 |
|
|
I maj 1985 var Liverpool ét af de førende hold i Europa, eftersom man havde vundet Europa Cup’en fire ud af de foregående otte sæsoner. Man havde igen spillet sig i finalen, og så frem til at genvinde titlen, efter man året før havde vundet over AS Roma. Igen skulle man møde et italiensk hold – denne gang Juventus, som var vindere af pokalvinder-turneringen året før (nu nedlagt). De havde et hold med mange spillere fra det italienske VM vinderhold fra 1982, plus Europas bedste spiller på den tid, Michel Platini. Det var således to af Europas bedste hold, som skulle mødes. Inden vi ser på selve aftenen, så lad os se lidt tilbage, på hvad som kan have været medvirkende til urolighederne.
1984 – AS Roma vs Liverpool Året før havde Liverpool spillet finale mod AS Roma på deres hjemmebane, Stadio Olimpico i Rom. Liverpool vandt finalen på straffespark. Efter kampen angreb bander af Roma-fans Liverpool-supporterne, som var på vej hjem til deres hoteller. Mange fans blev overfaldet og stukket ned. Den noget overraskede italienske presse rapporterede. at det nok ikke blot var på grund af nederlaget, men at mange fans på forhånd havde gemt våben i deres køretøjer inden kampen. Liverpools lokale radiostation, Radio City, oplevede også volden på nærmeste hånd. Mange tilhængere blev angrebet, da man var på vej til den lokale busstation. Buschaufførerne afviste at tage dem med, i frygt for at blive angrebet af italienske fans. Mange Liverpool-fans så det også som eneste udvej, at søge tilflugt på den britiske ambassade. Til sidst var der en frivillig chauffør, som påtog sig at køre fansene til deres respektive hoteller – men det var en bus, som blev eskorteret af politiet! Radio City havde reportere på bussen, som interviewede fans som var blevet overfaldet. Forunderligt nok blev voldsoptøjerne ikke dækket i den britiske presse, men det blev de til gengæld i den italienske. Eneste britiske medie, som skrev om balladen, var Liverpool Echo, under overskriften ”The Ecstasy and the Agony”. En 13-årig Liverpool-fan, som blev groft overfaldet, måtte alene i ansigtet sys med over 200 sting! 1985 – Super Cup Tidligere i 1985, i januar, havde Liverpool været en tur i Torino for at spille første opgør i Super Cup’en mod Juventus. Italienerne vandt kampen 2-0 – begge mål scoret af Zbigniew Boniek. Der skulle være et returopgør, men Liverpool kunne ikke finde plads i kalenderen, så kampen blev udsat til efter sæsonen (finalen på Heysel), men blev i sidste ende aldrig spillet. Holdene: Juventus: Bodini, Favero, Cabrini, Brio, Scirea,
Bonini, Platini, Tardelli, Briaschi, Rossi, Boniek På det tidspunkt regnede man ikke Super Cup’en for så meget, så ikke ret mange Liverpool-fans var rejst til Torino for at se den kamp, men alligevel blev de haglet til med kasteskyts, uden at politiet greb ind.
Heysel Stadion Heysel stadion ligger i det nordvestlige Bruxelles. Det blev indviet. 23. august 1930, få dage efter Belgiens 100 års jubilæum. Da hed detStade du Jubilé. Det blev bygget som et plateau i forbindelse med verdensudstillingen i 1935. Stadionet kunne holde 70.000 tilskuere dengang. En cykelbane rundt om fodboldbanen blev senere anlagt. Efter anden verdenskrig blev det omdøbt til Heysel Stadion. Det har været vært for fire Europa Cup finaler, i 1958, 1966, 1974 og 1985, samt finaler i pokalvinder- turneringen (nu nedlagt) i 1964, 1976 og 1980. Højeste antal tilskuere til en Europa Cup finale var 66.000 i 1958. Efter Heysel-tragedien i 1985 blev det kun brugt til atletik. Et årti efter tragedien blev det dog bygget om for omkring $ 50 mio., og blev navngivet til Kong Baudouin stadion. Det blev et stadion med en atletikbane omkring fodboldbanen. Det var vært for åbningskampen under EM i 2000, og kapaciteten er nu 50.024. 26. maj 2006 besluttede det belgiske fodboldforbund, ikke længere at bruge King Baudouin stadion til landskampe mm., da indgangene ved én af tribunerne var for smalle. Generelt vurderede man, at stadionet var for usikkert. Efter en retssag mellem bystyret i Bruxelles og fodboldforbundet besluttede man dog igen at spille på stadion – indtil videre til 30. juni 2008.
29. maj 1985
Kampen mellem Juventus tilhængerne og politiet stod på i over en time, og også i en periode efter at kampen var blevet sat i gang. Da urolighederne startede, var der 72 gendarmer plus 108 politibetjente inde på stadion, mens der udenfor var 84 gendarmer og 209 politibetjente. Yderligere 160 var i beredskab. Da det gik op for beredskabslederen, at der var problemer, forsøgte han at tilkalde hjælp via radioen, men på grund af larm og råb blev disse opkald aldrig opfattet udenfor. En time efter kampen skulle have været sat i gang, rullede italienerne et banner ud med teksten ”Reds animals”, til stor jubel for Juventus tilhængerne. Efter kampen var talrigt politi og gendarmer mødt op, for at forhindre flere kampe mellem tilhængerne.
