80'erne
Af: Casper Hagen
FATTIG-FIRSERNE – men ikke for Liverpool Football Club!
Firserne var endnu et årti i succesens tegn. Liverpool vadede i succes og
hentede den ene pokal efter den anden til trofærummet, men årtiet stod også for
en afsked med den tids mest vindende manager i engelsk historie, ja i hele
europæisk fodboldhistorie, Bob Paisley. Joe Fagan tog over i et par år,
hvorefter det var Kenny Dalglish’ tur. Men årtiet står også som ét af de
mørkeste i klubbens historie, først med katastrofen på Heysel stadion, hvorefter Hillsboroughs ofre satte sit præg på fodboldhistorien.
Årtiets første sæson, 1980-81, bød kun på en
femteplads i ligaen, men selvom det lyder af lidt i forhold til, hvad holdet var
vant til, så var kampen om mesterskabet tæt. En katastrofe- måned i april, med
én sejr, tre uafgjorte og et nederlag, ødelagde det for Liverpools vedkommende.
17 uafgjorte kampe i ligaen blev afgørende for Liverpool, for de tabte faktisk
kun 8, det samme som de senere mestre Aston Villa.
Men Ian Rush var ankommet til klubben, og det
samtidig med Ronnie Whelan. Liverpools politik med at købe unge lovende
spillere, eller selv lære sine førsteholdspillere op, blev dermed holdt i hævd.
i FA cup’en blev holdet slået tidligt ud, da de skulle møde Everton på Goodison
i 4. runde, men to trofæer blev det da til.
Liga cup’ens sølvtøj havde aldrig fundet sin
vej til trofærummet, der efterhånden var stuvende fuldt, men denne gang skulle
det lykkes. Vejen til triumfen gik over Bradford, Swindon, Portsmouth,
Birmingham og i semifinalen Manchester City, som de slog 2-1 over to kampe.
Finalen på Wembley skulle stå mod West Ham, hvor 100.000 tilskuere så holdene
spille uafgjort 1-1. Liverpools mål blev scoret af Alan Kennedy. I omkampen, der
blev spillet på Villa Park, vandt Liverpool med 2-1 på mål af Kenny Dalglish og
Alan Hansen, og for første gang i klubbens historie kunne en Liverpool-anfører,
Alan Hansen, dermed hæve Liga cup trofæet.
Det andet trofæ, der blev hentet til Anfield
denne sæson, var selvfølgelig pokalen med de store ører, mesterholds-trofæet.
Vejen til triumfen blev kickstartet med en samlet sejr på 11-2 over finske Oulun
Palloseura. Godt nok blev det 1-1 i den første kamp i Finland, men på Anfield
viste Liverpool sin storhed med en 10-1 sejr, bl.a. med et hattrick af Graeme
Souness. Både David Fairclough og Terry McDermott scorede hver to, mens Kenny
Dalglish, Sammy Lee og Ray Kennedy måtte nøjes med et mål hver. I anden runde
skulle holdet møde Aberdeen, der dengang blev trænet af ingen ringere end Alex
Ferguson. Den første kamp i Skotland endte med en smal Liverpool-sejr på 1-0 på
mål af Terry McDermott. I Returkampen vandt holdet komfortabelt 4-0 hjemme og
var dermed klar til 3. runde, hvor de skulle møde de bulgarske mestre CSKA
Sofia. Det blev dog ikke det store problem, idet den første kamp skulle stå på
Anfield, og Liverpool viste igen deres store allround-styrke og vandt med 5-1,
bl.a. på endnu et hattrick af Graeme Souness. Da holdet vandt 1-0 nede i Sofia,
var Liverpool nu rede til at møde Bayern München i semifinalen.
De sidste fire i turneringen var Real Madrid,
Bayern München, Inter og Liverpool, så der var ingen tvivl om, at det var et
meget stærkt hold, der til sidst skulle hente trofæet. Den første semifinalekamp
mod Bayern endte 0-0 hjemme på Anfield, hvilket var et godt udgangspunkt for
Bayern. Liverpool rejste til München med en reservespækket trup, der bl.a. talte
folk som Richard Money, Colin Irwin og Howard Gayle. Kenny Dalglish var i
forvejen halvskadet, og blev da også skiftet ud til fordel for Howard Gayle. Han
var den første farvede spiller, der egentlig slog igennem på førsteholdet, dog
for en kort periode. Gayle havde fået instruktioner om simpelthen at løbe og
løbe ude på højrekanten, hvilket forstyrrede Bayerns opspil så meget, at det
overhovedet ikke blev til noget, og da Ray Kennedy scorede til 1-0 syv minutter
før tid, var løbet kørt for tyskerne. Godt nok udlignede Karl-Heinz Rummenigge
til 1-1 i sidste minut, men Liverpools udebanemål var vigtigt, og klubben skulle
nu i sin tredje mesterholdsfinale på bare fem år.
