 |
|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
90’ERNE – FØRSTE DEL Af: Casper Hagen Halvfemserne var meget turbulente for Liverpool Football Club: mange managerskift, uro i truppen og en manglende vilje til at revolutionere hele klubben. Da Graeme Souness forsøgte det, gik det helt galt, og derfor sås der manglende mod og vilje til at forsøge igen. Men det blev gjort – efter manges mening for sent. Sæsonen 1990-91 blev på mange måder skæbnesvanger for Liverpool Football Club, for efter en særdeles lovende start med sejre på stribe, så var det klart for enhver supporter af klubben, at tingene ikke rigtigt fungerede som de plejede. Godt nok tabte holdet ikke i ligaen før starten af december, men så kom holdet ind i en særdeles ustabil periode, hvor det blev til alt for mange pointtab i sidste halvdel af sæsonen. Forinden var de slået ud af 3. runde i liga cup’en af Manchester United. Da “krisen” var allermest synlig, hentede manager Kenny Dalglish tre nye spillere til klubben: Jimmy Carter, Jamie Redknapp og David Speedie. Tidligere på sæsonen var der desuden købt et andet ungt talent, Don Hutchison. Speedie var det mest overraskende køb, men han viste hurtigt sin værdi for holdet, i hvert fald i de to første kampe, for her scorede han tre mål, og det mod Manchester U. og Everton! At man ikke så meget til ham resten af sæsonen, er så en anden sag. Redknapp var et køb til fremtiden og Jimmy Carter slog aldrig igennem. Det, holdet helt åbenlyst manglede, var en central forsvarsspiller, der kunne overtage Alan Hansens plads. Uro på holdet gjorde heller ikke tingene bedre, bl.a. var der en mindre disputs mellem Peter Beardsley og Kenny Dalglish, og efterhånden blev forholdene dårligere og dårligere i klubben. At det nok i virkeligheden var Kenny Dalglish, det var galt med, kunne kun dem der var indenfor murene se, men krisen blev åbenlys for enhver da “King Kenny” på en pressekonference 22. februar 1991 meddelte omverdenen, at han trak sig tilbage. Det skete et par dage efter en vanvittig FA Cup omkamp på Goodison Park, hvor Liverpool fire gange var foran, men hver gang lod Everton få udlignet, så resultatet blev 4-4. Den røde del af Merseyside var i chok, næsten lige så meget som da Shankly meddelte sin afgang. Dalglish begrundede sin beslutning med, at han var træt og udbrændt og han mente, at han ikke kunne give holdet mere. For en gangs skyld vægtede han sig selv højere end klubben, men Kenny Dalglish vil altid blive husket som én af klubbens bedste spillere gennem tiderne, med så meget sølvtøj, at få nogensinde vil kunne komme i nærheden af det. Han havde været i klubben i 14 år, og presset var efterhånden blevet for voldsomt. I sin biografi forklarer han endvidere om afgangen, at deltagelsen i de mange begravelser i forbindelse med Hillsborough katastrofen nok tog betydeligt hårdere på ham, end han havde regnet med. Ronnie Moran tog midlertidigt over som manager, indtil en ny var fundet. På kunststof-banen i Luton blev det til et 1-3 nederlag, mens Everton vandt den anden FA Cup omkamp, og topopgøret mod Arsenal blev ligeledes tabt, 0-1 på Anfield. Dermed led mesterskabs-chancerne et afgørende knæk, selvom der siden også var positive oplevelser som 7-1 ude mod Derby og 5-4 sejr i Leeds. Den nye manager var nu klar, og det blev ikke overraskende den karismatiske Graeme Souness, som med møje og besvær blev hentet fra Glasgow Rangers, og han bragte straks ændringer ind på holdet, bl.a. skiftede han Glenn Hysen ud med Jan Mølby som sweeper, hvilket umiddelbart fik en effekt. To hjemmesejre mod Norwich og Crystal Palace blev dog efterfulgt af nederlag på Stamford Bridge og i Nottingham. Sæsonen blev lige så stille sluttet af med en sejr over Tottenham og dermed en andenplads i ligaen, syv point efter Arsenal. Den meget succesfulde periode som spiller kunne Souness, for at sige det mildt, ikke leve op til i sin manager-periode i klubben. Gennem de knap tre år, han var manager, skiftede han stort set hele holdet ud, og de nye var for sjældent spillere, der blev bedre, når de trak en rød trøje over hovedet. Liverpool blev middelmådige at se på, ikke mindst takket være Souness’ manglende succes på transfer-markedet. Vores egen Torben Piechnik er én af de mange nye folk, der langt fra levede op til den normale standard for en LFC-spiller. Souness medbragte sin egen assistent-træner, Phil Boersma, som han havde haft et godt samarbejde med i Glasgow Rangers. Boersma var godt nok tidligere