90’ERNE – ANDEN DEL
Af: Casper Hagen
Med Liga Cup-sejren over Bolton i 1995 var
Liverpool igen klar til Europa, denne gang i UEFA Cup’en, hvor de i sæsonen
1995-96 desværre blev slået ud af Brøndby på selveste Anfield. Sæsonen 1995-96
var også Ian Rushs sidste for klubben, inden han på en fri transfer gik til
Leeds. Forinden var Jason McAteer og Stan Collymore dog hentet til klubben,
sidstnævnte for et daværende rekordbeløb på £8,5 mio.
Dette køb signalerede, at Liverpool kun var
fokuseret på én ting, nemlig titlen. “Stan The Man” scorede da også et meget
flot mål i sin første kamp på Anfield, men derefter gik han ud og ind ad holdet.
Nogle gange kunne han blive helt væk på banen, og andre gange spillede han
brillant. Men det var vel egentlig bare en afspejling af, hvad holdet formåede
de næste sæsoner.
Efter en spændende sæson endte Liverpool i FA
Cup finalen, hvor de tabte til Manchester United, der dermed sikrede sig “The
Double”. Men det store comeback i engelsk fodbold blev væk, for igen var holdet
alt for ustabilt til at komme helt til tops. Det blev nogle mærkelige nederlag,
men også spektakulære sejre, bl.a. 4-3 over Newcastle, hvor Collymore scorede i
kampens døende minutter. At sæsonen sluttede med et nederlag i FA Cup finalen
til 90’ernes store hold, Manchester United, gjorde ikke pinen mindre. Sorgen kom
også til Liverpool denne sæson, idet klubbens mest vindende manager, Bob Paisley,
døde i februar måned 1996.
Som i de næste sæsoner og de sidste i dette
årtusinde, så man at de røde tabte det hele i løbet af foråret, og sådan var det
også i sæsonen 1996-97, som ellers så særdeles lovende ud. Efter EM i England
havde Roy Evans hentet Patrik Berger til Anfield, og tøj-sponsoren var blevet
skiftet ud med Reebok fra Adidas. Reebok kreerede trøjer eksklusivt for
Liverpool, og de postede også penge i stadion, hvor den nye Anfield Road tribune
nu havde farvede stole, så de dannede firmaets logo.
Fan-kulturen fik også et gevaldigt opsving i
disse år, og Liverpools nye udadvendte stil, betød en enorm interesse for
klubben, der gik langt udover Englands grænser. At Manchester United også var
enormt populære i udlandet, og var utroligt aggressive i deres markedsføring af
mærket Manchester United, var nok også en medvirkende årsag til udviklingen
omkring engelsk fodbold. Det var helt nye tendenser, men for at forretningen
skulle køre rundt, var det ikke nok med entré-indtægter. Merchandise var mere og
mere populært, og man kunne efterhånden købe alt, hvad hjertet begærede.
Specielt trøjer var populære, og det er også her, klubberne har én af deres helt
store indtægtskilder.
Hvorfor Liverpool i denne periode aldrig gik
helt til tops, var der mange gisninger om, men ustabilitet var én af årsagerne,
og ryet som Spice Boys, altså at spillerne var de populære gå-i-byen drenge med
mange penge mellem hænderne, hang til Liverpools spillere, specielt kliken med
Steve McManaman, Robbie Fowler, Jamie Redknapp og Jason McAteer. John Barnes
skrev i sin bog, at han en gang i mellem var temmelig frustreret, når han kom
hjem fra træning. Han følte, at det ikke blev taget seriøst nok, og historier om
spillere, der havde været i byen før en kamp, svirrede omkring i byen.
Godt nok tabte holdet FA Cup finalen til
Manchester United sæsonen før, men Liverpool deltog alligevel i Europa Cup’en
for pokalvindere, idet Double-vinderne Manchester United jo var kvalificeret til
Champions League. I pokalvindernes turnering klarede holdet sig flot til
semifinalen ved at vinde over hold som finske MyPa, schweiziske Sion og norske
Brann Bergen, før de gik helt ned med 0-3 i første semifinale-opgør mod Paris
St. Germain i Paris. Dette kunne holdet ikke hente, selvom Liverpool vandt med
2-0 i returopgøret.
At alt heller ikke var fryd og gammen på
holdet, blev udstillet for enhver da Stan Collymore offentligt udtrykte sine
frustrationer over at være bænkevarmer. Dette var normalt ikke The Liverpool Way,
og det udtrykte nok mere om klubben, end hvad holdet kunne præstere på banen.
Liverpools nye superstjerne dukkede også op i
denne sæson, i sæsonens sidste udekamp mod Wimbledon. Det var Michael Owen, og
han overtog langsomt Fowlers rolle som super-målscorer.
At den manglende udvikling fortsatte de næste
sæsoner, 1997-98 og 1998-99, kom egentlig ikke overraskende for nogen. For at
hente lidt stål og lidt erfaring til holdet i sæsonen 1997-98, hentede Evans
henholdsvis Paul Ince fra Inter i Italien og Karlheinz Riedle fra Borussia
Dortmund i Tyskland. Men lige lidt hjalp det. Holdet var som altid ustabilt, med
fantastiske sejre over topholdene, bortset fra Manchester United, mens man
tillod sig at tabe hjemme til hold som f.eks. Coventry og Sheffield Wednesday.