Den skulle stå i Paris, på Parc des Princes,
mod Real Madrid, bl.a. med den tidligere West Bromvich Albion-spiller Laurie
Cunningham. Det blev en taktisk kedelig affære, og kampen udspillede sig
egentlig på midten mellem kæmperne Graeme Souness og Reals Uli Stielike – en
kamp der overbevisende blev vundet af Souness. Finalen blev afgjort på en
solopræstation af “Barney”, Liverpools venstreback Alan Kennedy. Han modtog et
indkast fra Ray Kennedy i det 82. minut og spurtede simpelthen fra de trætte
spaniere. Ankommet i straffesparksfeltet scorede han højt i Reals mål. Dette mål
gav anledning til en solid Liverpool-slutning, der var tættere på 2-0 end Real
Madrid var på en udligning. Phil Thompson løftede trofæet, og Bob Paisley blev
den første manager i fodboldhistorien, der vandt tre mesterholdsturneringer.
Phil Thompson var godt på vej til at blive den
mest vindende fodboldspiller i engelsk fodbold. Shankly havde for sjovt sagt om
Thompson, at han havde trukket lod med en spurv om et par ben, og Thompson havde
tabt! Thompson var ikke desto mindre én af Europas bedste forsvarsspillere, så
makkerparret Alan Hansen og Phil Thompson var egentlig grundstenen til
Liverpools succes.
Sæsonen 1981 – 82 startede med ikke mindre end
et chok for mange Liverpool-fans. Ray Clemence skiftede til Tottenham Hotspur i
sommerpausen. Det startede nok med indkøbet af den totalt ukendte Bruce
Grobbelaar fra Sydafrika i marts 1981. Clemence var en del af Shanklys andet
store hold, så man må sige, at han havde tjent og reddet klubben mange gange.
Sæsonen 1981-82 startede lidt usikkert med to tidlige nederlag, men da klubben
hentede Craig Johnston fra Middlesbrough, og han først blev kørt ind på holdet,
kom der ro på tingene igen. Johnston var også som Grobbelaar født i Sydafrika,
men familien flyttede senere til Australien. Nu var han i Liverpool og afløste
egentlig Ray Kennedy, der sæsonen senere skiftede til Toshacks Swansea.
Mens det i ligaen var en lidt usikker start, så
vandt klubben igen Liga cup’en. Denne gang blev finalen spillet mod Tottenham,
hvor Ray Clemence jo stod på mål nu. Det var første gang, Clemence skulle møde
sin gamle klub, og det blev en begivenhedsrig kamp. Steve Archibald gav
Tottenham en føring, og han skulle også have gjort det til 2-0 i det 85. minut,
men bolden blev reddet på stregen af Graeme Souness. I stedet scorede Ronnie
Whelan lige før sidste fløjt, og Tottenhams spillere faldt udmattede og skuffede
om på jorden. Dette opfattede Bob Paisley, og han beordrede sine spillere til at
blive stående i den korte pause, der var til den forlængede spilletid skulle
starte. Dette skulle vise sig at være et psykologisk godt træk, idet det var
Liverpool, der var klart bedst i den ekstra halve time, hvor Ronnie Whelan og
Ian Rush sikrede en lidt ufortjent sejr. Clemence kom for øvrigt tilbage til
Anfield den 15. maj 1982 til stående ovationer fra The Kop da han løb ind på
banen, denne gang i Tottenhams trøje. Han måtte dog igen sluge et 3-1 nederlag
på dagen. hvor Liverpool sikerede sig liga-mesterskab nr. 13.