Liverpool-spiller, men hans mangler som træner blev åbenlyse. Man kan dog ikke beskylde Souness for ikke at turde prøve noget nyt!! 1992 var 100-året for Liverpool Football Clubs grundlæggelse. Mange engelske klubber var ældre, men ingen af dem var så succesfulde som Liverpool. Klubben var efterhånden den mest vindende engelske klub nogensinde, hvilket den stadig er den dag i dag. Der var dog desværre ikke så meget sølvtøj i Souness’ periode som manager. Han begyndte ellers godt, med en FA cup-triumf i sin første hele sæson. Han bragte også en række unge talenter ind på holdet – spillere som bar holdet flere år fremefter. Det drejer sig f.eks. om Jamie Redknapp, godt nok et Dalglish køb, men det var Souness, der gav ham chancen på holdet. Også Steve McManaman blev stjerne i klubben, og hans åbenlyse talent blev en nydelse for alle. Souness hentede også Mark Wright og Dean Saunders til klubben fra Derby County, men den anden vej og ud gik Peter Beardsley, til Everton! Et salg som overraskede mange, og det viste sig da også, at Beardsley havde mange gode år i sig endnu. Steve Staunton, Gary Gillespie og David Speedie blev ligeledes solgt, så truppen var nu næsten udskiftet, og da John Barnes og Mark Wright forholdsvis tidligt i sæsonen 1991-92 blev skadet, hentede Souness Mark Walters og Rob Jones til klubben. Specielt den sidste var en stjerne i svøb, mens Walters nok kunne score mål, men det afgørende gennembrud fik han aldrig. Den ellers ukendte Rob Jones kom direkte ind på
holdet efter skiftet fra Crewe for £300.000 og debuterede mod Manchester United
på Old Trafford, hvor han spillede en brandkamp. Også købet af Michael Thomas
fra Arsenal fik mange til at kigge en ekstra gang. Souness havde simpelthen købt
den spiller, der “stjal” titlen fra klubben på selveste Anfield i 1989, men
efterhånden som Thomas spillede godt for klubben, blev han dog accepteret. Sæsonen 1991-92 var også sæsonen, hvor klubben vendte tilbage til Europa efter seks års fravær, nærmere betegnet i UEFA cup’en. De engelske holds udelukkelse var ophævet året forinden, men Liverpool måtte vente et år mere med at blive indlemmet i de europæiske turneringer. UEFA’s krav om max fire udlændinge på holdet var stærkt medvirkende til Souness’ udskiftninger i truppen, og netop UEFA cup’en gav chancen til mange af de unge engelske spillere i truppen, såsom Jamie Redknapp, Don Hutchison og Mike Marsh. Efter sejre over finske Kuusysi Lahti, franske Auxerre og østrigske Swarowski Tirol tabte Liverpool begge kampe til Genoa i kvartfinalen og var dermed færdig i UEFA cup’en. Selvom holdet var ude, var det alligevel et godt comeback til Europa, og specielt Auxerre-kampen på Anfield må betegnes som ét af årtiets få europæiske højdepunkter da LFC vendte et 0-2 nederlag med en flot 3-0 sejr i retur-opgøret, hvor Mark Walters blev matchvinder. I den hjemlige pokalturnering, FA cup, gik holdet hele vejen. Trods store skadesproblemer i truppen, så blev Crewe, Bristol Rovers, Ipswich og Aston Villa besejret på vej til semifinalen, hvor Liverpool skulle møde Portsmouth. Efter to lidt kedelige opgør, der begge endte uafgjort, vandt Liverpool straffesparkskonkurrencen og var klar til finalen. Omkampen mod Portsmouth blev dog uden Graeme Souness på bænken, idet han efter den første kamp, på Highbury, blev indlagt for at gennemgå en bypass-operation. At han så efter sejren i omkampen optrådte på forsiden af “The Sun” med sin historie, var ikke videre populært på Merseyside, idet denne avis havde brugt masser af spalteplads på at svine Liverpools tilskuere til i forbindelse med Hillsborough katastrofen i 1989. I finalen på Wembley ventede Sunderland. Ronnie Moran ledte holdet ud, mens Souness sad på bænken, under opsyn fra sin læge! Kampen udviklede sig til en forholdsvis let affære for Liverpool, da Sunderland ikke formåede at yde den store modstand. Liverpool vandt en fin sejr på 2-0 – målene scoret af Michael Thomas og Ian Rush, og specielt Thomas’ vil blive husket. Kampens store spiller, Steve McManaman, brød igennem i Sunderlands venstre side, hvor han på magisk vis fik vippet bolden over til Thomas i straffesparksfeltet, hvor han halvflugtede bolden med et knaldhårdt skud op i modsatte målhjørne, halvt liggende og halvt med ryggen mod målet. Et fantastisk mål, der af mange blev betragtet som ét af de bedste på Wembley nogensinde. Endnu et trofæ til samlingen på Anfield, og den
næste sæson så utroligt lovende ud. Den startede med nogle spændende indkøb.