Den eneste spiller, der lyste op i disse år,
var Michael Owen, og han var nogle gange en én-mandshær, der holdt håbet oppe.
At Evans, én af klubbens egne drenge, var blevet udnævnt som manager, var en del
af klubbens historie, men det var simpelthen ikke godt nok, og holdets manglende
stabilitet var tydelig for enhver.
I Liga Cup’en nåede holdet semifinalen, hvor de
sammenlagt tabte til Middlesbrough. I FA Cup’en led Liverpool et pinligt
nederlag til Coventry hjemme på Anfield i 3. runde, mens holdet i UEFA Cup’en
blev slået ud i 2. runde af upåagtede Strasbourg fra Frankrig.
Godt nok sluttede holdet på en 3. plads i
ligaen, men der var 13 point op til mesteren Arsenal. At Liverpool slog de
nykårede mestre i sæsonens sidste hjemmekamp med 4-0 må nok kun tilskrives et
reserveholdsspækket Arsenal-hold.
Så til sæsonen 1998-99, hvor Roy Evans fik
tilknyttet en hjælpemanager, i form af franske Gérard Houllier. Makkerskabet
kunne dog ikke holde mange måneder, så trådte Evans af og overlod roret til
Houllier. Det var en ventet udvikling, og Evans trådte af med tårer i øjnene,
men for klubben var det begyndelsen på en ny æra. Phil Thompson var hentet
tilbage til klubben som assistent-manager. En lille genialitet efter manges
mening.
Houllier lagde en langtids-handleplan på bordet
for bestyrelsen og de godkendte den med det samme. Han afsluttede sæsonen med
stort set den samme trup som han overtog fra Evans, men generelt var sæsonen
bestemt ikke noget at skrive hjem om. Hurtige exits i både Liga Cup’en og FA
Cup’en krydret med en meget pinlig indsats på Anfield i UEFA Cup’en mod Celta
Vigo, hvor Liverpool tabte 0-1 og holdet tilspillede sig stort set ikke chancer.
En 7. plads i ligaen var også meget skuffende, og endnu engang måtte Liverpools
tilskuere undvære europæisk fodbold.
Det var desværre også Steve McManamans sidste
sæson på Anfield, hvor han forsvandt på en fri transfer, altså en situation,
hvor han scorede hele beløbet selv. Hans skifte til Real Madrid var
kontroversielt, og der var ingen tvivl om, at Houllier helst så ham blive, men i
en tid, hvor spillerne fik mere og mere magt over kontraktforhandlingerne, var
han magtesløs.
Houllier havde været teknisk direktør for de
franske verdensmestre i 1998 og i den nye sæson 1999-2000 kom der for alvor gang
i svingdøren. Houllier lovede revolution og præsenterede lutter ukendte navne,
og med hans voldsomme fokusering på forsvaret kunne navne som finske Hyypiä og
schweiziske Henchoz se dagens lys i Liverpool. Tyske Dietmar Hamann blev hentet
ind som den hårde hund på midtbanen og Paul Ince blev vist døren fra Anfield.
Der kom mange udlændinge på holdet, men
Houllier forsøgte at bevare en engelsk grundstamme af Redknapp, Fowler,
Carragher, Murphy, Owen og det nye supertalent, Steven Gerrard. Gerrard blev
spået en fantastisk karriere, hvilket også har vist sig at holde stik, og med
rekordindkøbet, til £11 mio., Emile Heskey til angrebet, havde holdet faktisk
det engelske landsholds tre angribere, Robbie Fowler, Michael Owen og Emile
Heskey.
Det så lovende ud, men det blev igen lige ved
og næsten. Holdet var i en opbygningsfase, og
det var tydeligt, at Houllier havde store planer. Nogle af de spillere, som han
selv hentede til klubben, fik en kort levetid på Anfield, hvor de hurtigt blev
afløst af nye spillere. Der blev et usædvanligt, nærmest Souness-lignende,
gennemtræk på Anfield, men de fleste indkøb så fornuftige og lovende ud.
Holdet blev hurtigt ét af Premier Leagues
sværeste at trænge igennem rent forsvarsmæssigt, og det blev da også til mange
underholdende kampe i løbet af sæsonen. Men det lå i luften, at holdet var for
ungt og for lidt sammenspillet, til at det kunne blive til noget helt stort.
Med en fjerdeplads i ligaen var holdet igen
klar til Europa, som på behørig vis blev erobret sæsonen efter. At de også blev
sendt hurtigt ud af Liga Cup’en og FA Cup’en, bekymrede tilsyneladende ikke
Houllier og Thompson. De havde planer for fremtiden, og nu kan kun tiden vise,
om disse planer lykkes.
|
Sæson |
1. division/
Pr. League |
FA Cup |
Liga Cup |
UEFA Cup |
Europa Cup for pokalvindere |
|
1995-96 |
nr. 3 |
Finalist |
4. runde |
2. runde |
|
|
1996-97 |
nr. 4 |
4. runde |
5. runde |
|
Semifinale |
|
1997-98 |
nr. 3 |
3. runde |
Semifinale |
2. runde |
|
|
1998-99 |
nr. 7 |
4. runde |
4. runde |
3. runde |
|
|
1999-2000 |
nr. 4 |
4. runde |
3. runde |
|
|
<<< 12. del :::