I FA cup’en tabte holdet til 2. divisionsholdet
Chelsea (!) i femte runde. Forinden havde de slået bl.a. John Toshacks Swansea
med 4-0 på Vetch Field. I mesterholdenes turnering startede det som sidste sæson
med en overbevisende sejr over de finske mestre Oulun Palloseura. Denne gang
vandt Liverpool godt nok “kun” 8-0 samlet, men forskellen mellem finsk og
engelsk fodbold var slående. AZ67 Alkmaar var næste rundes modstandere, og de
blev slået med 5-4 samlet. Næste runde skulle Liverpool spille mod CSKA Sofia,
som de jo havde slået let sidste sæson. Liverpool kunne dog kun putte en enkelt
pind bag den bulgarske målmand på Anfield, og i Bulgarien tabte holdet 2-0 efter
forlænget spilletid.
Alle kræfter kunne nu sættes ind på at forbedre
sidste sæsons 5. plads i ligaen. Dog skulle Liverpool lige til Tokyo og spille
om det uofficielle verdensmesterskab mod Flamengo fra Brasilien. Kampen blev
tabt med 0-3. Om det var tidspunktet eller den lange rejse til Japan skal være
usagt, i hvert fald var det et usædvanligt tamt Liverpool-hold, som
brasilianerne mødte.
Hjemme i England blev dette dårlige resultat
alvorligt hævnet. De øvrige hold i ligaen havde ikke en chance da først
Liverpool kom i omdrejninger. Da holdet tabte til Brighton på Anfield i marts
1982 så de sig ikke tilbage og sikrede titlen ved blandt andet at vinde 11 gange
i træk, hvorved holdet sluttede først i tabellen, fire point foran Ipswich. Det
var også i denne sæson, at Ian Rush startede sin glorværdige karriere som
målkonge.
De næste to sæsoner vandt klubben igen Liga
cup’en, så de altså vandt den fire år i træk! Foruden mesterskabet i sæsonen
1982-83 blev det til en finalesejr i Liga cup’en over Manchester United, mens
det sæsonen efter endelig blev en ren Merseyside Liga cup finale mellem
Liverpool og Everton, som nok var den tids stærkeste mandskaber, ikke bare i
England, men sandsynligvis også i resten af Europa. Den berømte sejr på 5-0 over
Everton på Goodison Park blev i øvrigt også spillet denne sæson. Dette nederlag
er Evertons fans aldrig kommet sig over, og der bliver stadig sunget lystigt om
kampen i sangen “Poor Scouser Tommy” af inkarnerede Liverpool-supportere.
Bob Paisley var efterhånden kørt træt efter
mange år i klubben. Han trak sig tilbage, og for at opretholde standarden og
være traditionen tro, så blev en anden af The Bootroom Boys, Joe Fagan, udnævnt
til manager. Hans første sæson blev en historisk sæson, set med engelske
briller.
Han vandt simpelthen tre trofæer i sæsonen
1983-84, hvilket ikke var præsteret af nogen engelsk manager før. Mesterskabet
blev lige så stille en realitet for tredje år i træk, bl.a. med storsejre på 6-0
over både Luton og West Ham, og 5-0 over Notts County og Coventry. I
Coventry-kampen scorede Rush også fire kasser og 32 i alt i ligaen denne sæson.
Det mærkelige ved møderne med Coventry denne sæson var, at Liverpool tabte 0-4
ude, i øvrigt en kamp der blev vist på dansk tv, og jeg kan huske, at jeg tænkte
“Øv, de viser altid Liverpool når de taber”. En sandhed med modifikationer, men
måske huskede man mere nederlagene, for dengang var der så langt imellem dem!
Da Liga cup’en og mesterskabet var en realitet, kunne man jo lige så godt vinde
mesterholdenes turnering, nu hvor man var i gang. Og fornøjeligt nok for alle
danske fans, så trak storklubben i første runde “BK Odense” eller i daglig tale
kaldet OB. Den første kamp blev spillet 14. september 1983, foran ikke mindre
end 30.000 tilskuere. Kenny Dalglish sikrede en 1-0 sejr til de røde, og netop
King Kenny nævner i sin bog, at han var meget imponeret over den opbakning, en
engelsk klub kunne oppebære uden for England. På Anfield gjorde Liverpool klar
til en anden runde ved at slå OB med 5-0 foran sølle 14.985 tilskuere. Også et
tal, der nævnes af Dalglish i hans bog. Han syntes simpelthen, at det var lidt
tyndt med den opbakning hjemme på Anfield i forhold til Odense. Vejen til
finalen gik dernæst over hold som Athletic Bilbao, Benfica og Dynamo Bukarest,
før Liverpool skulle møde AS Roma på deres hjemmebane, Det olympiske Stadion i
Rom. Sidst Liverpool gæstede Rom, i 1977 da holdet vandt den første Europa Cup,
blev tilskuerne modtaget med jubel af romerne, men nu var de pludselig rivaler,
og de 20.000 tilrejsende Liverpool-fans fik deres sag for. Italiensk politi var
slet ikke forberedt på denne “invasion” og den passede åbenbart heller ikke
romerne særligt vel. Efter nogens mening blev grundstenen til næste års
Heysel-katastrofe lagt her da Liverpool-fans efter kampen på det nærmeste blev
“slagtet” på vej bort fra stadion.