David James blev købt fra Watford som afløser for Bruce Grobbelaar, og endnu en
englænder, Paul Stewart fra Tottenham, blev hentet ind, som “den nye Ray
Kennedy”. Ray Houghton og senere Dean Saunders blev til gengæld solgt, begge til
Aston Villa, og uroen på Anfield blev demonsteret da Souness fyrede Phil
Thompson som reserveholdets træner og i stedet hentede Sammy Lee tilbage til
Anfield. Alle kunne nu se, at der var et eller andet galt bag kulisserne, men
som sædvanlig bakkede bestyrelsen sin manager op, hvad den naturligvis også skal
gøre. Venstrebackens ankomst til klubben blev også
startskuddet til en norsk “invasion” af tvivlsomme spillere, som måske kunne
klare sig i andre mellemklasse-klubber, men ikke havde klasse til en klub med
mesterskabs-ambitioner. 1992-93 var sæsonen, hvor den gamle 1. division blev skiftet ud med Premier League, men den største forandring på Anfield det år var, at det gamle “Boot Room” blev nedlagt og indgik i et nyt presse-lokale. Hvor spillerne tidligere altid mødte og klædte om på Anfield, for så at køre i bus til træningsanlægget Melwood, besluttede Souness at stoppe denne tradition og lade spillerne tage direkte til træningsanlægget, hvor faciliteterne var blevet forbedret. På samme tid meddelte klubben, at Anfield skulle laves til et all-seater stadion, dvs. de sidste ståpladser skulle væk og erstattes af tribuner med siddepladser. Man havde i forvejen udvidet Anfield ved at bygge oven på den ene langside, hvor tribunen blev omdøbt til The Centenary Stand, og hvor der som noget helt nyt på Anfield blev plads til en række “executive boxes” til fans og firmaer med ekstra mange penge i lommen. På The Kop var der stadig kun ståpladser, og det var svært at se, hvordan den fantastiske stemning skulle fortsætte, når folk skulle sidde ned. Taylor-rapporten, som havde undersøgt sikkerheden på de engelske stadions på baggrund af Hillsborough katastrofen, tvang dog klubberne til at opgive ståpladserne, senest i sommeren 1994, så man havde travlt! Efter den skuffende sæson, hvor Liverpool for første gang i 30 år sluttede uden for pladserne, der normalt kvalificerer til europæisk deltagelse, var der optræk til en fyring af Souness, hvilket dog ikke var så let, som det så ud til. Der var ikke nogen naturlig afløser for skotten, og han ønskede selv at opfylde sin kontrakt. I stedet blev der fundet et kompromis, og man udpegede i stedet en assistent-manager. Det blev Roy Evans, der skulle hjælpe med at vende bøtten for den klub, der var vant til så meget, men i den senere tid kun havde budt på så lidt. 1993-94 sæsonen startede godt for Liverpool, som hurtigt var tilbage i toppen af Premiership. De to nyindkøb, Nigel Clough og Neil Ruddock, så ud til at blive en stor succes, men hurtigt faldt holdet fuldstændig sammen; allerede i september måned blev det til lutter nederlag. Spillet var elendigt, og spillerne var frustrerede, hvilket gav sig udslag i hårdt spil, hvilket bestemt ikke lå til Liverpools stil. Den hårde stil blev fulgt op af købet af Julian Dicks, der var blevet vist ud otte gange i sin tid hos West Ham, og for at gøre tingene værre for Liverpools fans, så gik Mike Marsh og David Burrows den anden vej i en byttehandel. Dicks fik sin debut i holdets måske dårligste kamp i hele sæsonen. LFC tabte 2-0 til Everton på Goodison, hvor et par Liverpool-spillere