 |
|
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
70'erne, anden del Af: Casper Hagen Hans første sæson som manager var dog ikke helt så succesfyldt, som han havde drømt om. Sæsonen 1974-75 blev en tilvænningsperiode til Paisleys stil. Der var ikke noget sølvtøj at hente denne sæson, men Paisley “arvede” samme trænerstab, som Shankly havde brugt, og videreførte dermed “Boot Room” princippet, som i disse år var på sit højeste og førte klubben frem til den ene store triumf efter den anden. Liverpool FC udviklede sig i løbet af Paisleys regeringsperiode til ét af verdens bedste klubhold, hvis ikke det bedste. Alle klubber frygtede at møde dem, og specielt på Anfield var klubben uovervindelig. Klubben blev kendt verden over, og hver en ung knægt kunne nævne nogle navne fra holdet. Og det var for øvrigt i Paisleys første sæson, at Liverpool hentede deres største sejr til dato, nemlig 11-0 hjemme på Anfield over norske Strømsgodset. Selvom der ikke kom nye pokaler til trofærummet, så bragte Paisley alligevel storhed til Anfield. For sølle £60.000 hentede han Phil Neal til klubben, ligesom forrige sæsons tabere i FA Cup finalen, Newcastle, måtte af med Terry McDermott til de rødblusede. Phil Neal skrev sig ind i Liverpools historiebøger, ved kun at misse en enkelt ligakamp mellem sæsonerne 1975-76 og 1984-85! Han blev hurtigt fast straffesparksskytte, og overtog anførerhvervet efter Souness’ afrejse i sommeren 84. Også den rødhårede David Fairclough blev indlemmet i førsteholdstruppen. Han havde været Liverpool-supporter som dreng og var gammel Kopite, og hans senere så kendte øgenavn “super sub” blev for altid hæftet på denne langlemmede angriber. Jimmy Case blev også førsteholdsspiller denne sæson, så der udviklede sig noget stort på tegnebrættet. Den anden vej gik sådan en spiller som Larry
Lloyd, som blev solgt til Coventry. Derfra gik han dog hurtigt videre til Brian Cloughs Nottingham Forest. I Forests bagerste rækker udkæmpede Lloyd senere
nogle drabelige slag med Liverpools angribere. Netop Liverpool og Forest var
Englands og Europas to førende hold sidst i 70’erne. Paisley flyttede også, med
stor succes, Ray Kennedy ned på midtbanen, hvor han blev en fantastisk styrmand
på holdet. I 1976 sikrede holdet sig også UEFA pokalen for anden gang i klubbens historie. I semifinalen vandt de på selveste Nou Camp mod Barcelona med et enkelt mål af Toshack, hvorefter det blev 1-1 på Anfield. I finalen var modstanderen Club Brügge, over to kampe, hvoraf den første blev vundet med 3-2 hjemme på Anfield, hvorefter de spillede 1-1 i Belgien. Trofæet var sikret med en solid holdindsats, og holdet fortsatte mod nye triumfer. Den efterfølgende sæson bød på mange uforglemmelige minder, og en lige-ved-og-næsten “Treble”. I løbet af sommeren blev David Johnson hentet til LFC. Det var lidt af en overraskelse, fordi klubben i forvejen rådede over så mange gode angribere, men der var en mening med det. Keegan havde nemlig allerede på dette tidspunkt følt trang til at prøve kræfter andre steder, bl.a. havde Real Madrid forsøgt at købe ham. Det blev også Keegans sidste sæson i klubben, inden han blev solgt til Hamburger Sports Verein. At klubben vandt mesterholdenes turnering i denne sæson, var ikke kun Keegans skyld, men man må sige, at hans andel i klubbens hidtil mest værdifulde pokal på det tidspunkt var meget stor. Liverpool vandt igen mesterskabet, denne gang et enkelt point foran Manchester City, men det ikke uden kamp. Liverpool tabte ikke på Anfield denne sæson, men led til gengæld et nederlag på 1-5 på Villa Park. Paisley benyttede kun 17 spillere denne sæson, og det vidnede jo om en stærkt sammenspillet trup. Holdet så for det meste sådan ud: Ray Clemence på mål, Phil Neal, Tommy Smith, Emlyn Hughes og Joey Jones i fireback-kæden, midtbanen bestående af Ray Kennedy, Terry McDermott, Jimmy Case og