Af: Torben Poulsen
Tilbagevendte til 1. division 1896-1897
sluttede Liverpool på en flot 5. plads, bedre end Everton og det skulle vise sig
at blive endnu bedre senere.
Allerede tilbage i det 19. århundrede foregik
der meget bag kulisserne. Således lykkedes det John McKenna at overtale Sunderlands sekretær, Tom Watson, til at komme til Liverpool. Det var et
kløgtigt træk, som ville være med til at tilføje holdet stor succes. Samtidigt
opnåede flere spillere status som landsholdspillere, og Harry Bradshaw blev den
første Liverpool- spiller, der optrådte på det engelske landshold. Senere ville
Frank Bector gøre ham følge og som nævnt i første afsnit, George Allen for
Skotland.
Som et signal til bedre tider, valgte Liverpool
i 1898-1899 at skifte de blåhvide trøjer ud med røde. Samme år kom der et par
nye spillere til klubben. En af dem var Rob Howell, en sigøjner fra Sheffield,
som skulle vise sig at bringe klubben fremskridt samt opnå landskampe. Den anden
spiller var, selvfølgelig fristes man til at sige, hentet i Skotland – nemlig
legendariske Alex Raisbeck. Han var en ud af syv brødre fra en minefamilie i Stirlingshire. I 1897 havde han spillet for bl.a. Edinburgh Hibernian og
Skotland og en kort tid i Stoke. Det var i Stoke, at altid årvågne John McKenna
fik øje på Raisbeck. Da det ikke blev til mange kampe for Stoke rejste Raisbeck
tilbage til Skotland. Straks bad McKenna Tom Watson om at pakke kufferterne.
Beskeden var kort – “kom ikke tilbage til Anfield, med mindre du har Raisbeck
med”. Det lykkedes selvfølgelig, og de næste 10 år skulle Raisbeck få stor
indflydelse på Liverpools spil. Som halfback var den lyshårede Raisbeck en
aggressiv og hård takler, og selvom han kun var ca. 160 cm høj, kunne han
sagtens begå sig i “luftrummet”.
I 1899 begyndte Liverpool for alvor at
imponere. Med kun tre kampe tilbage i sæsonen lå Liverpool nr. 1, med en langt
bedre målscore end Aston Villa. Liverpool vandt imidlertid kun to af disse kampe
med den mindst mulige margin, hvorimod Villa med 13 overskydende mål lige præcis
gik forbi Liverpool med samme pointtal og ét mål bedre inden den sidste
altafgørende kamp, som netop stod mellem disse to mandskaber. På Villa Park var
40.000 mennesker til stede, hvor Liverpool var sikre på at de kunne gentage
bedriften fra den omvendte kamp, hvor de havde slået Villa med 3-0. Men ved
pausen var Villa foran 5-0! Og denne lussing kom Liverpool sig ikke over. Det
blev dog ved de 5-0 og dermed andenpladsen i ligaen.
1899-1900/1900-1901
En kedelig 10. plads var hvad det blev til i den efterfølgende sæson, hvor
eneste lyspunkt var, at man sluttede foran Everton, men i sæsonen 1900-1901
lykkedes det endelig. I midten af februar 1901 lignede det nu ikke et
mesterskab, med otte nederlag og 31 mål imod sig, var de langt fra medaljerne.
Men af de resterende 12 kampe blev de 9 vundet og de tre andre spillet uafgjort!
I den allersidste kamp på The Hawthorns - mod West Bromwich Albion - scorede
Walker Liverpools enlige sejrsmål. WBA, der lå i bunden, kæmpede som gale og
hele anden halvleg var et langt pres mod Liverpools mål. Men Liverpool holdt
stand og titlen landede på Anfield.
Holdet den dag var: Perkins, Dunlop, T. Robertson, Goldie, Raisbeck, Wilson,
Fox, Satterthwaite, Raybold, Walker og J. Robertson.
Med 59 mål i 34 kampe fordelt mellem mange spillere, var det Raisbeck, der blev
båret på spillernes skuldre under vinder-ceremonien.
Liverpool Echo skrev sådan om det vindende hold; “Det så ikke ud som om, de
havde holdet til at vinde, men da det gamle århundrede gik på hæld, sadlede
mændene op”!!!
Pokalen blev placeret i det gamle
bestyrelsesværelse, hvor Houlding og McKenna stolte kunne betragte trofæet.
Desværre skulle det blive den sidste gang “Store” John Houlding skulle se
mesterskabspokalen. Han døde i 1902 i det sydlige Frankrig, 70 år gammel. Ved
begravelsesparaden gennem byen stod folk med hattene foran brystet for at vise
deres respekt for denne store mand og på begge stadions blev flaget sat på halv.
TØMMERMÆND
Sæsonen efter skulle vise sig at blive mindre god. I april 1901 havde man
vedtaget en maksimum løn på £4 om ugen, og selvom Liverpool, med mange folk på
lægterne, sagtens kunne betale helt op til £10 - måtte de altså følge reglerne.