Selve kampen blev dog gennemført uden problemer
og ca. efter 17 minutter styrede Phil Neal et mål ind. Liverpool startede godt
og havde styr på begivenhederne, hvilket bl.a. viste sig ved, at
Liverpool-spillerne til hjemmeholdets store forbavselse i spillertunnelen,
spontant begyndte at synge. Et bevis på, at de var “ovenpå”.
AS Roma fik dog ædt sig langsomt ind i kampen igen og Pruzzo fik udlignet lige
før pausen, hvilket også blev resultatet i den ordinære kamp. Der blev ikke
scoret i den forlængede spilletid, så mandskaberne skulle ud i
straffesparkskonkurrence. Det startede med en afbrænder af unge Steve Nicol, men
siden var det romernes tur til at misse to forsøg mod en klovnende Grobbelaar.
Det var så, igen, op til Alan Kennedy om trofæet skulle med hjem til Liverpool.
Han svigtede ikke på kampens sidste straffespark og sikrede dermed trofæet til
LFC for fjerde gang. Liverpool var nu blandt de store klubber i verden og
indprentet i historiebøgerne på linie med Real Madrid, Bayern München og Ajax
Amsterdam.
Sæsonen 1984-85 begyndte med et salg af anfører
Graeme Souness til italienske Sampdoria, hvilket holdet umiddelbart ikke kunne
magte den første sæson. Han var den fødte lederskikkelse på midtbanen, ja på
holdet i det hele taget, og det viste sig også hurtigt at være for stort et tab.
Holdet lå på et tidspunkt i efteråret under nedrykningsstregen, men det blev
gradvist bedre. Topholdet Everton kunne de trods alt ikke hente, men en ærefuld
andenplads blev det dog til i ligaen.
I FA cup’en tabte holdet til Manchester United
i en dramatisk semifinale, mens holdet også blev skubbet fra tronen i tredje
runde af Liga cup’en. Der var dog et lyspunkt denne sæson, og det var at holdet
spillede sig til finalen i Europa cup’en for mesterhold igen., men lyset blev
hurtigt slukket da der udbrød slåskamp mellem engelske og italienske tilskuere,
med 39 dødsfald til følge, deraf flest italienere. De fleste blev mast ihjel
under flugt fra de kæmpende masser. Belgisk politi havde glimret ved sit fravær,
og stadion-ledelsen havde blandet engelske hooligans med italienske tifosis, og
så måtte det næsten gå galt. At kampen blev vundet på et tvivlsomt straffespark
af Michel Platini, var fuldstændig ligegyldigt. Kampen skulle aldrig have været
spillet.
Op til kampen annoncerede Joe Fagan, at han
ville trække sig tilbage som manager. Han var en træt mand på mange områder, og
den naturlige arvtager, Ronnie Moran, takkede nej til jobbet. Nu gjorde ledelsen
noget uventet, idet de udnævnte Kenny Dalglish som spillende manager. En ny æra
i Liverpools historie tog sin begyndelse, men det var desværre uden europæisk
deltagelse. Engelske klubber blev udelukket fra at deltage i europæisk fodbold i
fem år, mens Liverpool fik yderligere 3 år oveni.
Dette fik ikke umiddelbart Liverpool til at
sætte gearet ned, for i Dalglishs første sæson som spiller-manager, 1985-86,
vandt klubben for første gang “The Double”. Igen var Everton de nærmeste
rivaler, hvilket kunne ses ved, at de blev nr. 2 efter Liverpool i ligaen, og at
de tabte FA cup finalen til de røde. Liverpool var oven i købet tæt på en ny “Treble”,
men snublede i semifinalen i Liga cup’en, da de tabte til Queens Park Rangers
over to kampe, efter TO selvmål hjemme på Anfield!