Steve Heighway, og så selvfølgelig Kevin Keegan oppe foran enten sammen med John Toshack eller David Johnson. Fairclough var og blev super sub, og det blev der ikke ændret på. Liga Cup’en blev stadig ikke taget så seriøst, men i FA Cup’en nåede holdet finalen, og den skulle spilles fem dage efter, at mesterskabet var sikret. Modstander var det andet Manchester hold, nemlig United. Tommy Dochertys drenge, bl.a. Steve Coppell, Lou Macari, Gordon Hill og Sammy McIlroy, knuste Liverpools Double-drømme, men Liverpool var også meget uheldige denne dag, bl.a. ramte de træværket to gange, mens Uniteds vindermål blev til da et mislykket indlæg ramte en United-spiller og gik i mål. Liverpool havde haft størstedelen af spillet, og det var tydeligt for enhver, at de var det bedste hold, men heldet manglede. I Europa Cup’en spillede Liverpool som engelske mestre i mesterholdenes turnering. Det var på dette tidspunkt en knockout-turnering, hvor man skulle vinde for at gå videre! Der blev naturligvis spillet over to kampe, ude og hjemme, og kun de deltagende landes mesterhold deltog. I første runde mødte Liverpool de irske mestre Crusaders, i anden runde Trabzonspor og i kvartfinalen ventede St. Etienne. Franskmændene blev af Liverpools spejder, Tom Saunders, betegnet som det bedste hold, han nogensinde havde set, så det var lidt af en mundfuld. Liverpool tabte også det første opgør i Frankrig med 0-1, og der var derved lagt op til det helt store gys på Anfield. Netop denne kamp står som én af Liverpools vigtigste og største. Anfield var proppet til sidste plads, i alt 55.043 tilskuere var mødt op, og der var også franske supportere til stede. Liverpool førte hurtigt med 1-0 på et heldigt mål af Keegan, men i anden halvleg scorede franskmændene til 1-1. Anfield var tavs, for alle vidste, at det var et vigtigt udebanemål, for nu førte St. Etienne samlet og Liverpool skulle score mindst to gange for at gå videre. Da Ray Kennedy scorede til 2-1, blev der håb igen, men der manglede stadig en enkelt pind. Da Toshack blev skadet og gik ud, kom David Fairclough på banen, og med kun otte minutter igen af kampen blev han sendt af sted på en lang bold fra midten. Liverpools super sub løb simpelthen fra sine nærmeste rivaler og sendte koldt bolden i mål langs jorden. Hele byen var i ekstase efter denne kraftpræstation, og det skulle blive endnu bedre!I semifinalen mødte Liverpool FC Zürich, og det blev en walkover, idet holdet i Schweiz vandt med hele 3-1 og hjemme på Anfield med 3-0. Holdet var klar til deres første mesterholdsfinale. Den skulle stå på Roms Olympiske Stadion, 25. maj, altså fire dage efter den tabte FA Cup finale. Modstander Borussia Mönchengladbach med Europas bedste fodboldspiller, vores egen Allan Simonsen. Ellers talte holdet stjerner som Rainer Bonhoff, Berti Vogts, Uli Stielike og Jupp Heynckes. Liverpools tilhængere kom fra nær og fjern, og det blev vurderet, at op mod 30.000 af de tilstedeværende 57.000 tilskuere var Liverpool-tilhængere!! En sand invasion af Liverpudlians råbte og sang da Emlyn Hughes førte holdet ind på banen. Det var Kevin Keegans sidste optræden for holdet, og da kampen kom i gang, kontrollerede Liverpool den straks fra start. Terry McDermott bragte Liverpool på 1-0 i første halvleg, men i anden halvleg scorede Allan Simonsen nok det flotteste mål overhovedet lavet i en EC finale, da han tordnede bolden op i hjørnet, uden chance for Ray Clemence. Det mål gav tyskerne håb, og de belejrede nærmest Liverpools mål, men uden held. Igen fik Liverpool overtaget, og efter et Steve Heighway hjørnespark headede Tommy Smith bolden i mål til Liverpool-føring. Det gav igen anledning til en tysk overtagelse, men samtidig huller bagude hos tyskerne, idet de nærmest smed alt over bord. Det gav chancen til Keegan, der løb fra det tyske forsvar, men blev bremset ulovligt af Berti Vogts i