Det gjorde det svært at holde på spillerne - flere søgte andre områder og
simpelthen kvittede fodbolden for at tjene flere penge!! Det lykkedes dog
Liverpool at holde på Raisbeck ved at betale ham ekstra - ganske enkelt ved at
ansætte ham som en slags regnskabsfører og kontrollør af reklameskilte!! Sæsonen
1901-1902 sluttede med en placering som nummer 11, hvor det mest spektakulære i
den sæson var 7-0 sejren over Stoke. Ikke fordi Stoke var noget stort hold, men
fordi Stokes spilere til kampen stillede op med maveonde. Stoke var ankommet
dagen inden kampen og havde indlogeret sig på Adelphi Hotel, hvor de indtog en
dyr middag. Spillerne pådrog sig nemlig maveforgiftning, og undervejs i kampen
måtte Stoke spillerne på skift på toilettet. På et tidspunkt var kun syv Stoke
spillere på banen og holdet sluttede kampen med 9 spillere!
I 1902-1903 blev det til en 5. plads, hvorimod
den efterfølgende sæson, 1903-1904 gav en 17. plads og dermed den ekstra kamp om
at måtte blive i den bedste række. 1904-1905 sæsonen skulle derfor begynde med
et ophold i 2. division. Stadig var der lidt liv i krogene. Det drejede sig
hovedsageligt om penge. De desillusionerede forlod klubben og nye talenter blev
rekrutteret. Scot Fleming kom fra Wolves sammen med Bowen, mens veteranen Ned
Doig kom fra Blackburn. Doig skulle blive en af de legendariske målmænd i
klubben, og det nye navn til Liverpools Telegraf blev da også “goalkeeper”. Doig
skulle senere blive erstattet af endnu mere legendariske Sam Hardy, som nåede
218 kampe for Liverpool.
RELIGION
Liverpools ide med at skaffe skotske spillere til klubben betød også en del
venskabskampe med skotske klubber. Således var Celtic og Hibernian tit gæster på
Anfield, mens Glasgow Rangers besøgte Goodison. I alle disse år opstod der en
myte om hvilken “sekt” Mersey-klubberne tilhørte. Rygtet lod Everton om at være
katolikker, mens Liverpool skulle tilhøre protestanterne, men der har aldrig
vist sig at være sandhed i nogen af påstandene. For ellers ville de ovennævnte
kampe have været byttet rundt!
FRA 2. DIVISION TIL MESTERSKAB
Rekonstruktionen af Liverpool betød kun lidt. Efter kun én sæson 2. division i
1904-1905, som gav en suveræn 1. plads, var holdet tilbage i den bedste række. I
den næste sæson blev der sat en ny rekord i England. Liverpool blev det første
hold der vandt 2. division og 1. division i to på hinanden følgende sæsoner.
Liverpool holdet fortsatte hvor de slap fra 2.
division – med at score masser af mål. Et par skader gav et formdyk, men igen
var det en imponerende slutspurt, der sikrede klubben sit 2. mesterskab i
historien.
Og for en gangs skyld havde Liverpool lidt held
med FA Cup turneringen. I første runde blev Leicester Fosse slået 2-1 på
Anfield, derefter forsvandt Barnsley fra turneringen efter en 1-0 sejr på
udebane. Non-league holdet Brentford stod klar i 3. runde og et andet non-league
hold, Southampton, gled ud i kvartfinalen! For første gang var der snak om The
Double! Liverpool havde endnu ikke mødt et hold fra 1. division, og i
semifinalen skulle lodtrækningen selvfølgelig mage sig sådan, at modstanderne
blev Everton. I ligaen havde Liverpool tabt 2-4 på Goodison. Til
semifinalekampen på Villa Park var 50.000 mødt op. Jack Cox var skadet og
Raybold blev siet fra til holdet. Holdene matchede hinanden godt og det skulle
selvfølgelig være en tilfældighed, der gav mål. Et svagt skud fra Evertons
Abbott ramte Dunlop og snød Sam Hardy. Liverpool spillerne var rasende og inden
de havde bandet uheldet væk, havde Everton øget føringen til 2-0. Sådan endte
kampen og Everton sluttede også med at vinde finalen mod Newcastle. Aviserne var
heller ikke sene med at udråbe Merseyside som “Home af English Football”, et
ordsprog man ville komme til at høre om senere i historien.
TØRKE
Efter mesterskabet i 1906 var den gyldne æra slut for Liverpools vedkommende.
Der skulle gå 16 år og kun en FA Cup finale optræden, inden man kunne tale om
sølvtøj igen.
Spillerne, der havde vundet mesterskabet, blev belønnet med en tur til Paris og
i samme år blev bygningen af The Kop startet.
1906-1907 gav en 15. plads mens 1907-1908 gav
en 8. plads, hvor ét af højdepunkterne i den sæson var 7-4 sejren over
Manchester United.
For første gang blev der i denne sæson rapporteret om sang på lægterne, men
overraskende nok kom sangen ikke fra Liverpool-supporterne, men de gæstende
Blackburn. Legenden siger godt nok, at sang lød på Anfield i
mesterskabs-sæsonen, men det er aldrig blevet bekræftet. Samtidig var det en
sjældenhed man så tilskuere klædt i samme farve som deres hold, men efter 1907
blev det på mode at bære rosetter og halstørklæder matchende klubbens farve.
Sluttelig endte de første 10 år i det 20. århundrede med placeringen som nr. 16
i 1908-1909.
1. del
::: 3. del
