i kampprogrammet kunne man
finde annoncer for at melde sig under fanen til Lord Kitcheners hær. For byen
betød krigens udbrud masser af jobs. Ammunitionsfabrikkerne og skibsværfterne
arbejdede på højtryk for at følge efterspørgslen.
Fodboldmyndighederne holdt møde og besluttede,
på trods af krigen, at gennemføre turneringen, men det blev ikke en sæson, der
ville blive husket. Cupturneringen var hurtig slut og holdet sluttede med en
midterplacering. Everton var bedre og sluttede som mestre. Efterhånden som
krigens rædsler fra skyttegrave og slagmarker blev berettet, og dødstallene steg
alarmerende, faldt tilskuertallene også. Samtidig havde spillerne, der kunne
blive indkaldt, tanken i baghovedet, om at kunne vende hjem som krøblinge og ude
af stand til at kunne tjene penge ved at spille fodbold igen.
SKANDALE
Om krigens fare var en af grundene til, at Liverpool blev involveret i den
første alvorlige skandale i FA’s historie, skal være usagt, men på Langfredag i
1915 skulle Liverpool møde Manchester United på udebane. Liverpool, der lå midt
i rækken, skulle møde et hold der desperat havde brug for begge point for at
undgå nedrykning. I silende regn foran 15.000 tilskuere scorede George Anderson
til 1-0 for United og senere også det sidste mål til slutresultatet 2-0.
Sporting Chronicle skrev, at Liverpool “var så dårlige, at det ikke var til at
beskrive”, og da samme avis senere skrev om en notits fra en bookmaker – blev
man klar over, at kampen kunne være “fixet”!
Mange spillere fra begge klubber havde spillet
på resultatet 2-0 til United, og der blev udsat en dusør på £50 til den, der
kunne komme med oplysninger, der kunne bekræfte teorien. Otte spillere blev til
sidst beskyldt og senere frataget muligheden for at komme til at spille
professionelt og ydermere frataget muligheden for at kom-me ind på stadions. En
af Liverpools spillere knækkede til sidst under presset af beskyldninger og
kunne fortælle om et møde med United- spillere på en pub.
Liverpools “skurk” var Jackie Sheldon – som i
øvrigt var tidligere United spiller – og bossen blandt disse personer.
Yderligere tre fra Liverpool blev dømt; Bob Purcell, som kom fra QPR i 1911 i en
i øvrigt illegal handel, der kostede Liverpool en bøde på £250, Tommy Miller og
Tom Fairfowl. Imellem dem skulle der angiveligt have været gevinster for mere
end £2.000.
1915-1920
Fodbolden var i denne periode meningsløs. Interessen var lille og klubberne, der
godt nok spillede 30 kampe pr. sæson, kunne ikke stille med ret mange
stamspillere. Klubben deltog i Lancashire turneringen – mens FA’s turnering lå
stille. For statistikkens skyld endte Liverpool med flg. placeringer:
1915/16: 4
1916/17: 1
1917/18: 2
1918/19: 3
Placeringerne i ligaen (FA) op til krigen var flg.:
1909-1910: 2
1910-1911: 13
1911-1912: 17
1913-1914: 16
1914-1915: 14
2. del :::
4. del