straffesparksfeltet. Phil Neal eksekverede straffesparket til 3-1 føring til Liverpool. Dette kunne tyskerne ikke svare igen på, så pokalen med de store ører kom nu til Merseyside. Alle gik helt amok i en glædesrus, både i Rom og hjemme i Liverpool. The Kop måtte nu sige farvel til Kevin Keegan. Han trængte til nye udfordringer, og blev solgt til Hamburger Sports Verein for £500.000. Keegan nåede at føre holdet til en enkelt mesterholdstitel, to UEFA Cup triumfer, én FA Cup pokal og tre engelske mesterskaber, så man må sige, at han udførte sit job godt. Ingen havde nogen anelse om, hvem der skulle efterfølge ham, men i juli 1977 hentede Paisley efter manges mening nok Liverpools bedste spiller gennem tiderne, Kenny Dalglish, til klubben fra skotske Celtic. Paisley havde længe haft Dalglish i kikkerten, og hans skifte til Liverpool var næsten en realitet allerede da holdet vandt i Rom. Det varede heller ikke længe, før skotten viste, hvad han var værd for klubben. Dalglish fik sin debut i Charity Shield mod Manchester United på Wembley. Den endte 0-0, men allerede i den første ligakamp scorede han sit første mål for Liverpool, og han scorede også i de to efterfølgende kampe. Han blev holdets topscorer i sin første sæson på Anfield. Også en anden ung skotte, Alan Hansen, blev hentet til klubben, fra Partick Thistle, og han var først og fremmest en investering for fremtiden, og hvilken fremtid! Han fik en del kampe allerede i sin første sæson, og skulle udvikle sig til én af Liverpools bedste forsvarsspillere overhovedet. I januar 1978 hentede Paisley endnu en skotte, Graeme Souness, til klubben fra Middlesbrough og holdet var nu næsten komplet. I truppen fandt man i øvrigt også Steve Ogrizovic, som reserve for Ray Clemence. Han har indtil for ganske nylig været aktiv, så man må sige, at hans karriere har været lang. Sæsonen førte dog kun til en andenplads i
ligaen, idet Nottingham Forest tog titlen. For første gang gik Liverpool hele
vejen til Liga Cup finalen, idet de på Wembley mødte netop mesterskabs-rivalerne
fra Nottingham. Kampen endte 0-0, og på det tidspunkt afgjorde man det ikke på
tilfældige straffesparkskonkurrencer. Der blev spillet omkamp, på Old Trafford,
hvor Nottingham vandt 1-0 på et forkert dømt straffespark, begået af Phil
Thompson UDEN for feltet. I mesterholdenes turnering gik Liverpool igen helt til tops, og finalekampen skulle oven i købet spilles på Wembley. Vejen til finalen gik over hold som Dynamo Dresden og Benfica, før semifinalen skulle stå mod Europa arvefjenderne fra Borussia Mönchengladbach. Den første kamp skulle spilles i Tyskland, og den blev tabt med 1-2, så Liverpool havde igen kniven på struben i returopgøret. Kampen på Anfield blev dog en forholdsvis udramatisk affære, hvor Liverpool vandt med 3-0 og dermed igen var klar til finalen. FC Brügge med danske Birger Jensen var finalemodstanderen, og det viste sig at blive en lidt kedelig taktisk affære, men i anden halvleg fandt Souness sin landsmand Dalglish på kanten af Brügges straffesparksfelt. Han tog et enkelt træk og vippede bolden over en chanceløs Birger Jensen. Liverpool var europæisk mester for anden gang i træk og det blev naturligvis fejret med manér, og holdet måtte igen på rundtur gennem Liverpools gader i åben bus. Efterfølgende sæson trak Liverpool sidste års engelske mestre fra Nottingham Forest og tabte samlet 0-1. Forest spillede ikke ligefrem brasiliansk fodbold, men den stærke defensiv hjalp med at føre holdet helt til tops i Europa denne sæson. I finalen slog de det svenske mesterhold Malmö FF. Waliseren John Toshack havde forladt Liverpool til fordel for Swansea City, som han førte langt op i rækkerne på bare fem år. I Liga Cup’en blev Liverpool ekspederet ud af 2. divisionsholdet Sheffield United, som i øvrigt rykkede ud af 2. division og ned i 3. samme sæson! I ligaen gik det noget bedre, men