endda skulle have været smidt ud for slagsmål, vel at mærke med hinanden!!! Det drejede sig om Steve McManaman og Bruce Grobbelaar, der løste en konflikt lidt for korporligt! Holdet hang slet ikke sammen, og Souness reagerede straks ved at sætte Ronnie Whelan på transferlisten, ligesom McManaman, Steve Nicol og Mark Walters røg på bænken. Det hjalp dog heller ikke meget, og Liverpool var begyndt på en rutschetur, der var svær at stoppe. Lyspunktet denne sæson var dog den kun 18-årige Robbie Fowlers entré til stjernehimlen. Han scorede i debuten ude mod Fulham i liga cup’en, og brillerede ved at lave alle FEM mål da Liverpool i returkampen på Anfield slog Fulham hele 5-0! Da holdet tabte 0-1 til Bristol City i FA cup’en i januar 1994, igen efter en omkamp på Anfield, var Souness’ dage som Liverpool-manager talte. Tilliden til skotten var væk, og han valgte straks at forlade posten. Roy Evans blev udpeget som ny manager, og han tog over som den mest naturlige ting i verden, og der faldt næsten omgående ro over klubben. Sæsonen var allerede tabt på jorden, så Evans’ opgave var at skabe ro i kulisserne, så han kunne koncentrere sig om det, der klædte klubben mest, nemlig at vinde. Evans var gammel Boot Room boy, og han forsøgte af hele sit hjerte at få den klub, han elskede over alt, op at stå igen. Der blev købt klogt ind, men sæsonen kunne ikke reddes, og det blev kun til en 8. plads, den dårligste placering siden 1963. Evans skulle nu nærmest starte fra bunden, og han fik også sat rimeligt skik på holdet i den efterfølgende sæson, 1994-95, hvor holdet vandt liga cup’en og specielt Robbie Fowler, Steve McManaman og Jamie Redknapp lyste op som klubbens nye stjerner. Forholdsvis tidligt hentede Evans både John Scales og Phil Babb til klubben, som de midterforsvarere, klubben så desperat manglede. Neil Ruddock blev trimmet til sæsonstarten og viste sig at få noget af en genopstandelse på Anfield, med nærmest kultagtig status blandt Liverpools tilhængere. John Barnes fik også sin anden ungdom under Evans, hvor han fik en mere skabende rolle bag angriberne. Holdet lignede noget stort, men så var der bare det der med disciplinen... og her var “uncle Roy” desværre ikke hård nok til at sætte sig igennem. Holdet var ustabilt, men tilhængerne var tålmodige, da de jo også var vant til lidt af hvert. Liga cup’en blev sikret med en sejr på 2-1 over Bolton på Wembley, hvor Steve McManaman viste sit enorme potentiale. Hans nærmest dovne bevægelser, med lynhurtige ryk og uforudsete driblinger, var ethvert forsvars største skræk. Han var som regel i oplæggerens rolle, men denne søndag eftermiddag valgte han altså at score begge mål selv. Det var også i denne sæson, hvor Blackburn blev
mestre. Deres manager var ingen ringere end Kenny Dalglish, og titlen blev først
sikret på allersidste spilledag, da Blackburn var på besøg på Anfield. Selvom
Blackburn tabte kampen, så satte deres nærmeste modstander til titlen,
Manchester United, også point til, så mesterskabet alligevel havnede hos
Dalglish & co. Det blev da også fejret på behørig vis med “You’ll Never Walk
Alone” ned mod King Kenny, som så ofte tidligere havde oplevet lignende triumfer
på Anfield med Liverpool.
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Liverpool FC Fan Club Danish Branch | Stenbjergvej 90 | 9220 Aalborg Ø |
medlem@liverpool-fc.dk
|