Kampen spilles Holdopstillinger: Juventus: Liverpool: Selvom der var indtruffet en katastrofe, mente man at en aflysning af kampen ville give endnu større problemer, og den blev med halvanden times forsinkelse sat i gang, efter begge anførere havde talt til deres fans, og appelleret til ro. Mens kun enkelte Liverpool, spillere vidste at der havde været dødsfald i forbindelse med uroen, så vidste hele Juventus-truppen mere eller mindre konsekvenserne, hvorfor de også i første omgang afviste at spille kampen. Det er en bred opfattelse, at det først gik op for mange tilskuere efter kampen, hvad der rent faktisk havde været omkostningerne. Selvom resultatet af kampen er underordnet, når man tænker på katastrofen, så blev kampen jo spillet. Her følger et referat: Det havde været en nervøs ventetid for begge hold, og kampen kunne ikke have startet på værre vis for Liverpool, da Mark Lawrenson måtte udgå med en skade efter blot to minutter. Med nedbøjet hoved måtte han lade sig udskifte med Gary Gillespie. Det oprindelige oplæg til kampen, hvor Lawrenson skulle holde Platini ude af spillet, nåede ikke engang at blive sat i værk. Nu måtte Wark i stedet varetage den opgave. Sammenlignet med kampen i Super Cup’en i Torino, tilbage i januar det år, spillede Liverpool mere defensivt. Man fandt dog hurtigt ud af, at Juventus havde skiftet taktik, hvor man spillede Boniek på højre wing, og lod Briaschi med sin hurtighed spille ned mod Phil Neal på venstrekanten. Men veteranen Neal havde ikke de store besværligheder med at håndtere Briaschi, og efter 25 minutters spil kom Liverpool mere frem på banen, med Whelan, Nicol og Dalglish som de kreerende kræfter. Efter en halv time kom Juventus’ venstreback med frem, og med et godt skud tvang han Grobbelaar ud i fuld længde, men kort efter var det John Warks tur til at teste Juventuskeeperen, med et fladt skud. Det var nu Liverpool, der sad på kampen, og Ronnie Whelan havde kort efter et skud i nettaget. Fem minutter før halvlegen viste Boniek noget af sin klasse, ved at sætte tre Liverpoolspillere, hvilket ikke efterlod John Wark andet valg end at fælde manden, hvilket kostede Liverpool-spileren et gult kort. Der kom ikke noget ud af det efterfølgende frispark. Kort før halvlegen ville Paul Walsh følge en lækker aflevering fra Neal, men i forsøget på at nå bolden forstrak han en muskel i maven, og måtte lade sig udskifte med Craig Johnson i anden halvleg. Juventus kom ud til anden halvleg med fornyet håb, og efter 14 minutters spil fik de held af deres anstrengelser. Boniek satte igen af sted på ét af sine løb ned mod feltet, og Gillespie måtte ty til et frispark. Det var helt tydeligt, at det var en meter udenfor straffesparksfeltet, men dommeren, som stod langt væk fra situationen, dømte straffe, som Michel Platini sikkert omsatte til mål. Med 16 minutter igen så det ud til, at det var Liverpools tur til at få et straffespark. Whelan, som prøvede at slippe forbi nogle forsvarsspillere, blev nedlagt af Bonini en meter inde i straffesparksfeltet, men en inkompetent dommer vinkede spillet videre. Fem minutter senere måtte Tacconi i Juventus-målet redde fra et Whelanforsøg, mens hovedstødsforsøg i de sidste minutter fra Whelan og Nicol gik forbi. Juventus havde valgt at spille med et fladt fire-mands forsvar i de sidste 30 minutter, og slap altså heldigt fra det. Efter kampen udtalte Joe Fagan, som tidligere på dagen havde annonceret sin tilbagetrækning fra managerposten i Liverpool: ”Vi spillede fodbold i sidste ende, men jeg tror ikke nogen havde hjertet med i det. Mit var i hvert fald ikke. Fodbold er et spil, men det er det ikke længere for nogen. Det var UEFA’s beslutning at spille kampen – ikke vores. Hvilken trist måde for mig at slutte.” Efter kampen fejrede Juventusholdet sejren på banen. En underlig reaktion, når man tænker på hvad der var sket op til kampen – noget de også bagefter blev kritiseret for.
|
||||||||||
Baggrund
Op
til kampen havde fangrupperinger fra begge klubber spillet fodbold
mod hinanden, og i det hele taget moret sig sammen inden kampen.
Heysel stadion blev bygget i 1930 og levede slet ikke op til tidens
standard, og var i bagklogskabens lys slet ikke godt nok til en
europæisk finale. Liverpools daværende Chief Executive, Peter
Robinson, bad også flere gange UEFA om at vælge et andet stadion, da
man fra LFC’s side ikke mente, at dette stadion var godt nok. Der
var 58-60.000 tilskuere, med mere end 25.000 fra hvert hold. De to
ender bag hvert mål var ståtribuner, hver delt op i zoner. Juventus
havde zonerne O, N og M, mens Liverpool havde zonerne X og Y, med Z
reserveret til neutrale fans. Idéen med en neutral zone havde både
Liverpool og Juventus protesteret imod, da det ville give fans fra
begge klubber en mulighed for at købe billet til dette afsnit gennem
billetbureauer eller billethajer uden for stadionet. På det
tidspunkt boede der mange italienere i
Liverpool FC Fan Club Danish Branch | Stenbjergvej 90 | 9220 Aalborg Ø |
medlem@liverpool-fc.dk
|