der var kommet flere kompetente modstandere til titlen end blot Nottingham Forest. Bl.a. havde Tottenham Hotspur købt dyrt ind i form af de to argentinske verdensmestre Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa. Men hvor kompetente holdene egentlig var, blev først besvaret når de gæstede Anfield. Tottenham løb ind i en gedigen øretæve på 7-0 på Anfield, men også Norwich og Derby fik kærligheden at føle med henholdsvis 6-0 og 5-0. Tilskuerne strømmede til Anfield, hvor der stort set var udsolgt til hver eneste kamp. Holdet kvitterede også denne interesse med kun et enkelt nederlag fra midten af december og til sæsonslut, hvor de kunne hyldes som mestre, 8 point foran Nottingham Forest. Dr gik kun 16 mål ind på Liverpool, takket være Ray Clemence og en stærk fireback-kæde. Forsvaret bestod af Phil Neal, Alan Hansen, Phil Thompson/Emlyn Hughes og den til sæsonen indkøbte Alan Kennedy. “Barney”, som han blev kaldt, blev købt fra Newcastle, hvor han også havde været på det hold, der tabte til Liverpool i FA Cup finalen i 1974. Han udfyldte nu venstreback-pladsen og fik en meget vigtig rolle i Liverpools fremtidige historie. I FA Cup’en nåede Liverpool til semifinalen, uden at der blev scoret mod dem. Manchester United var modstanderne på Maine Road, men der måtte en ny kamp til efter 2-2 i en kamp, som Liverpool burde have vundet. Nu tabte holdet returopgøret på Goodison Park med 0-1, så der var ingen FA pokal til holdet i denne sæson. I alt havde Liverpool spillet 52 kampe, hvoraf kun de syv var tabt og der blev kun scoret i alt 23 mål mod dem. Dette hold var nok Englands bedste hold gennem tiderne, i hvert fald det stærkeste forsvar overhovedet set i engelsk fodbold. Årtiets afsluttende sæson, 1979-80, begyndte med at Emlyn Hughes gik til Wolverhampton efter lang og tro tjeneste i Liverpool. Han var holdets anfører og naturlige leder og vandt alt, hvad der kunne vindes med Liverpool, bortset fra Liga Cup’en. Den vandt han i øvrigt med Wolverhampton!! Men sæsonen var næsten identisk med forrige sæson, hvor holdet igen måtte se sig besejret i 1. runde af Europa Cup’en, dog denne gang af Dynamo Tblisi, der stormede frem i europæisk fodbold. Denne gang gik Liverpool helt til semifinalen i Liga Cup’en, hvor de igen-igen mødte arvefjenderne fra Nottingham Forest. Liverpool tabte over to opgør med 1-2. I FA Cup’en skulle Liverpool møde Arsenal på neutral bane i semifinalen. Kampen blev spillet om tre gange, idet de tre første opgør endte uafgjort, men i den fjerde og sidste kamp trak Arsenal det længste strå. Det andet semifinale-opgør stod for øvrigt mellem Everton og West Ham, så muligheden for en finale med hold udelukkende fra Merseyside var til stede. Også Everton tabte dog deres semifinale, så i stedet for et Merseyside-opgør, blev det til et London-derby. Liverpool vandt ligaen foran Manchester United. Titlen kunne sikres med en sejr på Anfield mod Aston Villa, men tidligt i kampen kom holdet bagud på et selvmål af nyerhvervelsen Avi Cohen. Israeleren gjorde dog skaden god igen, ved at udligne til 1-1, og det blev senere 4-1, og dermed var det 10. ligamesterskab en realitet. Lige så interessant var, at Bob Paisley reagerede på én af sine talentspejderes anbefalinger og bragte en ung knægt fra 4. division til klubben. Hans navn var Ian Rush, og han skulle, som alle jo ved, blive én af Liverpools legendariske angribere. Angriberne har altid været Liverpools varemærke, og Rush satte også sit solide aftryk på det næste årti. 70’erne var forbi, og dermed samtidig ét af Liverpools mest succesrige årtier. Klubben vandt i 70’erne fem mesterskaber, én FA Cup pokal, to UEFA pokaler og to mesterholds-pokaler, og det må siges at være imponerende!
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Liverpool FC Fan Club Danish Branch | Stenbjergvej 90 | 9220 Aalborg Ø |
medlem@liverpool-fc.dk
|