I ligaen lå Liverpool stort set hele sæsonen
bag Everton, men naboerne kunne ikke holde deres flotte hjemmebanestatistik, og
tabte to forholdsvis lette kampe på Goodison Park i slutningen af sæsonen, mens
Liverpool bare kværnede videre. Mesterskabet blev sikret i sidste spillerunde,
ude mod Chelsea, hvor manager Kenny Dalglish blev matchvinder.
I FA cup’en blev det til en sejr til Liverpool
i den berømte kamp mellem de to byrivaler, en kamp hvor vores egen Jan Mølby
spillede en fremtrædende rolle da Ian Rush (2) og Craig Johnston sørgede for 3-1
sejren efter Everton-halvlegsføring ved Gary Lineker. Liverpool vandt altså “The
Double” i Dalglish’ første sæson, hvilket var en præstation ud over det
sædvanlige.
At det kun blev lige ved og næsten i den
følgende sæson, 1986-87, var Evertons og Arsenals skyld. Everton løb med
ligaguldet, mens Arsenals med en ung Tony Adams vandt Liga cup’en foran 96.000
tilskuere på Wembley. Undervejs til Wembley havde Liverpool vundet med 10-0 over
Fulham, hvilket var holdets største sejr over et britisk hold nogensinde.
Sæsonen blev dog indledt med, at Ian Rush blev solgt til Juventus for £3,2 mio.,
han skulle dog spille sæsonen færdig i Liverpool. Rush var blevet vejet og
vurderet af samtlige europæiske storklubber, og det var altså Juventus der løb
med superafslutteren. At Rush kun holdt en enkelt sæson i udlandet, var der
mange årsager til. Bl.a. spillede Juventus jo slet ikke som Liverpool, så Rush
blev aldrig den succes, han havde været i England, og hans enorme hjemve gjorde
selvfølgelig ikke sagen bedre. Rush forklarede ironisk sin hurtige hjemkomst til
Liverpool igen i sæsonen 1988-89 med ordene: “It was like playing in another
country”!!
Et typisk hold denne sæson bestod af følgende
spillere: Grobbelaar, Mark Lawrenson, Alan Hansen, Gary Gillespie, Barry Venison/Jim
Beglin, Craig Johnston, Jan Mølby, Steve McMahon, Ronnie Whelan, Paul Walsh og
Ian Rush. Jagten på Ian Rushs afløser var klubben så småt begyndt på, og man
fandt ham i John Aldridge fra Oxford. Den Liverpool-fødte Aldridge trådte ind
som indskiftningsspiller i løbet af sæsonen, men blev efter Rushs farvel
topscorer de næste sæsoner. Selvom Liverpool sluttede sæsonen på 2. pladsen,
scorede Rush alligevel 30 ligamål i ligaen denne sæson, bl.a. med et hattrick
mod Leicester. Liverpool hentede dog lidt sølvtøj til samlingen, idet de vandt
“Super Screen Cup” over Everton i to kampe med 3-1 på Anfield og 4-1 på Goodison
i september 1987.
Sæsonen uden Ian Rush, 1987-88, ankom
Liverpools efter manges mening bedste tekniker gennem tiderne, John Barnes, fra
Watford for et beløb af £900.000. Peter Beardsley blev også købt fra Newcastle,
for denne tids rekordsum på £1,9 mio., ligesom Ray Houghton i løbet af oktober
måned fulgte efter Aldridge fra Oxford til Liverpool. Dette hold smadrede alt og
alle i ligaen, hvor de sluttede som mestre foran Manchester United. Holdet tabte
kun to gange i ligaen, 0-1 til Everton og 1-2 til Nottingham Forest, begge
udekampe. En lille anekdote til Forest-kampen er, at de tabte ovenstående kamp
på City Ground, og 11 dage senere udraderede samme hold med 5-0 på Anfield, og
den sejr var alt, alt for lille! Det var spil til ét mål, og kampen går også
over i Liverpools historie som én af klubbens bedste gennem tiderne. Sæsonen
igennem blev det bevist, at Liverpool efterhånden havde et usædvanligt
slagkraftigt hold, med Grobbelaar på mål, i firebackkæden så man Gary Gillespie,
Steve Nicol, Alan Hansen og Barry Venison/Mark Lawrenson, på midtbanen John
Barnes, Ronnie Whelan, Steve McMahon og Ray Houghton, og helt fremme Peter
Beardsley og John Aldridge. Og for at det ikke skulle være løgn, så bestod
bænken af så stærke spillere som Mølby, Spackman, Johnston, Walsh og Ablett. Det
var samtidig Dalglishs sidste sæson som spiller, men han anvendte kun sig selv
som udskiftningsspiller i to tilfælde. Nu brugte han al energien til at træne
dette fantastiske hold.
At Liverpool ville vinde FA cup’en,var også
nærmest en selvfølge for hele England, og dermed endnu en “Double” for klubben,
men virkeligheden skulle blive en anden, selvom vejen til Wembley gik som
planlagt, med sejre over Stoke, Aston Villa, Everton og Manchester City,
hvorefter Liverpool var klar til en semifinale mod Nottingham Forest på
Hillsborough. Liverpool vandt med 2-1 og var klar til finalen på Wembley mod
Wimbledon. Liverpool var i sagens natur kæmpefavoritter mod modstanderne, som
talte navne som Vinnie Jones og Dennis Wise, og Wimbledon havde også vist sig at
være svære at slå i ligaen, hvor Liverpool nærmest var heldig med en 2-1 sejr på
Anfield og 1-1 ude. Men det var naturligvis Liverpool, der tog initiativet, og
oven i købet fik et mål annulleret førend Wimbledon scorede, efter de havde
været trykket i bund. John Aldridge brændte et (billigt) straffespark, begået
mod ham selv, i øvrigt det første brændte straffespark i FA cup’ens historie, og
det blev Liverpools endeligt. David havde nedlagt Goliat, og det er naturligvis
charmen ved fodbold, bare man ikke er på den tabendes side!
1988-89 blev den sørgeligste og mest dramatiske
sæson i klubbens historie. Hillsborough- katastrofen satte sit frygtelige aftryk
på fodboldhistorien, og blev det overskyggende emne blandt samtlige fodboldfans
i hele verden.
I ligaen fik Liverpool en forfærdelig start på sæsonen, efter den måske værste
skadesperiode nogensinde, med bl.a. John Barnes, Bruce Grobbelaar, Alan Hansen,
Steve McMahon og Mark Lawrenson på skadeslisten. At Jan Mølby valgte at køre fra
politiet, med en kortere periode i fængsel som resultat, gjorde ikke situationen
bedre på Anfield. Mange kunne dog glæde sig over, at Rush var tilbage, efter en
ulykkelig periode i det italienske, og netop Rush var en god mand hele sæsonen
igennem for Liverpool. På et tidspunkt var Liverpool 19 point efter førerholdet
Arsenal, men deres formkurve var nedadgående efter nytår, og minsandten om ikke
Liverpool overhalede Arsenal i løbet af foråret. En helt utrolig præstation,
men, men, men, det skulle gå helt galt i april og maj måned for de røde.
Det startede med, at holdet 15. april skulle
møde Nottingham Forest i FA cup semifinalen, og som året før på Sheffield
Wednesdays hjemmebane, Hillsborough. Trods advarsler fra LFC tildelte FA igen
klubben den lille ende af stadion, og færrest billetter. Der havde været optræk
til panik på ståtribunen bag målet, Leppings Lane, året før, men denne gang
mistede politiet helt kontrollen over begivenhederne. Med alt for få indgange
til stadion opbyggede der sig før kick off et enormt pres, og man besluttede at
åbne en port, med det resultat at tilskuere blev lukket ind på allerede
propfyldte tribuner, hvor 96 mennesker derved blev mast ihjel.
Hele Merseyside var i sorg, og i dagene efter
blev The Kop og resten af Anfield klædt i blomster da fans fra hele England og
Europa valfartede til stadion for at tilkendegive deres sorg over katastrofen.
Retssager efter retssager fulgte for at finde de skyldige, men de blev aldrig
dømt, selvom man vidste, hvem der havde ansvaret for den manglende
politiindsats.
Fodbolden i England var forandret til evig tid.
Det var denne tragedie, der indledte ombygningen af stadions i England, så
ståpladserne blev erstattet af siddepladser, i hvert fald for de øverste
divisioners vedkommende. Men livet skulle fortsætte, og semifinalen skulle
naturligvis spilles om, hvilket skete på Old Trafford. Liverpool vandt med 3-1
på to mål af John Aldridge samt et selvmål.
Finalen skulle spilles på Wembley som
sædvanlig, og for anden gang i 80’erne med Everton som modstander. Evertons og
Liverpools fans viste omverdenen, at det kun var fodbold, det drejede sig om.
Man så dem gå arm i arm til Wembley, og det var ikke kun Liverpools fans, der
sang “You’ll Never Walk Alone” da en specielt indbudt Gerry Marsden istemte den
berømte hymne inden kampstart, nej hele stadion sang til minde om de døde fra
Hillsborough. Stemningen væltede også ud af tv, da vi i Danmark kunne følge det
planlagte ene minuts stilhed, hvor Liverpools og Evertons spillere stod ved
siden af hinanden og mindedes.
Det blev en dramatisk kamp, med tidlig scoring
ved sidste sæsons uheldige helt, John Aldridge, men de blå fik udlignet kort før
tid. Super-sub Ian Rush fik scoret til 2-1, og efter ny Everton-udligning, blev
waliseren også matchvinder med målet til 3-2, så Liverpool igen vandt FA Cup’en
og dermed fortsat havde chancen for en “Double”.
Holdet skulle blot vinde de to udsatte ligakampe, mod West Ham og Arsenal, begge
på Anfield. West Ham blev sendt hjem og ned i 2. division med en sæk på 5-1, og
dermed skulle Arsenal vinde med to overskydende i sæsonens allersidste kamp, på
Anfield 26. maj. Denne kamp er fantastisk beskrevet i den glødende Arsenal-fan
Nick Hornbys “Fever Pitch”. Arsenal vandt mod alle odds 2-0 på Anfield, hvor
Michael Thomas i overtiden scorede det afgørende mål for The Gunners. The Kop
var i chok, men viste dog klassen ved at hylde de nykårede mestre fra London.
At trofæet blev “stjålet” på denne måde, hævnede klubben i årtiets sidste sæson,
1989-90. Kravet var simpelthen fra ledelsen og manager Kenny Dalglish: hent
trofæet tilbage til Anfield, der hvor det hører hjemme! Liverpool spillede
sprudlende fodbold stort set gennem hele sæsonen, og sad tungt i toppen af
tabellen hele sæsonen. Blandt de mere spektakulære sejre var 9-0 over Crystal
Palace tidligt på sæsonen. Til denne sæson var Glenn Hysen kommet til fra
Fiorentina, mens John Aldridge spillede sin sidste kamp for LFC mod netop Cr.
Palace, inden han tog på eventyr i det spanske hos Real Sociedad.
At Liverpool så senere blev slået ud af Crystal
Palace i FA cup’ens semifinale, var mindre heldigt, mens Arsenal slog holdet ud
i Liga cup’ens 3. runde. Med sejre over Charlton på 4-0 og over Coventry på 6-1,
manifesterede Liverpool dog deres overlegenhed i 1. division. John Barnes blev
topscorer med 22 mål, mens Rush scorede 18, og dermed havnede ligaguldet igen på
Merseyside, vel at mærke til holdet i rødt. Et uforglemmeligt årti var slut, med
store nedture, men så sandelig også med fantastiske triumfer. Desværre gik det
nu kun ned ad bakke, selvom det ene kæmpetalent efter det andet blev udklækket i
klubben. Mere om det i næste og sidste afsnit…
|
Sæson |
1. division |
FA-Cup |
Liga Cup |
EUROPA CUP for
Mesterhold |
|
1980-81 |
Nr. 5 |
4. runde |
Vinder |
Vinder |
|
1981-82 |
Mestre |
5. runde |
Vinder |
Kvartfinale |
|
1982-83 |
Mestre |
5. runde |
Vinder |
Kvartfinale |
|
1983-84 |
Mestre |
4. runde |
Vinder |
Vinder |
|
1984-85 |
Nr. 2 |
Semifinale |
3. runde |
Nr. 2 |
|
1985-86 |
Mestre |
Vinder |
Semifinale |
|
|
1986-87 |
Nr. 2 |
3. runde |
Nr. 2 |
|
|
1987-88 |
Mestre |
Nr. 2 |
3. runde |
|
|
1988-89 |
Nr. 2 |
Vinder |
4. runde |
|
|
1989-80 |
Mestre |
Semifinale |
3. runde |
|
<<< 10. del :::
12. del
>>>
